En freelancejournalist bosiddende i USA klagede over en artikel bragt i Weekendavisen. I artiklen blev det omtalt, at hun var blevet opsagt af flere medier for at skrive af uden at kildeangive, og at dele af hendes artikler var plagiat. Journalisten klagede bl.a. over, at de krænkende oplysninger ikke blev forelagt i rimelig tid inden offentliggørelse. Hun havde modtaget Weekendavisens materiale omkring midnat lokal tid (om morgenen kl. 06.18 dansk tid), hvor hun befandt sig. I materialet tilsendt af journalisten havde Weekendavisen ikke angivet en svarfrist, men hun valgte selv at sende sine bemærkninger til avisen næste morgen lokal tid (kl. 14.04 dansk tid). Pressenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at kritisere forelæggelsen.