Vejle Amts Folkeblad omtalte i oktober 2023, at en navngiven investor var gået konkurs med et ejendomsselskab og nævnte i den forbindelse en række tidligere konkurser. Omtalen indeholdt blandt andet gengivelse af omtale fra en bog, der omhandlede finanskrisen. Investoren klagede til Pressenævnet over blandt andet, at artiklen indeholdt ukorrekt information, som han ikke var blevet forelagt, og at avisen havde afvist at berigtige de ukorrekte oplysninger. Pressenævnet fandt, at mediet ikke havde tilsidesat god presseskik ved at bringe oplysningerne fra bogen uden at kontrollere disse yderligere, herunder ved forelæggelse for klager. Nævnet lagde vægt på, at parterne havde en drøftelse af artiklen forud for publiceringen, hvor klager fik forelagt omdrejningspunktet for kritikken, og at klager i den forbindelse henviste til den omtalte bog samtidig med, at han frabad sig yderligere kontakt. Nævnet udtalte ikke kritik.
Vejle Amts Folkeblad får ikke kritik for omtale af konkurs
24/06/2024Vejle Amts Folkeblad bragte i november 2023 en artikel med blandt andet kritisk omtale af en forretningsmands økonomiske dispositioner i forløbet op til konkursen af hans virksomhed. Den omtalte forretningsmand klagede til Pressenævnet over, at artiklen indeholdt ukorrekte og udokumenterede oplysninger om hans rolle i virksomhedens konkurs. Nævnet fandt, at omtalen ikke gav læserne et ukorrekt indtryk af sagen og lagde blandt andet vægt på, at det i omtalen var gengivet, hvor oplysningerne stammede fra. Nævnet udtalte herefter ikke kritik.
Vejle Amts Folkeblad får ikke kritik for omtale af vandpibecafé
21/06/2024Vejle Amts Folkeblad bragte i oktober 2023 en artikel med omtale af en familie. En række af familiemedlemmerne klagede til Pressenævnet over, at artiklen indeholdt en ukorrekt oplysning om, at familien ejede en i artiklen omtalt vandpibecafé. Nævnet fandt, at det havde været hensigtsmæssigt, såfremt ejerforholdet havde været gengivet mere præcist. Nævnet udtalte imidlertid ikke kritik af Vejle Amts Folkeblad, da nævnet fandt, at oplysningen ikke kunne anses for at være væsentlig i sammenhængen.
Ikke kritik af Vejle Amts Folkeblad for omtale af stævning
29/04/2024Vejle Amts Folkeblad omtalte i juli 2023, at en højskoleforstander var blevet stævnet af en tidligere elev. Den tidligere elev klagede til Pressenævnet over blandt andet, at avisen ikke havde ladet ham komme til orde i artiklen, og at avisen havde afsløret ham som kilde til omtalen. Nævnet fandt, at omtalen af sagen ikke overskred mediets redigeringsret, og at den omtaltes synspunkter var gengivet loyalt. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at den omtalte person selv havde sendt en kopi af den omtalte stævning til mediet, og at der ikke var indgået en aftale om, at han skulle være anonym i artiklen.
Vejle Amts Folkeblad får ikke kritik for overskrift
26/04/2024Vejle Amts Folkeblad bragte i december 2023 en artikel blandt andet med omtale af en families ageren under en retssag om politiets ransagning af en lejlighed. Efter publiceringen opdaterede Vejle Amts Folkeblad løbende artiklens overskrift og brødtekst. En række af familiemedlemmerne klagede til Pressenævnet over, at artiklens overskrift var misvisende. Nævnet fandt, at overskriften havde dækning i de faktiske forhold, som var nærmere beskrevet i artiklens brødtekst. Nævnet udtalte derfor ikke kritik.
Vejle Amts Folkeblad får ikke kritik for at afvise sletning af artikel
24/04/2024En person og et selskab klagede til Pressenævnet over, at Vejle Amts Folkeblad ikke ville slette en artikel bragt i 2019, som omhandlede opførelsen af en række byggerier, herunder omtale af en andelsboligforenings politianmeldelse indgivet mod bygherren for bedrageri. Den omtalte person var direktør for og medejer af selskabet, som var bygherren. Nævnet fandt, at artiklen indeholdt oplysninger, som måtte anses for særligt belastende for klagerne, men nævnet fandt imidlertid, at der ikke var tale om private oplysninger eller oplysninger af en sådan karakter, at det i sig selv talte for at hindre tilgængeligheden af artiklen. Nævnet lagde vægt på, at omtalen angik erhvervsmæssige forhold, at personen havde indtaget en fremtrædende rolle som direktør for og medejer af selskabet, og at omtalen i artiklen fortsat kunne anses at have almen interesse.
Vejle Amts Folkeblad får kritik for at bringe billede i krænkende sammenhæng
27/03/2024I november 2023 omtalte Vejle Amts Folkeblad, at en navngiven person var tiltalt efter straffelovens § 119, stk. 1. Vejle Amts Folkeblad bragte i den forbindelse et billede af en anden person, som klagede til Pressenævnet over det bragte billede. Vejle Amts Folkeblad havde samme dag, som artiklen blev publiceret, fjernet billedet og efter nogle dage bragt en selvstændig rettelse. Nævnet fandt, at brugen af billedet i sammenhæng med omtalen var misvisende og krænkende for klageren og udtalte herefter kritik af Vejle Amts Folkeblad.
Vejle Amts Folkeblad får ikke kritik for overskrift
22/03/2024Vejle Amts Folkeblad bragte i november 2023 en artikel med omtale af en families klage til Den Uafhængige Politianklagemyndighed. Et familiemedlem klagede til Pressenævnet over, at artiklens overskrift var ukorrekt. Nævnet fandt, at overskriftens formulering fremstod som Vejle Amts Folkeblads sammenfatning af familiens klage, som havde tilstrækkelig dækning i de faktiske forhold og artiklens brødtekst. Nævnet udtalte derfor ikke kritik.
Vejle Amts Folkeblad får ikke kritik for omtale af en tiltale mod en navngiven person
22/03/2024I oktober 2023 omtalte Vejle Amts Folkeblad i en artikel og i et Facebook-opslag en tiltale mod en navngiven person. Vejle Amts Folkeblad opdaterede løbende artiklens overskrift og brødtekst. Den tiltalte klagede til Pressenævnet blandt andet over, at han ikke var kommet til orde i forbindelse med omtalen, og at artiklens oprindelige overskrift ikke blev opdateret i Facebook-opslaget. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af Vejle Amts Folkeblad. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at den tiltalte var kommet til orde i artiklen gennem sin advokat, og at artiklens oprindelige overskrift havde dækning i de faktiske forhold.
Ikke kritik af Vejle Amts Folkeblad for at bringe oplysninger fra politiet
21/03/2024I oktober 2023 bragte Vejle Amts Folkeblad en artikel med oplysninger fra Sydøstjyllands politi om en familie. Et familiemedlem klagede til Pressenævnet over, at artiklen indeholdt ukorrekte oplysninger, som ikke var efterprøvet tilstrækkeligt. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik og lagde blandt andet vægt på, at det klart fremgik, hvor oplysningerne stammede fra, og at klageren var både forelagt disse og kommet til orde i artiklen.
Vejle Amts Folkeblad får ikke kritik for overskrift i lederartikel
20/03/2024Vejle Amts Folkeblad bragte i oktober 2023 en lederartikel om en familie, hvorfra et familiemedlem klagede til Pressenævnet over, at det var ukorrekt, når det fremgik af lederartiklens overskrift, at familien havde fremsat usandheder og bedraget. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at overskriftens formulering klart fremstod som chefredaktørens vurdering, der ikke overskred de vide rammer for frisprog i en lederartikel.
Ikke kritik for at tilføje oplysning om navngiven persons stilling
26/02/2024Vejle Amts Folkeblad bragte i august en artikel, som gengav en række kommentarer, som forskellige personer havde fremsat på baggrund af Vejle Amts Folkeblads opslag på Facebook om et grønt visionstillæg til en mobilitetsplan i den navngivne kommune. I artiklen var en kommentar fra en konkret person gengivet, ligesom der var tilføjet en redaktionel oplysning om, hvor den pågældende arbejdede. Den omtalte person klagede til Pressenævnet over, at Vejle Amts Folkeblad i omtalen af hendes kommentar til en Facebook-debat om et trafikforslag havde nævnt hendes stilling som kommunikationsansvarlig i teknisk forvaltning i den navngivne kommune. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere Vejle Amts Folkeblad og lagde i den forbindelse blandt andet vægt på, at klager var citeret for en kommentar til et offentligt opslag på et medies Facebook-side, samt at klager havde kommenteret forhold, som måtte anses for at have en vis sammenhæng med hendes stilling. Nævnet lagde endvidere vægt på, at den måde, hvorpå oplysningen om klagers stilling var tilføjet artikel, sammenholdt med form og indhold i hendes kommentar, ikke efterlod læseren med et indtryk af, at klager havde kommenteret på mediets Facebook-opslag på vegne af den navngivne kommune. Nævnet udtalte ikke kritik.
Ikke grundlag for afindeksering eller anonymisering
25/01/2024En person klagede til Pressenævnet over manglende afindeksering eller anonymisering af en artikel bragt af Vejle Amts Folkeblad i maj 2020. Artiklen omtalte klagers afskedigelse fra en større uddannelsesinstitution, og Vejle Amts Folkeblad havde afvist klagers anmodning om at anonymisere hende eller afindeksere artiklen. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere Vejle Amts Folkeblads afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at klager – selv om hun ikke havde været øverste leder af uddannelsesinstitutionen – havde haft en fremtrædende og offentlig rolle, og at omtalen fortsat kunne anses for at have en almen interesse.
Vejle Amts Folkeblad får ikke kritik for lederartikel
13/12/2023Vejle Amts Folkeblad bragte i august 2023 en lederartikel om en politisk aftale om etableringen af et udslusningsfængsel, herunder et byrådsmedlems udtalelser i den forbindelse. Det omtalte byrådsmedlem klagede til Pressenævnet over, at lederartiklen ikke var objektiv og indeholdt fordømmelse af ham. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at udsagnene klart fremstod som chefredaktørens vurderinger, der ikke overskred de vide rammer for frisprog i en lederartikel.
Overskrift og redigering var ikke i strid med god presseskik
09/10/2023Vejle Amts Folkeblad omtalte i april måned i to artikler uoverensstemmelser i en lokal handelsforening. Avisen bragte i den forbindelse en overskrift om, at formanden for foreningen var blevet truet, og at et medlem af foreningen havde fået et rødt kort. Et af de omtalte medlemmer af foreningen klagede til Pressenævnet over, at overskriften var misvisende, og at avisen havde redigeret i en pressemeddelelse, som hun havde sendt til avisen. Pressenævnet fandt, at der var dækning for overskriften, og at mediets redigering af pressemeddelelsen lå inden for redigeringsretten, og udtalte ikke kritik.
Vejle Amts Folkeblad får ikke kritik for at bringe interview
20/01/2023Vejle Amts Folkeblad bragte i oktober måned en artikel, der indeholdt et interview med en person, som gennem en årrække var blevet chikaneret af en tidligere kursist på den højskole, hvor den interviewede person var ansat. Den tidligere kursist var for mere end seks år siden blevet bortvist fra et kursus. Det fremgik af artiklen, at den tidligere kursist også havde chikaneret en lang række andre personer med tilknytning til højskolen. Den interviewede person berettede i artiklen bl.a. om, hvordan han var blevet chikaneret, og hvilke konsekvenser chikanen havde haft, herunder at den tidligere kursist havde fået et tilhold mod at kontakte ham og andre personer med tilknytning til højskolen. Den tidligere kursist, hvis navn ikke fremgik af artiklen, klagede til Pressenævnet over, at artiklen indeholdte en række ukorrekte oplysninger, herunder at han havde chikaneret folk med tilknytning til højskolen, og at han havde skabt mange problemer. Den tidligere kursist klagede også over, at artiklen ikke var blevet forelagt. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at det var ubestridt, at den tidligere kursist bl.a. havde et tilhold mod den interviewede person samt et organisationstilhold over for højskolen. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at kritisere, at artiklen ikke var blevet forelagt for den tidligere kursist. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at oplysningerne om den tidligere kursist, som fremgik af artiklen, ikke – i en bredere kreds – kunne tjene til identificering af ham.
Vejle Amts Folkeblad får kritik for at bringe ukorrekt oplysning
14/10/2022Vejle Amts Folkeblad bragte i august måned artikler, hvoraf det blandt andet fremgik, at en 27-årig mand havde kørt spirituskørsel. Manden rettede henvendelse til Vejle Amts Folkeblad med oplysning om, at han ikke havde kørt spirituskørsel, og at han end ikke var sigtet for spirituskørsel. Avisen bragte herefter rettelser, hvor de præciserede, at der var tale om sigtelse for spirituskørsel. Den 27-årige mand klagede til Pressenævnet over, at Vejle Amts Folkeblad havde bragt ukorrekte oplysninger, og at avisen ikke havde foretaget en tilstrækkelig berigtigelse. Nævnet udtalte kritik for at have bragt ukorrekte oplysninger samt for utilstrækkelig berigtigelse. Nævnet udtalte dog ikke kritik af, at avisen havde skrevet, at han var sigtet for spirituskørsel, da denne oplysning var tilvejebragt af politiet, som sædvanligvis må anses for at være en troværdig kilde.
Vejle Amts Folkeblad får kritik for omtale af køkkenbrand
17/03/2022I en artikel bragt i december 2021 omtalte Vejle Amts Folkeblad en mindre køkkenbrand i Vejle. Det fremgik af artiklen, at en kvinde, som kom ud af lejligheden, ikke måtte få hjælp af mandlige beredskabsfolk, og at modstanden mod hjælp angiveligt var religiøst eller kulturelt motiveret. Den omtalte kvinde klagede til Pressenævnet blandt andet over, at det var ukorrekt og krænkende, som angivet i artiklen, at hun ikke måtte få hjælp af mænd, at avisen ikke havde forelagt påstanden for hende, samt at artiklens overskrift og omtale ikke havde dækning. Pressenævnet fandt det ikke dokumenteret, at kvinden ikke måtte få hjælp af mænd, og nævnet udtale kritik af Vejle Amts Folkeblad for den manglende forelæggelse og for formuleringerne i overskriften og mellemrubrikken.
Vejle Amts Folkeblad havde foretaget behørig forelæggelse
19/11/2021Vejle Amts Folkeblad bragte i august måned en artikel om en kvindes beskrivelse af sin barndom. I artiklen var der en række beskyldninger mod kvindens mor. Vejle Amts Folkeblad forelagde indholdet af artiklen for moren. Moren klagede herefter til Pressenævnet blandt andet over, at hun ikke fik artiklen til godkendelse, inden den blev offentliggjort, og at avisen havde redigeret i den skriftlige kommentar, hun havde sendt til avisen. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik og lagde vægt på, at Vejle Amts Folkeblad havde forelagt indholdet af artiklen uden at aftale godkendelse, ligesom gengivelsen af morens kommentar var tilstrækkelig.
Vejle Amts Folkeblad får ikke kritik for omtale af færdselsuheld
23/04/2020I en artikel bragt i februar måned omtalte Vejle Amts Folkeblad et færdselsuheld på Lillebæltsbroen. Vejle Amts Folkeblad havde i den forbindelse uden navns nævnelse gengivet et Instagram-opslag fra den i færdselsuheldet implicerede passager, som var blevet delt som et skærmbillede i en offentlig Facebook-gruppe. Den omtalte passager klagede til Pressenævnet over blandt andet, at artiklen indeholdt ukorrekte oplysninger, idet hun blev betegnet som ”bilist”, og at Vejle Amts Folkeblad har ikke udvist hensyn til hende som offer for den omtalte ulykke. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at den ukorrekte betegnelse af klager som ”bilist” ikke kunne anses for skadelig for klager, at Vejle Amts Folkeblad straks rettede fejlen, da de blev gjort opmærksom herpå, og at Vejle Amts Folkeblads angivelse af klager som passager i færdselsuheldet og gengivelse af hendes Instagram-opslag ikke kunne tjene til identificering af hende.