TV Midtvest bragte i august 2020 en artikel, som omtalte, at flere og flere ikke overholder Sundhedsstyrelsens retningslinjer i forhold til begrænsning af coronasmitte i dagligvarebutikker. I artiklen fremgik et interview med en person, som på Facebook havde udtrykt frustration over den mangelfulde overholdelse af retningslinjerne. Personens Facebook-opslag blev også gengivet i artiklen.

Personen klagede til Pressenævnet over, at artiklens oplysninger om selve Sundhedsstyrelsens retningslinjer var forkerte. Der blev også klaget over måden, hvorpå TV Midtvest havde inddraget personens Facebook-opslag i artiklen. Pressenævnet fandt, at personen ikke var klageberettiget i forhold til spørgsmålet om den generelle forståelse af Sundhedsstyrelsens retningslinjer, og nævnet afviste derfor at behandle klagepunktet. I forhold til personens medvirken i artiklen fandt Pressenævnet, at personens Facebook-opslag var gengivet retvisende og i overensstemmelse med god presseskik, og nævnet udtalte ikke kritik.

TV MIDTVEST bragte i oktober 2019 omtale af børn fra et skolehjem. Omtalen indeholdt interview med en politikommissær, der blandt andet udtalte bekymring om, at der ikke var tiltrækkeligt opsyn med nogle børn fra skolehjemmet, der blev stoppet af politiet i byen om natten. Skolehjemmet klagede til Pressenævnet over, at de i artiklen beskyldes for ikke at føre tilstrækkeligt opsyn med dets beboere. Nævnet, der bemærkede, at offentlige institutioner i højere grad end privatpersoner må acceptere at være genstand for kritisk omtale, fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde udover kritikkens karakter vægt på, at det tydeligt fremgår, hvem der er afsender af udsagnet, som fremstår som politikommissærens subjektive vurdering.

TV MIDTVEST bragte i indslaget ”Regeringen forlanger nødplan ved konkurs” billeder af indehaveren af virksomheden Hjemmeplejen Limfjorden. Billederne var optaget i anden sammenhæng og havde ingen forbindelse til omtalen af konkurstruede eller konkursramte virksomheder. Hjemmeplejen Limfjorden er hverken truet af konkurs eller gået konkurs, som indslaget kunne give indtryk af. Pressenævnet udtalte kritik af TV MIDTVEST for at give et forkert indtryk og indehaveren var berettiget til et genmæle.

En lokalpolitiker klagede over TV MIDTVESTs omtale af en historie bragt i Skive Folkeblad om, at der var rejst sigtelse mod lokalpolitikeren. Det var ubestridt, at lokalpolitikeren var sigtet. Da omtalen ikke var uden faktisk grundlag, og lokalpolitikerens synspunkter var gengivet i artiklen, udtalte nævnet ikke kritik af TV MIDTVEST for ikke selvstændigt at rette henvendelse til lokalpolitikeren.