TV 2 Østjylland bragte i september måned to indslag i nyhederne om seniorers vanskeligheder med at finde arbejde, herunder et interview med en person, som havde været jobsøgende i syv år. Af det ene indslag fremgik det blandt andet, at denne person oplevede alderen som den største hindring for sin jobsøgning. Den interviewede person klagede til Pressenævnet over, at det fremgik, at han mente, at alder var den væsentligste årsag til hans ledighed, idet han under interviewet alene havde givet udtryk for, at hans alder nok spillede ind på, at han havde vanskeligt ved at få et job. Pressenævnet fandt efter en samlet vurdering ikke grundlag for at udtale kritik og lagde vægt på, at indslaget omhandlede seniorers vanskeligheder med at finde arbejde, at den interviewede person selv havde henvendt sig til TV 2 Østjylland om problematikken, at de påklagede ukorrekte oplysninger ikke kunne anses for væsentlige i sammenhængen og endelig, at det samlede indtryk ikke kunne anses for at være skadeligt, krænkende eller virke agtelsesforringende for klager.

I en kendelse afsagt i marts måned udtalte Pressenævnet kritik af TV2 Østjylland for ikke at have gengivet et retvisende billede af en miljøorganisations udtalelser, som lå til grund for flere artikler, hvor miljøorganisationen blev fremstillet kritisk.

Miljøorganisationen klagede på ny til Pressenævnet, da organisationen ønskede, at de af nævnet tidligere kritiserede artikler blev slettet fra TV2 Østjyllands hjemmeside. Pressenævnet fandt ikke anledning til at kritisere TV2 Østjylland for at have afvist at slette artiklerne. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at artiklerne ikke indeholder private oplysninger, samt at det tydeligt fremgår af artiklerne, at Pressenævnet har udtalt kritik af dem.

TV2 Østjylland bragte i november 2021 flere nyhedsindslag og artikler, hvori der blev sat spørgsmålstegn ved korrektheden af Ørsteds løfte til deres kunder i Aarhus om, at den fjernvarme, de leverer, er produceret af 100 procent bæredygtig biomasse. I omtalen blev det fremstillet som om, at tvivlen skyldes, at en miljøorganisation, som certificerer biomasse for Ørsted, ikke kan love, at denne biomasse er 100 procent bæredygtig.

Miljøorganisationen klagede til Pressenævnet over, at TV2 Østjylland havde baseret deres omtale på et forvansket citat fra miljøorganisationens direktør. Pressenævnet fandt, at TV2 Østjylland havde handlet i strid med god presseskik ved i sin omtale at have anvendt direktørens citat i en kontekst, som mediet vidste, at miljøorganisationen opfattede som misvisende, uden at dette fremgik af omtalen. Nævnet udtalte derfor kritik.

I indslag bragt i april 2021 omtalte TV 2 Østjylland en huslejestigning på 12 % for lejerne af lejligheder i en gammel klosterbygning. I samme forbindelse omtalte TV 2 Østjylland, at klosterforvalteren har fået fordoblet sin løn. Den omtalte klosterforvalter klagede til Pressenævnet over, at det er ukorrekt, at han havde sikret sig selv en lønstigning til det dobbelte af sin løn forinden den omtalte huslejestigning, og at det skulle være en af årsagerne til huslejestigningen. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt vægt på, at det i indslagene korrekt var gengivet, at bestyrelsen for klosteret i en indkaldelse til et beboermøde blandt andet havde begrundet huslejestigningen i øgede omkostninger, og at det af varslingen om lejeforhøjelse fremgik, at årsagen til stigningen var, at lejen var væsentlig lavere end det lejedes værdi.

I et indslag bragt i maj måned omtalte TV 2 Østjylland et vandforsyningsselskab, som gennem en årrække har overfaktureret kunderne og den statslige tilsynsmyndighed, herunder politianmeldelse mod blandt andet den tidligere kommunaldirektør for manglende indgriben i vandforsyningsselskabets uberettigede opkrævninger. Den omtalte tidligere kommunaldirektør klagede til Pressenævnet over, at der blev vist billeder af ham i indslaget, indslagets vinkling, samt at indslaget indeholdt et misvisende citat. Kommunaldirektøren klagede desuden over utilstrækkelig forelæggelse. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at billederne ikke viste kommunaldirektøren i en privat eller krænkende situation, men som led i hans arbejde som kommunaldirektør, at citatet ikke fremstod forvansket, og at anmeldelsernes synspunkter og kommunaldirektørens kommentar var gengivet i indslaget.