En person anmodede Pressenævnet om at genoptage behandlingen af en sag, hvor Rudersdal Avis havde afvist at hindre tilgængeligheden af artiklen ”Kendt Birkerød-erhvervsmand erklæret konkurs” fra 2010. På baggrund af anmodningen berigtigede nævnet enkelte formuleringer i kendelsen. Da nævnet ikke fandt væsentlige sagsbehandlingsfejl, blev anmodningen om genoptagelse afvist.

En erhvervsmand klagede over, at Rudersdal Avis ikke ville slette en artikel fra 2010 på rudersdal.lokalavisen.dk, der omtalte erhvervsmandens virksomheds og personlige konkurs. Erhvervsmanden er fortsat tilknyttet selskaber, der arbejder med finansielle aktiviteter, og Pressenævnet fandt herefter, at der ikke var grundlag for at slette eller anonymisere oplysningerne på hjemmesiden.