En person klagede over, at Redox.dk bragte oplysninger om, at han havde været leder for en nazistisk organisation uden forinden at forelægge oplysningen for ham. Selv om oplysninger som denne som udgangspunkt bør forelægges, fandt Pressenævnet efter en samlet vurdering ikke anledning til at udtale kritik af Redox.dk, blandt andet fordi personen ikke havde klaget over de bragte oplysninger om, at han havde været del af den nazistiske bevægelse i mange år, og at oplysningen i sammenhængen derfor ikke kunne betragtes som tilstrækkelig krænkende for personen.

En person klagede over, at redox.dk havde omtalt en 14 år gammel retssag mellem ham og en anden person om brugen af klagerens efternavn. Klageren mente, at indholdet af artiklen krænkede hans privatliv, og at den i øvrigt indeholdt ukorrekte oplysninger. Klageren ønskede derfor også artiklen slettet fra redox.dk. Da Pressenævnet ikke fandt, at oplysningerne i artiklen kunne anses for at være krænkende for klageren, fandt nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Redox.

En person klagede over, at der ved en Google-søgning på hans navn fremkom artikeloverskriften ”Antifeminister og antimuslimer slår pjalterne sammen”. Klager var hverken antifeminist eller antimuslim og omtalt i en anden forbindelse i artiklen, der var bragt på redox.dk. De andre oplysninger i artiklen om klager var korrekte, og klager får ikke slettet artiklen (og derved heller ikke linket) efter punkt B.8 i de vejledende regler for god presseskik.

En forsker ved Aarhus Universitet havde af redox.dk fået afslag på at få slettet information om hans formodede politiske overbevisning efter lov om massemediers informationsdatabaser. Ifølge denne lov skal information om enkeltpersoners politiske forhold som udgangspunkt slettes, når der er forløbet tre år fra den begivenhed, der gav anledning til optagelsen i databasen. Under henvisning til, at klager var tilknyttet Aarhus Universitet og havde udtalt sig offentligt om højrefløjen, pålagde Pressenævnet ikke redox.dk at efterkomme anmodningen om sletning.

En person klagede over Redox’ omtale af grupperingen Hefjendur og hans tilknytning hertil. Redox havde forsøgt at kontakte klager via Facebook. Da klager selv havde udtalt sig til et andet medie om sine trosforhold, ligesom han ikke havde bestridt omtalen af, at han havde været ”aktiv i Danskernes Parti”, fandt nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Redox.

En forsker klagede over artiklen ”Den ekstreme ekstremismeforsker”. I artiklen blev forskeren beskyldt for selv at være aktiv i højreradikale kredse med udsagnet ”Samtidig har han [forskeren] selv været aktiv i nynazistiske og højreradikale kredse”. Redox.dk ringede til forskeren forud for offentliggørelsen og oplyste artiklens kritiske vinkel. Klager ønskede imidlertid ikke at tale med Redox. Nævnet kritiserede ikke offentliggørelsen af beskyldningen, men pålagde redox.dk at bringe et genmæle, da udsagnet ikke var dokumenteret som rigtigt.

Redox.dk omtalte i en artikel i august en demonstration afholdt i marts – fem måneder tidligere. Den 3. august sendte Redox en mail og anmodede en person om bemærkninger til en kritisk omtale. Svarfristen var den 5. august kl. 15.00. Artiklen blev offentliggjort den 7. august. Nævnet kritiserer Redox for ikke at gøre nok for at sikre sig, at personen fik mulighed for at kommentere den kritiske omtale.

Pressenævnet kritiserer redox.dk for at sende den 94 sider lange rapport ”Demokratiske Nazister” ud til en mand og bede ham forholde sig til indholdet senest dagen efter. I rapporten står der, at han er medlem af Danskernes Parti og aktiv i White Pride. Nævnet finder ikke, at fristen var rimelig, når det drejer sig om så lang en rapport. Derfor får redox.dk kritik.