HER&NU bragte i november 2023 en artikel om en tidligere reality-deltager. Pågældende klagede til Pressenævnet over, at artiklen indeholdt private og følsomme oplysninger om hende, og at mediet havde bragt dem uden forinden at tage kontakt til hende. Pressenævnet fandt ikke anledning til at kritisere HER&NU og lagde navnlig vægt på, at oplysningerne i artiklen var en gengivelse af oplysninger, som klager selv havde delt på sin åbne Instagram-konto med mere end 28.000 følgere. Nævnet fandt således, at at hun måtte have accepteret, at hendes opslag kunne give anledning til medieomtale.
Medier måtte gerne bringe omtale af politikers ægtefælle
07/04/2022I forlængelse af, at en kendt politiker i efteråret 2021 annoncerede, at han var blevet gift med en kvinde, hvis identitet, han ikke ønskede at afsløre, bragte flere medier få dage efter brylluppet omtale af kvinden. I artiklerne, som hverken indeholdt politikerens ægtefælles navn eller billede, omtalte medierne, hvordan politikerens ægtefælle ved flere forskellige sammenhænge og på flere forskellige måder havde optrådt frivilligt i medierne. Ægtefællen havde bl.a. udtalt sig flere gange til medierne om sit forhold til en drabsdømt person.
Politikeren klagede til Pressenævnet over artiklerne og anførte bl.a., at medierne med artiklerne havde krænket hans privatlivs fred. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af artiklerne. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at omtalen af to offentlige personers ægteskab var af offentlig interesse, og at politikeren selv havde inviteret pressen til at overvære brylluppet, og at han derfor måtte forvente, at pressen ville bringe omtale af hans ægtefælle.