En person klagede til Pressenævnet over, at Finans ikke ville afindeksere en artikel bragt i 2016, som omhandlede personens straffedom på 15 måneders betinget fængsel for bedrageri, underslæb, mandatsvig og dokumentfalsk. Pressenævnet fandt, at artiklen indeholdt oplysninger, som måtte anses for særligt belastende for personen, men flertallet fandt på baggrund af blandt andet sagens karakter, alvor og omfang sammenholdt med den tid, der er gået, ikke anledning til at udtale kritik af Finans for at afvise anmodningen om afindeksering. Et mindretal fandt på baggrund af tiden, der var gået, og at der var tale om en betinget dom, anledning til at udtale kritik.

En person klagede til Pressenævnet over, at en række medier ikke ville anonymisere eller afindeksere en lang række artikler bragt i perioden fra 2014 til 2021. Artiklerne omtalte ugebladssagen, hvor personen var blevet idømt halvandet års ubetinget fængsel for som systemoperatør i en IT-virksomhed at have skaffet oplysninger om kendte personer, som han havde solgt til ugebladet. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af medierne. Nævnet lagde vægt på sagens karakter, alvor og omfang sammenholdt med den tid, der er gået. Nævnet lagde endvidere vægt på, at omtalen har væsentlig offentlig interesse, samt at personen i forbindelse med de strafbare forhold, der blev udøvet over en længere periode, udnyttede sin position som systemoperatør.

Finans bragte i marts måned en artikel, hvori der blev rejst kritik af en britisk finansmands troværdighed. Finansmanden klagede til Pressenævnet over artiklen. Klagen omhandlede navnlig, at artiklen indeholdt ukorrekt information, og at Finans’ forelæggelse forud for artiklens offentliggørelse ikke havde været rimelig eller tilstrækkelig. Pressenævnet fandt, at klageren havde fået rimelig tid til at forholde sig til den fremsatte kritik, og nævnet udtalte ikke kritik af Finans’ forelæggelse inden offentliggørelsen. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at udtale kritik af selve artiklen, idet nævnet lagde vægt på, at artiklen indeholdt en loyal gengivelse af den britiske hvidvaskjægers synspunkter og af den fremsatte kritik heraf.

I en artikel bragt i april måned omtalte Finans.dk en iværksætters selskabskonstruktion i investeringsvirksomheder. Den omtalte person klagede til Pressenævnet over, at Finans.dk ikke havde givet ham mulighed for at forholde sig til kritiske udsagn fra to ekspertkilder, som fremgik af artiklen. Finans.dk bragte efter offentliggørelsen en beklagelse, men bragte ikke en selvstændig artikel med beklagelsen i den løbende nyhedsstrøm på Finans.dk. De læsere, der allerede havde læst artiklen, havde derfor ikke tilstrækkelig mulighed for at blive gjort bekendt med beklagelsen. Nævnet fandt, at kildernes kritiske udsagn kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for personen, og udtalte på den baggrund kritik af Finans.dk for manglende forelæggelse.

Epn.dk bragte i juni 2009 en artikel om en sag, hvor en advokat af Advokatnævnet havde modtaget en stor bøde for groft at have overtrådt god advokatskik. Det fremgik af artiklen, at flere navngivne advokater fra samme advokatfirma, herunder klager, ligeledes havde modtaget bøder fra Advokatnævnet. Klageren anmodede om, at artiklen blev afindekseret fra finans.dk, hvor artiklen fortsat er tilgængelig.