Pressenævnet udtalte alvorlig kritik af dkdox.tv i en sag, hvor en person og en forening blandt andet havde klaget over, at dkdox.tv havde bragt interview med personer, som kritiserede foreningens økonomi, ligesom Pressenævnet pålagde dkdox.tv at offentliggøre et genmæle. Dkdox.tv anmodede efterfølgende om genoptagelse, hvilket Pressenævnet afviste. Herefter bragte dkdox.tv nævnets kritik med kommenterende tilføjelser og afviste samtidig at bringe genmælet. Den omtalte person og foreningen klagede herefter til Pressenævnet over, at dkdox.tv ikke havde bragt genmælet, og nævnet konstaterede, at dkdox.tv havde bragt nævnets kritik med kommenterende tilføjelser. På den baggrund udtalte nævnet kritik af dkdox.tv for ikke at have efterlevet nævnets pålæg i klagesagen og pålagde samtidig dkdox.tv at offentliggøre den ved kendelse pålagte kritik i klagesagen.
Medie får ikke genoptaget sag
17/03/2023Pressenævnet udtalte alvorlig kritik af dkdox.tv i en sag, hvor en person og en forening blandt andet havde klaget over, at dkdox.tv havde bragt interview med personer, som kritiserede foreningens økonomi. Dkdox.tv anmodede efterfølgende Pressenævnet om at genoptage sagen, fordi mediet bl.a. mente, at Pressenævnet havde udeladt væsentlige oplysninger og begået væsentlige sagsbehandlingsfejl. Da Pressenævnet fandt, at mediet hverken var fremkommet med nye, faktiske oplysninger af betydning for sagens afgørelse eller havde påvist væsentlige sagsbehandlingsfejl, afviste nævnet at genoptage sagen.
Alvorlig kritik for at bringe særdeles krænkende påstande uden grundlag
28/02/2023Dkdox.tv bragte i august 2022 to udsendelser, som navnlig drejede sig om kritik af en forenings regnskab. I udsendelserne blev der fremsat en række udtalelser om foreningen og et medlem af foreningens bestyrelse. Disse klagede begge efterfølgende til Pressenævnet over, at programmerne indeholdt påstande om pædofili og mandatsvig i forhold til klagerne samt manglende genmæle. Pressenævnet fandt, at omtalen var særdeles skadelig og krænkende for foreningen samt det omtalte bestyrelsesmedlem, og at dkdox.tv ikke havde dokumenteret at have grundlag for at offentliggøre de særdeles krænkende og skadelige oplysninger. Nævnet udtalte på denne baggrund alvorlig kritik af dkdox.tv for at bringe de påklagede udsendelser. Pressenævnet fandt desuden grundlag for at give foreningen og det omtalte bestyrelsesmedlem delvist genmæle over for oplysninger, der ikke var dokumenterede som utvivlsomt rigtige.