Dagbladet Arbejderen omtalte i september 2021, at et universitet havde investeret i virksomheder, der opererer i ulovlige israelske bosættelser. I artiklen fremkom udtalelser, der fremstod som en koncerncontroller fra det pågældende universitets kommentarer til de konkrete investeringer Koncerncontrolleren klagede til Pressenævnet over, at hun var blevet citeret i artiklen. Koncerncontrolleren havde alene videreformidlet oplysninger om de konkrete investeringer fra universitetets kapitalforvaltere til Dagbladet Arbejderen. Pressenævnet kritiserede, at Dagbladet Arbejderen i artiklen ukorrekt havde fremstillet oplysningerne fra universitetets kapitalforvaltere som udtalelser fra koncerncontrolleren.

Dagbladet Arbejderen bragte i januar måned to artikler med omtale af vaccinationsindsatsen mod Covid-19 i Israel. En person med jødisk baggrund klagede til Pressenævnet og henviste til, at artiklerne indeholdt urigtige oplysninger. Klageren var ikke omtalt eller afbildet i artiklerne, og selv om klageren med jødisk baggrund måtte have en generel interesse i omtalen, afviste Pressenævnet at behandle klagen på grund af manglende retlig interesse.

Dagbladet Arbejderen udtalte sig kritisk om en virksomhed i avisens lederartikel ”Ikke styr på en skid”. Virksomheden klagede over lederartiklens skadelige og krænkende udsagn. Pressenævnet fandt, at lederartiklen klart fremstod som Dagbladet Arbejderens subjektive holdning. Til trods for stærkt sprogbrug fandt nævnet ikke, at de vide rammer for frisprog i en lederartikel var overskredet og udtalte således ikke kritik af Dagbladet Arbejderen.