I marts bragte Ærø Dagblad en artikel med omtale af anmeldelser af borgere på Ærø, herunder med angivelse af de tre mest aktive anmeldere og en oplistning af indholdet af en række anmeldelser. En af de angivne personer klagede til Pressenævnet over blandt andet, at det fejlagtigt fremstod som om, at han stod bag alle de oplistede anmeldelser. Pressenævnet fandt ikke, at omtalen kunne efterlade læserne med et indtryk af, at han stod bag alle anmeldelserne og lagde blandt andet vægt på, at det fremgik af artiklen, at de tre angivne personer ikke alene stod bag anmeldelserne til Ærø Kommune. Nævnet udtalte ikke kritik.

I marts bragte Ærø Dagblad en artikel med omtale af anmeldelser af borgere på Ærø, herunder at tre navngivne personer var blandt de mest aktive anmeldere. En af personerne klagede til Pressenævnet over blandt andet, at han ikke var blevet forelagt artiklen, og at han ikke havde fået mulighed for at kommentere denne. Nævnet fandt, at oplysningen om, at han var en af de mest aktive anmeldere af borgere på Ærø kunne anses for skadelig, krænkende eller virke agtelsesforringende for ham og burde derfor være forelagt ham, således at han havde mulighed for at kommentere oplysningen i den sammenhæng, den blev bragt. Nævnet udtalte herefter kritik.