Indledning
Pressenævnet kan behandle klager om overtrædelse af god presseskik og om genmæle over for alle medier, der er omfattet af nævnets kompetence.
Aviser, dagblade, ugeblade, distriktsblade, fagblade og andre danske periodiske skrifter, der udgives til et vist antal personer mindst to gange om året, vil som udgangspunkt være omfattet af Pressenævnets kompetence.
Ligeledes vil DR, TV 2, TV 2s regionale stationer, lokale radio- og tv-stationer og radio- og tv-stationer, der har sendetilladelse fra Radio- og tv-nævnet, høre under Pressenævnets kompetence.
Hjemmesider og andre elektroniske medier er som udgangspunkt kun omfattet af Pressenævnets kompetence, hvis de har anmeldt sig til Pressenævnet. Derudover er det et krav, at det elektroniske medie periodisk bringer redaktionelle nyheder, dvs. offentliggør nyhedsstof, der er selvstændig bearbejdet af mediet, og som ajourføres.
Pressenævnet vil først ved indgivelse af en konkret klage mod et medie foretage en prøvelse af, om det indklagede medie er omfattet af Pressenævnets kompetence. Ved åbenlys tvivl om nævnets kompetence i forhold til hjemmesider og andre elektroniske medier, kan nævnets sekretariat dog bede anmelderen om supplerende oplysninger og herefter eventuelt afvise anmeldelsen.
Denne vejledning beskriver nærmere, hvornår et medie er omfattet af Pressenævnets kompetence.
Lovgrundlag
Af medieansvarslovens §§ 1, 2 og 8 fremgår følgende:
§ 1. Loven gælder for følgende massemedier:
1) Indenlandske periodiske skrifter, herunder billeder og lignende fremstillinger, der trykkes eller på anden måde mangfoldiggøres.
2) Lyd- og billedprogrammer, der spredes af DR, TV 2/Danmark, de regionale TV 2-virksomheder og foretagender, der har tilladelse til eller er registrerede til at udøve radio- eller fjernsynsvirksomhed.
3) Tekster, billeder og lydprogrammer, der periodisk udbredes til offentligheden, såfremt de har karakter af en nyhedsformidling, som kan ligestilles med den formidling, der er omfattet af nr. 1 eller 2, jf. dog § 8, stk. 1.
§ 2. Ved udgiver af et skrift forstås den, for hvis regning skriftet udgives.
Stk. 2. Et skrift anses for indenlandsk, såfremt udgiverens virksomhed udøves her i landet.
Stk. 3. Et skrift anses ikke for periodisk, medmindre det er bestemt til at udkomme mindst to gange årligt.
§ 8. Foretagender, der udgiver de i § 1, nr. 3, nævnte massemedier, skal for at være omfattet af lovens regler have indgivet anmeldelse til Pressenævnet. Foretagender, der udgiver massemedier som nævnt i § 1, nr. 3, og modtager redaktionel produktionsstøtte eller projektstøtte efter lov om mediestøtte, er omfattet af loven, uanset om de har indgivet anmeldelse til Pressenævnet. 2. pkt. gælder ikke for massemedier som nævnt i § 1, nr. 3, som henvender sig til et dansk mindretal i udlandet.
Stk. 2. For anmeldte foretagender gælder reglerne i §§ 5-7.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om anmeldelsens indhold og form.
Af bemærkningerne til lovens § 1 i betænkning 1990/1205 (side 43-44) om medieansvar fremgår:
”Bestemmelsen indebærer for det første, at loven finder anvendelse på indenlandske periodiske skrifter, herunder billeder og lignende fremstillinger, der trykkes eller på anden måde mangfoldiggøres. Lovens anvendelsesområde er på dette punkt i nær overensstemmelse med det område, hvor der i dag gælder et særligt presseretligt ansvarssystem, se presselovens §§ 6 og 16, stk. 3. Begrebet skrift defineres ikke nærmere i lovudkastet, der derimod lægger vægt på, at loven omfatter skrifter, »der trykkes eller på anden måde mangfoldiggøres«. Herved opnås, at loven kan omfatte både nuværende og fremtidige frembringelser, som bør være omfattet af de særlige ansvarsregler, og at nye tekniske former for mangfoldiggørelse af skrifter m.v. automatisk vil falde ind under lovens bestemmelser.
Bestemmelsen indebærer for det andet, at loven finder anvendelse på lyd- og billedprogrammer, der spredes eller fordeles af Danmarks Radio, TV 2, TV 2’s regionale virksomheder og foretagender, der har tilladelse til lokal radio- eller fjernsynsvirksomhed. Bestemmelsen er ny, idet presseloven kun omfatter trykte skrifter. Bestemmelsen omfatter programmer, der spredes i henhold til § 1 i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, og programmer, der fordeles i henhold til samme lovs § 3 a, nr. 1-3. Derimod vil en virksomhed, der alene består i at fordele danske eller udenlandske lyd- og billedprogrammer, jf. § 3 i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, falde uden for medieansvarsloven og således ikke være omfattet af det særlige ansvarssystem. Heller ikke de medier, der har fået en såkaldt »engangstilladelse« i henhold til § 3 a, nr. 4, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, vil være omfattet af lovudkastets § 1, nr. 2, der således alene omfatter medier, som har ret til varig selvstændig programvirksomhed.
Endelig medfører bestemmelsen, at loven også omfatter andre tekster, billeder og lydprogrammer, der periodisk udbredes til offentligheden; det er dog en forudsætning for lovens anvendelse på disse massemedier, at de har karakter af en nyhedsformidling, som kan ligestilles med nyhedsformidlingen i periodiske skrifter og i de ovenfor nævnte lyd- og billedprogrammer, og at de i henhold til § 8, stk. 1, har indgivet anmeldelse til Pressenævnet. Da nyhedsformidlingen skal kunne sidestilles med nyhedsformidlingen i den periodiske presse og i radio/fjernsyn, skal der være tale om en selvstændig bearbejdning af det stof, der udsendes; informationssystemer som teledata, der blot teknisk formidler eller udbreder nyhedsstof, vil som følge heraf ikke være omfattet. I kravet om periodisk udbredelse ligger, at der ikke må være tale om en enkeltstående eller konstant uforanderlig formidling; som følge heraf vil en video som sådan ikke være omfattet af medieansvarsloven. Kravet om, at stoffet skal udbredes til offentligheden, indebærer, at principielt alle skal kunne få adgang til stoffet, eventuelt mod betaling. Virksomheders interne informationssystemer vil herefter ikke være omfattet af medieansvarsloven, selv om de har karakter af nyhedsformidling. Som det er tilfældet ved den trykte presse og radio/fjernsyn, skal der være tale om en en-vejskommunikation, således at informationssystemer, hvor modtageren umiddelbart kan korrigere eller supplere den udsendte information, ikke vil være omfattet af de særlige ansvarsregler. Endelig skal nyhedsformidlingen have det blandede, fra forskellige kilder hidrørende indhold, der typisk karakteriserer aviser, tidsskrifter, radio og fjernsyn, og som begrunder reglerne om et særligt redaktøransvar […]”
Af bemærkningerne til lovens § 2, stk. 2 (Folketingstidende 1990-1991, 2. samling, tillæg A side 3047) fremgår:
”I stk. 2 bestemmes, at et skrift skal anses for indenlandsk, såfremt udgiverens virksomhed udøves her i landet. Herved opretholdes presselovens forudsætning om, at det særlige ansvarssystem kun skal gælde for indenlandske skrifter, men samtidig opgives presselovens forældede sondring om, hvorvidt skriftet er trykt her i riget eller ej. Skrifter, der traditionelt må betragtes som »indenlandske«, trykkes eller mangfoldiggøres undertiden i udlandet eller måske medfører anvendelse af elektronik m.v., at »trykkelandet« vanskeligt lader sig bestemme. Presselovens kriterium foreslås derfor afløst af bestemmelsen i stk. 2. Det afgørende er herefter i hvilket land udgiveren, der kan være en enkeltperson, et selskab, en fond, en selvejende institution etc. udøver sin virksomhed. Et egentligt bopælskriterium er ikke anvendeligt, da et skrift i princippet kan udgives her i landet af en udgiver med domicil i udlandet. Afgørelsen af, om udgivervirksomheden udøves her i landet, må ske ud fra en helhedsvurdering, hvor trykkestedet bør indgå som et vejledende moment tillige med elementer som forretningsadresse, stiftelsessted, registreringssted og stedet, hvor den redaktionelle virksomhed udøves.”
Af bemærkningerne til lovens § 8 i betænkning 1990/1205 (side 111-112) om medieansvar fremgår:
”[…]
»§ 8. Foretagender, der udgiver de i § 1, nr. 3, nævnte massemedier, skal for at blive omfattet af lovens regler indgive anmeldelse til Pressenævnet.
Stk. 2. …
Stk. 3.…«.
Det er en konsekvens af den foreslåede ordning, at det bliver op til det enkelte foretagende, der udgiver de nævnte massemedier, at afgøre, om det vil være underlagt det særlige ansvarssystem i medieansvarsloven. Ønsker foretagendet dette, skal det foretage anmeldelse til Pressenævnet. Er dette ikke sket, vil ansvaret for en retsstridig krænkelse i massemediet skulle afgøres efter de almindelige ansvarsregler. Det samme gælder, hvis det ved en senere domstolsprøvelse viser sig, at det pågældende massemedie ikke opfylder betingelserne i lovudkastets § 1, nr. 3.
Udvalget forudsætter ikke, at Pressenævnet skal foretage nogen realitetsprøvelse af, om et anmeldt massemedie opfylder de i lovudkastet § 1, nr. 3, opstillede betingelser. Pressenævnet forudsættes dog at kunne afvise en anmeldelse, såfremt det finder, at mediet ikke opfylder betingelserne for at blive omfattet af medieansvarslovens regler. Pressenævnets afgørelse vil kunne indbringes for domstolene.”
Kompetence generelt
Efter medieansvarsloven vil indenlandske trykte medier som aviser, dagblade, ugeblade, distriktsblade, fagblade og andre danske periodiske skrifter, der udgives mindst to gange om året, eller på anden måde mangfoldiggøres som udgangspunkt være omfattet af Pressenævnets kompetence.
Radio- og tv-kanaler, herunder DR, TV 2, TV 2s regionale stationer, lokale radio- og tv-stationer og radio- og tv-stationer, der har sendetilladelse fra Radio- og tv-nævnet, vil tilsvarende høre under Pressenævnets kompetence.
Elektroniske medier, herunder hjemmesider, Facebook-sider, webblogs og Youtube-kanaler er kun omfattet af Pressenævnets kompetence, hvis de har anmeldt sig til Pressenævnet, jf. medieansvarslovens § 1, nr. 3, jf. § 8, stk. 1. Undtagelsen er elektroniske medier, der er tilkendt mediestøtte af Medienævnet.
Særligt om elektroniske medier
Vælger et elektronisk medie at anmelde sig til Pressenævnet for at være omfattet af nævnets kompetence, bliver mediet omfattet af både rettigheder og pligter i medieansvarsloven.
For så vidt angår et nyhedsmedie, der også har en Facebook-side, er det Pressenævnets praksis, at Facebook-siden kun er omfattet, hvis selve Facebook-siden er anmeldt, uanset at nyhedsmediets egen hjemmeside måtte være anmeldt.
I overensstemmelse med medieansvarsloven og forarbejderne hertil skal det elektroniske medie foruden anmeldelsen til Pressenævnet opfylde kravet om ”periodisk nyhedsformidling”. Der skal derfor være tale om en vis form for redaktionel virksomhed, hvilket vil sige, at der skal være tale om selvstændig bearbejdning af det stof, der udsendes. I kravet om periodisk udbredelse ligger, at der ikke må være tale om en enkeltstående eller konstant uforanderlig formidling, og stoffet skal kunne udbredes til offentligheden, således at principielt alle skal kunne få adgang til stoffet. Der kan eventuelt være tale om adgang mod betaling. I lighed med de trykte medier og radio/tv-kanaler skal der også for så vidt angår de elektroniske medier være tale om envejskommunikation fra redaktionen.
Elektroniske mediers anmeldelser til Pressenævnet håndteres af nævnets sekretariat. Såfremt der ikke ses at være indhold på den hjemmeside, der ønskes anmeldt, vil sekretariatet bede anmelderen om oplysninger, der underbygger, at der på den pågældende hjemmeside vil foregå ”periodisk nyhedsformidling” omfattet af nævnets kompetence, før der kan ske formel anmeldelse.
Anmeldte medier fremgår af en liste, der er tilgængelig på Pressenævnets hjemmeside: https://www.pressenevnet.dk/hvem-kan-man-klage-over/
Nævnets prøvelse af kompetence
Pressenævnet træffer afgørelse i klager over offentliggjorte artikler og udsendelser. Først ved indgivelsen af en konkret klage mod et medie foretager nævnet en prøvelse af, om det pågældende medie er omfattet af Pressenævnets kompetence.
Anmeldelse af et elektronisk medie i sig selv indebærer således ikke, at mediet er omfattet af nævnets kompetence.
Det er forholdene på tidspunktet for offentliggørelsen af den påklagede omtale, der er afgørende.
Såfremt nævnet ikke har kompetence til at behandle en klage indgivet mod et medie, afviser nævnet klagen ved kendelse.
Nævnets praksis
Indenlandsk medie, jf. medieansvarslovens § 1, nr. 1, jf. § 2, stk. 2
2018-80-0127
Selv om det indklagede medie modtog mediestøtte fra det danske Kulturministerium, så foregik den redaktionelle virksomhed i Tyskland, og avisen hørte derfor ikke under dansk lovgivning. Den danske medieansvarslov omfatter indenlandske medier, hvorfor det indklagede medie ikke var omfattet, og Pressenævnet havde derfor ikke kompetence til at behandle klagen.
2018-80-0155
Det indklagede medie var på tidspunktet for artiklens offentliggørelse anmeldt til Pressenævnet. Selv om den påklagede artikel var offentliggjort på tyrkisk, fandt Pressenævnet efter en samlet vurdering, at mediet kunne karakteriseres som et indenlandsk medie, der var omfattet af Pressenævnets kompetence efter medieansvarsloven.
Mangfoldiggørelse/udbredelse, jf. medieansvarslovens § 1, nr. 1 og 3
2019-80-0267
Da det indklagede medlemsblad var trykt i et oplag på 350 eksemplarer, der uddeles til medlemmerne af foreningen samt bestyrelsesmedlemmer i lignende foreninger mv., fandt Pressenævnet, at der var tale om en mangfoldiggørelse i henhold til medieansvarslovens § 1, nr. 1. Mediet var således omfattet af medieansvarsloven og dermed af Pressenævnets kompetence.
2019-80-0395
Da det indklagede foreningsblad, hvori den påklagede artikel var bragt, var trykt i Danmark i et oplag på ikke mindre end 65 eksemplarer, der blev distribueret til medlemmerne af foreningen, samt kunne købes ved henvendelse til foreningen, fandt Pressenævnet, at der var tale om en indenlandsk mangfoldiggørelse i henhold til medieansvarslovens § 1, nr. 1.
Periodisk udgivelse, jf. medieansvarslovens § 1, nr. 3, jf. § 2, stk. 3
2019-80-0312
Det indklagede medie havde i 2017 udgivet 215 nye indlæg, i 2018 47 nye indlæg og i 2019 22 nye indlæg. 271 af disse indlæg var enten forfattet eller bearbejdet af den ansvarshavende redaktør for mediet, som var den eneste redaktionelle medarbejder på mediet. Pressenævnet fandt, at det indklagede medie udkom med nyhedsstof med en sådan regelmæssighed, at det kunne karakteriseres som en medie, der var omfattet af Pressenævnets kompetence.
Anmeldelse af elektroniske medier, jf. medieansvarslovens § 1, nr. 3, jf. § 8, stk. 1
2019-80-0291
Da det indklagede elektroniske medie ikke var anmeldt til Pressenævnet efter medieansvarslovens § 8, stk. 1, var der ikke tale om et medie omfattet af medieansvarsloven, jf. lovens § 1, nr. 3. Pressenævnet havde derfor ikke kompetence til at behandle en klage.
2018-80-0216
Det indklagede medie havde alene fungeret som teknisk formidler ved en kommentar-funktion på det indklagede medie. Da debatsider, hvor udefrakommende kan skrive uredigerede debatindlæg/kommentarer, er ikke omfattet af medieansvarsloven, idet der ikke er tale om en redigeret envejskommunikation, var kommentaren ikke omfattet af Pressenævnets kompetence.