Licitationen bragte i november 2022 en artikel om ændringerne i ledelsen og ejerstrukturen i et entreprenørfirma. Det fremgik af artiklen, at entreprenøren udtrådte som henholdsvis administrerende direktør og medlem af bestyrelsen i firmaet, og at han nu var den ultimative ejer af selskabet, efter at han havde købt sine fire partnere ud. Det fremgik også af artiklen, at entreprenøren i juni 2022 blev dømt for bestikkelse i forbindelse med et milliardbyggeri i Københavns Nordhavn. Forud for offentliggørelsen af artiklen havde Licitationen forsøgt at indhente en kommentar fra entreprenøren uden dog at nævne straffedommen og uden angivelse af svarfrist. Den omtalte entreprenør klagede til Pressenævnet blandt andet over, at hans straffedom var omtalt i artiklen, selv om dette ikke havde noget med de selskabsretlige ændringer at gøre, og at Licitationen ikke havde forelagt artiklens indhold for ham.
Pressenævnet (flertallet) fandt anledning til at udtale kritik af Licitationen for utilstrækkelig forelæggelse. Et mindretal fandt på baggrund af Licitationens henvendelser til entreprenøren og artiklens indhold ikke grundlag for at kritisere Licitationen. Nævnet udtalte ikke kritik af de øvrige klagepunkter.