En person klagede til Pressenævnet over, at Finans ikke ville afindeksere en artikel bragt i 2016, som omhandlede personens straffedom på 15 måneders betinget fængsel for bedrageri, underslæb, mandatsvig og dokumentfalsk. Pressenævnet fandt, at artiklen indeholdt oplysninger, som måtte anses for særligt belastende for personen, men flertallet fandt på baggrund af blandt andet sagens karakter, alvor og omfang sammenholdt med den tid, der er gået, ikke anledning til at udtale kritik af Finans for at afvise anmodningen om afindeksering. Et mindretal fandt på baggrund af tiden, der var gået, og at der var tale om en betinget dom, anledning til at udtale kritik.

En kvinde klagede til Pressenævnet over, at en række medier ikke ville slette, anonymisere eller afindeksere en række artikler fra 2005. Artiklerne omtalte alle en straffesag tilbage i 2005, hvor kvinden var blevet idømt otte års fængsel for i forbindelse med sit arbejde som sygeplejerske at have franarret en 88-årig patient 500.000 kr. og for at have forsøgt at dræbe patienten ved ildspåsættelse af patientens hjem. Kvinden fik endvidere forbud mod at udøve hverv som sygeplejerske.

Pressenævnet (flertallet) fandt ikke anledning til at udtale kritik af medierne for ikke at slette artiklerne, men fandt imidlertid efter en samlet vurdering, at det ville have været rimeligt at hindre tilgængeligheden ved at foretage enten en anonymisering af kvindens navn i artiklerne eller ved at afindeksere artiklerne. Nævnet lagde vægt på, at der var gået 16 år, siden der faldt dom i sagen, at kvinden ikke indtog en fremtrædende stilling i samfundet, at hun ikke var en offentlig person, og at hun siden dommen ikke har måtte arbejde som sygeplejerske. Et mindretal fandt på baggrund af sagens karakter og alvor ikke anledning til at kritisere medierne.

En person klagede til Pressenævnet over, at en række medier ikke ville anonymisere eller afindeksere en lang række artikler bragt i perioden fra 2014 til 2021. Artiklerne omtalte ugebladssagen, hvor personen var blevet idømt halvandet års ubetinget fængsel for som systemoperatør i en IT-virksomhed at have skaffet oplysninger om kendte personer, som han havde solgt til ugebladet. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af medierne. Nævnet lagde vægt på sagens karakter, alvor og omfang sammenholdt med den tid, der er gået. Nævnet lagde endvidere vægt på, at omtalen har væsentlig offentlig interesse, samt at personen i forbindelse med de strafbare forhold, der blev udøvet over en længere periode, udnyttede sin position som systemoperatør.

En person klagede til Pressenævnet over, at en række medier ikke ville anonymisere eller afindeksere en lang række artikler bragt i perioden fra 2014 til 2021. Artiklerne omtalte
ugebladssagen, hvor personen var blevet idømt halvandet års ubetinget fængsel for som systemoperatør i en IT-virksomhed at have skaffet oplysninger om kendte personer, som han havde solgt til ugebladet. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af medierne. Nævnet lagde vægt på sagens karakter, alvor og omfang sammenholdt med den tid, der er gået. Nævnet lagde endvidere vægt på, at omtalen har væsentlig offentlig interesse, samt at personen i forbindelse med de strafbare forhold, der blev udøvet over en længere periode, udnyttede sin position som systemoperatør.

En person klagede til Pressenævnet over, at en række medier ikke ville slette, anonymisere eller afindeksere en række artikler fra 2005. Artiklerne omtalte alle en straffesag tilbage i 2005, hvor personen var blevet idømt otte års fængsel for i forbindelse med sit arbejde som sygeplejerske at have franarret en 88-årig patient 500.000 kr. og for at have forsøgt at dræbe patienten ved ildspåsættelse af patientens hjem. Personen fik endvidere forbud mod at udøve hverv som sygeplejerske.

Pressenævnet (flertallet) fandt ikke anledning til at udtale kritik af medierne for ikke at slette eller anonymisere artiklerne, men fandt imidlertid efter en samlet vurdering, at det ville have været rimeligt at hindre tilgængeligheden ved at foretage afindeksering af artiklerne. Nævnet lagde vægt på, at der var gået 16 år, siden der faldt dom i sagen, at personen ikke indtog en fremtrædende stilling i samfundet, og at personen ikke var en offentlig person. Et mindretal fandt på baggrund af sagens karakter og alvor ikke anledning til at kritisere medierne.

I en artikel bragt i oktober 2015 omtalte Ekstra Bladet en række personers erhvervsmæssige virke inden for ejendomsbranchen. Omtalen indeholdt oplysninger om en persons erhvervsmæssige salg af en ejendom til to private købere og adfærd i forbindelse hermed, som medførte, at der blev indbragt en klage over personen og hans virksomhed. Den omtalte person klagede til Pressenævnet over, at Ekstra Bladet havde afvist at slette eller anonymisere artiklen. Nævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af Ekstra Bladet for ikke at hindre tilgængeligheden af artiklen. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at omtalen fortsat havde klar almen interesse, og at personen havde indtaget en fremtrædende rolle som direktør for og ejer af det omtalte selskab.

I en artikel bragt i marts 2017 omtalte Ekstra Bladet en persons rolle i forbindelse med svindelnumre, hvor en række kendte personer blev misbrugt på en hjemmeside. Den omtalte person klagede til Pressenævnet over, at Ekstra Bladet havde afvist at slette, anonymisere eller afindeksere artiklen. Nævnet fandt, at artiklen indeholdt oplysninger, som måtte anses for særligt belastende for personen, men fandt ikke anledning til at udtale kritik af Ekstra Bladet for ikke at hindre tilgængeligheden af artiklen. Nævnet lagde vægt på, at det fremgår af omtalen på hvilket grundlag, avisen har forbundet personen til hjemmesiden, og at personens svar på beskyldningerne fremgår af omtalen.

En person klagede over Børsens afvisning af at slette en artikel fra 2014 i ”Nyt om navne”. Af artiklen fremgår klagers navn, stilling, ansættelsessted samt tidligere ansættelsessteder.
Det var efter Pressenævnets opfattelse ikke godtgjort, at artiklen skulle indeholde oplysninger, som må anses for følsomme eller private i en sådan grad, at de er særligt belastende for personen. Nævnet udtalte derfor ikke kritik af Børsen for at afvise anmodningen om sletning.