En offentlig kendt indsat klagede over SE og HØRs omtale af blandt andet hans samværssag og navneændring samt brug af en række private billeder af ham. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at offentlige personer må tåle en mere nærgående omtale end andre, samt at klager tidligere selv har offentliggjort oplysninger om sit liv som indsat og private forhold.

Nævnet fandt herefter, at oplysningerne om samværssagen og klager, der afsoner en livstidsdom, har offentlig interesse og fandt ikke grundlag for at udtale kritik af hverken omtalen eller offentliggørelsen af de private billeder af klager. Klager klagede desuden over forelæggelsen, der var sket for hans advokater. Nævnet udtalte ikke kritik heraf, da klager er indsat i et lukket fængsel.

En caféejer klagede over artiklen ”Franskmænd vil lukke en af Danmarks værste caféer” på ekstrabladet.dk. Af artiklen fremgik det, at et fransk forlag havde rettighederne til ”Obelix”. Forlaget mente, at caféen krænkede deres rettigheder. Herudover var en række anmærkninger fra Fødevarestyrelsen omtalt i artiklen. Hverken forlaget eller Fødevarestyrelsen havde givet udtryk for, at de ønskede at lukke caféen. Nævnet udtalte derfor delvis kritik af overskriftens formulering.

En person anmodede Ekstra Bladet om at slette nogle artikler fra 2010 og 2011. Artiklerne omtalte en straffesag tilbage i 2010, hvor kvinden var blevet idømt en bøde på 20.000 kroner. Avisen omtalte anmodningen og beskrev samtidig dommen igen. Pressenævnet (flertallet) udtalte kritik af avisens omtale i 2017. Dissens.

Pressenævnet fandt derimod ikke grundlag for at kritisere medierne for ikke at slette eller anonymisere artiklerne fra 2010 og 2011. Nævnet lagde ved vurderingen navnlig vægt på, at kvinden selv havde udtalt sig offentligt om dommen i 2010, at hun også herefter har optrådt i medierne, og at hun må anses for at være en offentlig kendt person. Det bemærkes, at BT og dagbladet Børsen selv valgte at henholdsvis afindeksere og anonymisere nogle artikler. En række andre medier var også anmodet om at slette lignende artikler fra perioden 2010 – 2013. Kendelserne kan læses nedenfor.

En person klagede over, at SE OG HØR på ny omtalte klagers syv år gamle bøde i en artikel om ”De ti kendte krimikvinder”. Klager var i 2010 blevet idømt en bøde på 20.000 kroner. De øvrige ni kvinder i artiklen havde begået betydeligt alvorligere kriminalitet. Pressenævnet udtaler kritik af SE OG HØR for på ny at omtale dommen i den krænkende sammenhæng.

Personen havde også klaget over, at en række medier havde afvist at slette artikler fra 2010 – 2013. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere medierne for ikke at slette disse artikler. Nævnet lagde ved vurderingen navnlig vægt på, at kvinden selv har udtalt sig offentligt om dommen i 2010, at hun også herefter har optrådt i medierne, og at hun må anses for at være en offentlig kendt person. Det bemærkes, at BT og dagbladet Børsen selv valgte at henholdsvis afindeksere og anonymisere nogle artikler. Kendelserne kan læses nedenfor.

En kvinde klagede over, at en række medier ikke ville slette en række artikler fra 2010 – 2013. Artiklerne omtalte alle en straffesag tilbage i 2010, hvor kvinden var blevet idømt en bøde på 20.000 kroner for at have købt kokain til eget forbrug. Pressenævnet har ikke fundet grundlag for at kritisere medierne for ikke at slette eller anonymisere artiklerne. Nævnet har ved vurderingen navnlig lagt vægt på, at kvinden selv udtalte sig offentligt om dommen i 2010, at hun også herefter har optrådt i medierne, og at hun må anses for at være en offentlig kendt person. Det bemærkes, at BT og dagbladet Børsen selv valgte at henholdsvis afindeksere og anonymisere nogle artikler.

Pressenævnet har i to af sagerne udtalt kritik af SE OG HØR og Ekstra Bladet for artikler bragt i 2017.

Aoh.dk burde ikke have slettet artiklen ”Museum fyrer direktør”, selvom der var tale om en gensidig aftale om at ophøre samarbejdet (en fratrædelsesaftale).

Artiklen indeholder ikke så følsomme eller private oplysninger, at artiklen burde være slettet. Nævnet bemærker, at aoh.dk har tilbudt at korrigere overskriften.

En afdelingsleder anlagde i 2002 en erstatningssag mod sin fagforening og foreningens advokat for mangelfuld rådgivning. I forbindelse med et retsmøde omtalte bt.dk sagen. 14 år efter, i 2016, klagede afdelingslederen til Pressenævnet over, at bt.dk havde afvist at slette artiklen. Pressenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at retsforhandlingerne i 2002 var offentlige, og artiklen kun omtaler forhandlingerne. Nævnet udtalte derfor ikke kritik af bt.dk for ikke at imødekomme afdelingslederens anmodning om sletning efter punkt B. 8 i de vejledende regler.

Politiken bragte artiklen ”Den dag [personen] døde”. Artiklen beskrev forløbet omkring en ung mands død. Samtidig fik læserne et indblik i mandens barske liv, som havde været præget af druk og en hård barndom. Hans søster klagede, fordi hun finder, at artiklen indeholder yderst private og negative oplysninger om hans familie. Pressenævnet udtaler ikke kritik.