Frederiksborg Amts Avis bragte i maj 2024 et debatindlæg, som indeholdt et billede fremstillet via kunstig intelligens af en gruppe afrikanske mænd iført redningsveste, som sad i en gummibåd på havet. Frederiksborg Amts Avis bragte den efterfølgende dag en rettelse om det anvendte billede. En person klagede til Pressenævnet over, at Frederiksborg Amts Avis ikke havde deklareret, at billedet var fremstillet via kunstig intelligens. Personen var ikke selv omtalt eller afbildet i debatindlægget. Henset til den samfundsmæssige interesse i at afdække spørgsmålet om, hvorvidt et medie er presseetisk forpligtet til at deklarere brugen af fiktive billeder fremstillet via kunstig intelligens, fandt Pressenævnet grundlag for at behandle klagen over billedet. Efter en samlet vurdering fandt nævnet, henset til den korte tid der forløb, før rettelsen blev bragt, at der ikke var grundlag for at kritisere Frederiksborg Amts Avis.
Ikke kritik af TV 2 for omtale af fiskere
20/02/2025TV 2 omtalte i en artikel en ulykke, hvor en fisker var faldet over bord i Nordsøen og senere var fundet omkommet. I artiklen blev det blandt andet beskrevet, at den omtalte fisker tidligere havde fisket i Limfjorden, og at han havde følt sig truet. I artiklen fremkom venner af den afdøde fisker med deres syn på omstændighederne omkring hans død. Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation klagede til Pressenævnet over blandt andet, at overskriften var misvisende, og at artiklen indeholdt ukorrekt information. Pressenævnet fandt, at der var tilstrækkelig dækning for overskriften og omtalen og udtalte ikke kritik.
Ikke kritik af Børsen for omtale af danskers involvering i sundhedsklinik
11/11/2024Børsen omtalte i en artikelserie i november 2023, at en navngiven dansker, som tidligere havde varetaget offentlige hverv i Danmark, havde været involveret i en sundhedsklinik på Cypern. Artikelserien omtalte blandt andet, at sundhedsklinikken havde behandlet patienter med stamceller uden at have de fornødne tilladelser til dette. Den omtalte person klagede til Pressenævnet over blandt andet, at artiklerne indeholdt ukorrekt information, at overskrifterne var misvisende, at angreb og svar ikke var bragt i sammenhæng, at avisen ikke havde udvist tilstrækkelig kildekritik samt over den stregtegning, avisen havde bragt som illustration. Pressenævnet fandt, at formuleringen af overskriften lå inden for mediets redigeringsret og fandt i øvrigt ikke anledning til at kritisere omtalen. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at den omtalte person havde haft en ikke ubetydelig rolle i den omtalte klinik, og at han var kommet tilstrækkeligt til orde i sammenhængen. Nævnet fandt endvidere, at brugen af stregtegningen lå inden for mediets redigeringsret.
Se og Hør får kritik for at bringe ukorrekt oplysning og utilstrækkelig rettelse
18/09/2024Se og Hør bragte i februar 2024 en artikel med omtale af en straffesag mod en tidligere realitydeltager. Det fremgik af artiklen, at den tidligere realitydeltager var blevet dømt for blandt andet vold mod sine ekskærester, hvilket ikke var korrekt. Den omtalte tidligere realitydeltager klagede til Pressenævnet blandt andet over, at Se og Hør havde bragt den ukorrekte oplysning. Pressenævnet kritiserede Se og Hør for at bringe den ukorrekte oplysning af agtelsesforringende og skadelig karakter og for utilstrækkelig rettelse. Nævnet udtalte ikke kritik af de øvrige klagepunkter.
Vejle Amts Folkeblad får ikke kritik for omtale af vandpibecafé
21/06/2024Vejle Amts Folkeblad bragte i oktober 2023 en artikel med omtale af en familie. En række af familiemedlemmerne klagede til Pressenævnet over, at artiklen indeholdt en ukorrekt oplysning om, at familien ejede en i artiklen omtalt vandpibecafé. Nævnet fandt, at det havde været hensigtsmæssigt, såfremt ejerforholdet havde været gengivet mere præcist. Nævnet udtalte imidlertid ikke kritik af Vejle Amts Folkeblad, da nævnet fandt, at oplysningen ikke kunne anses for at være væsentlig i sammenhængen.
Ritzau får ikke kritik for omtale af advokatsalær
30/05/2024I en fødselsdagsomtale bragt i juli 2023 omtalte Ritzau blandt andet en fond, der var stiftet af fødselaren, og at denne fond var blevet kendt for at betale advokatsalær til en navngiven advokat i en konkret sag. Advokaten klagede til Pressenævnet over navnlig, at oplysningen om, at fonden havde betalt hans salær ikke var korrekt eller relevant i sammenhængen, og at mediet havde afvist at berigtige fejlen. Pressenævnet fandt, at Ritzau ikke havde tilsidesat god presseskik ved at gengive oplysningen om advokatsalæret, som flere år tidligere havde været omtalt i en række andre medier. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at oplysningen i sammenhængen ikke fremstod skadelig, krænkende eller agtelsesforringende, ligesom oplysningen i den kontekst, den var gengivet, fremstod mindre væsentlig. Pressenævnet bemærkede endvidere, at Ritzau korrigerede oplysningen om advokatsalæret, efter et af de andre medier, der var kilde til oplysningen, også havde korrigeret denne.
Fyens Stiftstidende får ikke kritik for omtale af skribent
29/04/2024Fyens Stiftstidende bragte i november 2023 en artikel med blandt andet med omtale af en artikel, der udløste et byrådsmøde om kommunalt ansattes ytringsfrihed. Artiklens skribent klagede til Pressenævnet over, at han var omtalt som ”provokunstner” og kandidat for et bestemt parti. Nævnet udtalte ikke kritik af Fyens Stiftstidende for omtalen og lagde blandt andet vægt på, at omtalen af klageren som ”provokunstner” var udtryk for mediets subjektive vurdering af hans handlinger, og at omtalen af hans kandidatur ikke kunne anses for væsentlig i sammenhængen.
Vejle Amts Folkeblad får ikke kritik for overskrift
26/04/2024Vejle Amts Folkeblad bragte i december 2023 en artikel blandt andet med omtale af en families ageren under en retssag om politiets ransagning af en lejlighed. Efter publiceringen opdaterede Vejle Amts Folkeblad løbende artiklens overskrift og brødtekst. En række af familiemedlemmerne klagede til Pressenævnet over, at artiklens overskrift var misvisende. Nævnet fandt, at overskriften havde dækning i de faktiske forhold, som var nærmere beskrevet i artiklens brødtekst. Nævnet udtalte derfor ikke kritik.
24syv får kritik for ukorrekt oplysning
25/04/2024I oktober og november 2023 bragte 24syv i en podcastserie to udsendelser med omtale af straffesager mod to navngivne personer. 24syv oplyste i udsendelserne, at anklagemyndigheden mente, at den ene klager skulle udvises ved dom, og at klagernes familie ejede en vandpibecafé. 24syv fjernede efterfølgende oplysningerne fra udsendelserne og bragte en rettelse i programteksten til udsendelsen med oplysningen om ejerskabet af vandpibecaféen. De to navngivne personer klagede til Pressenævnet over, at de pågældende oplysninger var ukorrekte.
Nævnet udtalte kritik af 24syv for så vidt angår oplysningen om udvisning og lagde i den forbindelse vægt på, at oplysningen var ukorrekt, og at 24syv ikke havde foretaget en behørig berigtigelse af denne ved ikke at have bragt en særskilt nyhed om rettelsen i et efterfølgende afsnit i podcastserien.
Avisen.dk får kritik for at bringe krænkende udsagn om strafbare forhold
25/04/2024Avisen.dk bragte i december 2023 et debatindlæg blandt andet med omtale af en familie, der medvirker i en dokumentarudsendelse. En række familiemedlemmer klagede til Pressenævnet over, at debatindlægget blandt andet indeholdt et ukorrekt udsagn om, at medlemmer af familien havde fiflet med vold og narko. Nævnet fandt, at udsagnet fremstod som en vurdering af faktisk karakter uden dækning i de faktiske forhold, der kunne være skadelig, krænkende eller virke agtelsesforringende for klagerne. Da udsagnet tillige overskred de vide rammer for frisprog i debatindlæg, udtalte nævnet kritik af Avisen.dk for at bringe udsagnet og for manglende forelæggelse heraf.
Vejle Amts Folkeblad får kritik for at bringe billede i krænkende sammenhæng
27/03/2024I november 2023 omtalte Vejle Amts Folkeblad, at en navngiven person var tiltalt efter straffelovens § 119, stk. 1. Vejle Amts Folkeblad bragte i den forbindelse et billede af en anden person, som klagede til Pressenævnet over det bragte billede. Vejle Amts Folkeblad havde samme dag, som artiklen blev publiceret, fjernet billedet og efter nogle dage bragt en selvstændig rettelse. Nævnet fandt, at brugen af billedet i sammenhæng med omtalen var misvisende og krænkende for klageren og udtalte herefter kritik af Vejle Amts Folkeblad.
B.T. får ikke kritik for omtale af konkurs
21/03/2024I en artikel bragt i oktober 2023 omtalte B.T., at en tidligere forretningsmands holdingselskab var blevet erklæret konkurs, og at konkursen skyldes, at hans firma ikke kunne overholde en aftale om et byggeprojekt. Kort efter offentliggørelsen modtog B.T. en indsigelse fra forretningsmanden om, at oplysningen var ukorrekt, idet det var en kundes firma, der ikke kunne overholde en aftale om et byggeprojekt. B.T. bragte straks herefter en rettelse i artiklen. Den omtalte forretningsmand klagede til Pressenævnet blandt andet over, at artiklen indeholdt ukorrekte oplysninger. Nævnet fandt, at den ukorrekte oplysning om årsagen til konkursen af holdingselskabet kunne virke agtelsesforringende for forretningsmanden. Efter en samlet vurdering fandt nævnet imidlertid, at der ikke var grundlag for at kritisere, at B.T. bragte den ukorrekte oplysning, og nævnet lagde i den forbindelse vægt på den korte tid, der forløb før rettelsen blev bragt.
Berlingske får kritik for manglende forelæggelse
05/03/2024Berlingske bragte i september 2023 en artikel om en kommentar bragt af Altinget i samme måned om en ny koranlov. I artiklen var en navngiven person omtalt. Den omtalte person klagede til Pressenævnet blandt andet over, at artiklens underrubrik indeholdt et ukorrekt og agtelsesforringende udsagn om, at personens ”sammensvorne” afholder ”sporadiske demonstrationer”, som ikke var forelagt ham. Pressenævnet fandt, at udsagnet var ukorrekt og agtelsesforringende for personen, hvorfor det skulle have være forelagt ham. Pressenævnet fandt, at Berlingske havde foretaget en tilstrækkelig berigtigelse af udsagnet, og udtalte herefter kritik af Berlingske for manglende forelæggelse.
Ingeniøren får kritik for ukorrekte oplysninger og manglende forelæggelse
04/03/2024Ingeniøren bragte i foråret 2023 en række artikler, herunder en lederartikel, om forløbet med tilrettelæggelsen af en tredjepartsgranskning af miljøundersøgelsen af Lynetteholms propeffekt. I omtalen gengav Ingeniøren blandt andet en politikers kritiske udtalelse om By & Havns beregninger, som blev fremsat på et samråd, og en ekspertkildes kritiske udtalelse om By & Havns håndtering af forberedelsen af tredjepartsgranskningen. I lederartiklen fremgik blandt andet en beskyldning mod By & Havn om en ”øget mistanke” om uberettigede dispositioner, og at der var tale om en ”præfabrikeret undersøgelse”. By & Havn klagede til Pressenævnet blandt andet over, at By & Havn ikke blev forelagt en række udtalelser i artiklerne, og at der i lederartiklen blev fremsat alvorlige beskyldninger, som ikke blev forelagt By & Havn. Pressenævnet kritiserede Ingeniøren for manglende forelæggelse af en af eksperternes udtalelser og for udsagnene i lederartiklen, som kunne efterlade læseren med et indtryk af, at By & Havn havde foretaget uberettigede dispositioner, uden at der foreligger et faktisk grundlag herfor. Nævnet udtalte ikke kritik af de øvrige klagepunkter.
Berlingske får ikke kritik for utilstrækkelig forlæggelse
26/02/2024Berlingske omtalte i august 2023 en sag om en tidligere formand for en forening, som var blevet beskyldt for at havde udvist upassende adfærd over for en række yngre underordnede. Berlingske omtalte i artiklen, at den tidligere formand i et interview i et andet medie havde udtalt, at beskyldningerne ikke var sande. De personer, der havde fremsat beskyldningerne mod formanden, var i artiklen i Berlingske citeret for at have udtalt, at den tidligere formand var løgnagtig. Den tidligere formand klagede over, at Berlingske ikke på tilstrækkelig vis havde forelagt denne beskyldning, og at forelæggelsen ikke var sket i rimelig tid. Pressenævnet fandt, at Berlingske ved at forelægge gennem den forening, som klager tidligere havde været formand for samt ved at forsøge at kontakte den tidligere formand via Facebook i den konkrete sag havde udvist tilstrækkelig ihærdighed for at opnå kontakt til den tidligere formand. Nævnet lagde vægt på, at forelæggelse tidligere var sket gennem foreningen, og at omtalen var reaktion på et interview, som klager havde givet til et andet medie to dage før publiceringen af den digitale udgave af artiklen, hvorfor den tidligere formand måtte have kunnet forvente, at udtalelserne hurtigt kunne blive genstand for behandling i den løbende nyhedsstrøm.
JydskeVestkysten får ikke kritik for billedtekst
23/02/2024JydskeVestkysten bragte i juli 2023 et læserbrev med et billede efterfulgt af en billedtekst, der vedrørte en navngiven person. I billedteksten omtaltes personen som “højreaktivist”, og det fremgik, at han havde brændt bibler af. Den omtalte person klagede til Pressenævnet over, at han var omtalt som “højreaktivist”, og at det var ukorrekt og agtelsesforringende, at det var omtalt, at han havde brændt en bibel af. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af JydskeVestkysten. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at betegnelsen “højreaktivist” fremstod som JydskeVestkystens vurdering på baggrund af personens ytringer og holdninger i det offentlige rum. Med hensyn til oplysningen om, at han havde brændt bibler af, fandt nævnet, at JydskeVestkysten havde foretaget en behørig berigtigelse, så snart mediet fik kendskab til den fejlagtige oplysning.
Berlingske får kritik for at bringe ukorrekt information og utilstrækkelig rettelse
30/01/2024I en artikel bragt i august 2023 omtalte Berlingske blandt andet en politikers holdning til et forbud mod koranafbrændinger. I artiklen omtales politikeren som ”aktivist”, og det fremgik af artiklen, at han havde udtalt, at han ville pisse på koranen foran et tyrkisk kulturhus, såfremt det blev forbudt at brænde koranen af foran den tyrkiske ambassade. Den omtalte politiker klagede til Pressenævnet over, at han var omtalt som ”aktivist”, og at han var citeret forkert. Nævnet udtalte kritik af Berlingske for at have fejlciteret klageren og for utilstrækkelig rettelse heraf.
Folkeskolen får kritik for at bringe ukorrekt information
27/10/2023Folkeskolen bragte i april måned en artikel om en skole, hvor en række ansatte var blevet opsagt. En af de i artiklen omtalte unavngivne ansatte klagede til Pressenævnet over blandt andet, at artiklen indeholdt ukorrekt information om, at hun som leder var blevet afskediget, idet hun selv havde søgt sin afsked. Folkeskolen havde erkendt fejlen og bragt en rettelse i den digitale udgave og i det trykte blad. Pressenævnet kritiserede Folkeskolen for at have bragt den ukorrekte oplysning.
B.T. får kritik for at bringe krænkende og ukorrekte oplysninger
13/10/2023B.T. bragte i marts en artikel, som omtalte udfaldet af en retssag, der omhandlede offentliggørelsen af en tidligere dirigents mailkorrespondance, som Ekstra Bladet havde bragt i april 2022. Pressenævnet havde tidligere kritiseret Ekstra Bladet for offentliggørelsen af den tidligere dirigents mail, idet det krænkede hans privatlivs fred. I B.T.s artikel indgik et link til Ekstra Bladets artikel, samt et citat af samme mailkorrespondance, og det fremgik endvidere af artiklen, at Ekstra Bladets afsløring af den tidligere dirigents mail endte med, at en virksomhed udbetalte erstatning til 28 tidligere kormedlemmer, der havde været udsat for seksuelle krænkelser.
Den tidligere dirigent klagede til Pressenævnet over, at artiklen indeholdt ukorrekt og privatlivskrænkende information, samt at B.T. ikke havde forelagt og berigtiget den ukorrekte information eller slettet linket til Ekstra Bladets artikel.
Nævnet fandt, at B.T. ved at citere den private mailkorrespondance havde krænket den tidligere dirigents privatliv, ligesom nævnet fandt, at det var i strid med god presseskik at linke til den af Pressenævnet kritiserede artikel i Ekstra Bladet. Nævnet udtalte også kritik af B.T. for at have bragt den ukorrekte og krænkende oplysning om, at afsløringen af den tidligere dirigents mail førte til, at en virksomhed betalte erstatning til tidligere kormedlemmer. Endelig kritiserede nævnet B.T. for ikke at have forelagt og have berigtiget oplysningen om sammenhængen mellem mailen og virksomhedens erstatningsudbetaling samt for ikke at hindret tilgængeligheden af linket til Ekstra Bladets artikel.
Kritik af Ritzau for fejl i omtale af dom
05/10/2023Ritzau bragte i april et telegram, der omtalte landsrettens afgørelsen i en sag mod en kunstner, der var dømt for blandt andet overtrædelse af navneforbud. Kunstneren klagede til Pressenævnet over, at omtalen indeholdt en række faktuelle fejl om indholdet af dommen. Uanset Ritzau havde berigtiget de ukorrekte oplysninger, fandt Pressenævnet det kritisabelt, at Ritzau havde bragt oplysningerne uden forinden at have kontrolleret, om de var korrekte.