Fyens Stiftstidende bragte i januar 2020 en artikel vedrørende et færdselsuheld. En person, der var impliceret i ulykken, klagede til Pressenævnet over, at artiklen indeholdt ukorrekte oplysninger, idet der blandt andet stod, at føreren af bilen muligvis havde været påvirket af alkohol. Fyens Stiftstidende rettede artiklen, da de blev bekendt med de ukorrekte oplysninger. Nævnet udtalte ikke kritik og lagde blandt andet vægt på,
at klageren ikke kunne identificeres ud fra artiklen, og at det fremgik, at oplysningerne stammede fra politiet.

Newsbreak.dk omtalte en politiaktion på en privat ejendom. Beboeren på ejendommen blev anholdt og senere løsladt efter afhøring. Beboeren klagede til Pressenævnet og an-førte, at han kunne identificeres ud fra newsbreak.dks oplysninger. Af artiklen fremgik bynavnet og et billede af en husmur. Pressenævnet fandt, at politiets arbejde havde al-men interesse, og at klager ikke kunne identificeres ud fra oplysningerne i artiklen, medmindre man i forvejen havde kendskab til, at klager var den afhørte person. Nævnet udtalte derfor ikke kritik.

Klagen er behandlet sammen med sag nr. 2017-80-0009.

Sn.dk omtalte en politiaktion på en privat ejendom. Beboeren på ejendommen blev anholdt og senere løsladt efter afhøring. Beboeren klagede til Pressenævnet og anførte, at han kunne identificeres ud fra sn.dks oplysninger. Af artiklen fremgik bynavnet, beboerens alder og et (forkert) vejnavn. Pressenævnet fandt, at politiets arbejde havde almen interesse, og at klager ikke kunne identificeres ud fra oplysningerne i artiklen, medmindre man i forvejen havde kendskab til, at klager var den afhørte person. Nævnet udtalte derfor ikke kritik. Avisen havde selv rettet ordet ”konfiskeret” til ”beslaglagt”.

Klagen er behandlet sammen med sag nr. 2017-80-0011.

Hillerød Posten skrev ”Politi afviste nødopkald om selvmord” og oplyste, at politiet troede, det var en dukke. Derfor gav politiet pigerne besked på at undersøge liget. Artiklen beskriver, hvordan pigerne undersøgte den afdøde. Pressenævnet mener, at politiets arbejde har almen interesse, men at det kunne være sket mere nænsomt, og at avisen burde have omtalt dødsfaldet som formodet selvmord. Hillerød Posten får dog ikke kritik.