I en artikel bragt i januar 2024 omtalte Århus Stiftstidende en straffesag, hvor en person, som var tiltalt for blandt andet voldtægt, afgik ved døden kort inden domsafsigelsen. Samleveren til den afdøde tiltalte klagede til Pressenævnet over, at Århus Stiftstidende havde identificeret afdøde, og at artiklen var skrevet ensidigt fra anklagerens udtalelse. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at Århus Stiftstidendes angivelse af afdødes alder, køn, frisure og fremtoning under retsmødet ikke kunne tjene til identificering af personen, medmindre man i forvejen havde kendskab til, at han var den tiltalte person, og at både den forurettedes og den tiltaltes synspunkter var gengivet i artiklen.