Berlingske bragte i august 2022 en artikel under bjælken ”OPINION”, der med udgangspunkt i lukningen af en højreorienteret blog gengav blandt andre udgiverens oplevelse af forløbet optil lukningen, herunder Redox’ ageren i den forbindelse. Redox klagede til Pressenævnet over, at artiklen indeholdt krænkende udsagn, som mediet ikke blev forelagt. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Berlingske rettede efterfølgende henvendelse til Pressenævnet med en oplysning om, at den påklagede omtale i klagesagen, som nævnet i kendelsen havde angivet som et debatindlæg, rettelig var en redaktionel artikel.
Nævnet besluttede at genoptage behandlingen af klagesagen, da det ikke kunne udelukkes, at den nye oplysning om kategorisering af den påklagede omtale kunne have været af betydning for sagens afgørelse. Under den fornyede behandling fandt nævnet ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at de påklagede udsagn klart fremstod som en subjektiv vurdering af Redox’ adfærd, og at der således ikke var tale om faktiske oplysninger, som ville kunne gøres til genstand for efterprøvelse.

Brancheorganisationen Danske Medier anmodede på vegne af række medier Pressenævnet om at få genoptaget behandlingen af seks sager, hvor nævnet udtalte kritik af medierne for ikke at afindeksere artikler fra 2005. Danske Medier henviste, at det er mediernes opfattelse, at nævnet havde lagt en virkning af afindeksering til grund, som ikke er teknisk mulig. Med Danske Mediers oplysninger på vegne af medierne er der tilgået sagen nye oplysninger om grundlaget for afgørelserne om afindeksering og virkningen heraf. Nævnet besluttede at genoptage behandlingen af klagesagerne, da det ikke kunne udelukkes, at de nye oplysninger om den tekniske virkning af en afindeksering kunne have været af betydning for sagernes afgørelse. Klagesagerne skal derfor realitetsbehandles på ny af nævnet.

Gråsten Avis bragte i juni 2018 omtale af en politikers engagement i forbindelse med tilblivelsen af et regulativ. Politikeren klagede blandt andet over, at overskriften er misvisende og mangler dækning samt over manglende forelæggelse. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af Gråsten Avis. Politikeren anmodede nævnet om genoptagelse grundet nævnets ukorrekte gengivelse af to artiklers rækkefølge. Eftersom det ikke kunne udelukkes, at den ukorrekte gengivelse af artiklernes rækkefølge kan have været af betydning for sagens afgørelse, genoptog nævnet behandlingen af klagen. Nævnet fandt under den fornyede behandling af klagen, at overskriftens formulering er misvisende og krænkende for politikeren, og udtalte på den baggrund kritik af Gråsten Avis blandt andet for manglende forelæggelse. Henset til, at politikeren i en efterfølgende artikel fik lejlighed til at udtale sig i Gråsten Avis, fandt nævnet dog ikke anledning til at pålægge Gråsten Avis offentliggørelse af nævnets kritik.

En person klagede over DK4’s udsendelse ”Wittrup Motel: Fortid og fremtid (2:2)”. Klager havde lavet arkitekttegninger til ombygningen af Wittrup Motel/Sallie’s Restaurant & Snack Bar og klagede blandt andet over, at projektlederen for ombygningsprojektet, der også stod for stil og indretning, var betegnet som ”arkitekt” i udsendelsen. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik, da titlen ”arkitekt” ikke er en beskyttet titel og dermed kan anvendes om personer, der ved at planlægge, formgive, indrette og overvåge kan betegnes som arkitekten i forhold til et bygge/indretningsprojekt. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at kritisere, at DK4 ikke havde nævnt klager i udsendelsen.

I en kendelse kritiserede Pressenævnet i maj måned Ekstra Bladet og pålagde offentliggørelse på ”Ekstrabladet.dk”. Ekstra Bladet offentliggjorde herefter nævnets kendelse i avisens betalingsunivers Ekstra Bladet+ (ekstrabladet.dk/plus). Et flertal i Pressenævnet anså offentliggørelsen på undersiden ”ekstrabladet.dk/plus” for utilstrækkelig og har pålagt ekstrabladet.dk at bringe nævnets kendelse på forsiden af ekstrabladet.dk som en frit tilgængelig (gratis) nyhed og med nævnets logo. En mindretal fandt offentliggørelsen på ekstrabladet.dk/plus for tilstrækkelig.

Pressenævnet modtog en anmeldelse af hjemmesiden Landbrugsavisen.dk umiddelbart efter, at Pressenævnets i sag nr. 15-70-00879 afviste at behandle en klage over siden, fordi hjemmesiden ikke var anmeldt til Pressenævnet. Anmeldelsen gav nævnet kompetence til at behandle klager over Landbrugsavisen.dk. I den anledning modtog Pressenævnet herefter en anmodning om genoptagelse af behandlingen af den klage, nævnet før havde afvist at behandle. Pressenævnet genoptog behandlingen af klagen.

Pressenævnet kritiserede, at TV 2 News i en direkte udsendelse stillede en læge-formand spørgsmål om et dødsfald, selv om han havde betinget sig, at han ikke blev spurgt om sagen. Pressenævnet afgjorde, at TV 2 skulle bringe kritikken på tv2.dk, men da udsendelsen kun blev sendt én gang og er taget af nettet, har TV 2 bedt om at få lov til at nøjes med at læse kritikken op på TV 2 News. Nævnet har besluttet at se på afgørelsen igen.