Sjællandske Nyheder bragte i juni 2024 et debatindlæg, hvor et byrådsmedlem forholdt sig kritisk til en politisk modparts fremgangsmåde i forbindelse med en afstemning under et byrådsmøde. Ved byrådsmødet skulle byrådets medlemmer blandt andet tage stilling til, om kommunen skulle være medrejser på en fredningssag sammen med Dansk Naturfredningsforening. Klager, der er byrådsmedlem, klagede til Pressenævnet blandt andet over debatindlæggets vinkling, at debatindlægget indeholdt ukorrekte oplysninger, og at klager ikke havde fået oplysningerne forelagt. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at der i forhold til debatindlæg må indrømmes en høj grad af frisprog. Nævnet lagde endvidere vægt på, at debatindlægget ikke rummede udsagn, der i presseetisk forstand kunne anses for at være skadelige, krænkende eller som kunne virke agtelsesforringende for klager som person.

Dagbladet Information bragte i juni 2024 en lederartikel, hvor skribenten forholdt sig til to kunstnere, der havde begået forskellige former for hærværk. Klager, som var omtalt i lederartiklen, klagede til Pressenævnet blandt andet over, at lederartiklen indeholdt urigtige og krænkende oplysninger om ham. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at en lederartikel i videre omfang end nyhedsartikler og lignende reportager kan indeholde vurderende, kommenterende og subjektive betragtninger, og at der derfor må indrømmes en høj grad af frisprog i sådanne artikler. Nævnet fandt i forhold til mediets betegnelse af klager som ”højreradikal”, at udsagnet måtte ses som et udtryk for mediets subjektive vurdering af klagers politiske tilhørsforhold som følge af hans tidligere offentlige ageren.

I en artikel fra februar omtalte Fyens Stiftstidende Nordfyn Kommunes brug af en ekstern konsulent til vurdering af, hvorvidt kommunen havde begået sagsbehandlingsfejl. Det fremgik af omtalen, at konsulenten havde en privat relation med en teamleder ansat i kommunen, hvis sagsbehandling konsulenten havde vurderet. I den forbindelse bragte mediet et billede af teamlederen og konsulenten fra teamlederens private Facebook-profil. Nordfyns Kommune og teamlederen klagede til Pressenævnet blandt andet over, at Fyens Stiftstidende havde bragt billedet.
Pressenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere Fyens Stiftstidendes brug af billedet, da det i den konkrete sammenhæng havde offentlig interesse at dokumentere karakteren af teamlederen og konsulentens relation ved brug af billedet, og da billedet ikke indeholdt private, følsomme eller krænkende oplysninger.