Politiken bragte i efteråret 2022 en artikel om vand på kartoner. Artiklen omtalte blandt andet forskellen mellem vand på kartoner og vand på plastikflasker. Producenten, der var den i artiklen omtalte producent af vand på kartoner, klagede til Pressenævnet over blandt andet, at nogle oplysninger i artiklen ikke var forelagt for producenten, og at disse oplysninger stod uimodsagt i artiklen. Pressenævnet fandt, at omtalen var skadelig for producentens omdømme. Selv om producenten havde fået forelagt centrale elementer i kritikken, kritiserede Pressenævnet Politiken for ikke at have givet producenten tilstrækkelig mulighed for at kommentere på en rapport fra en troværdig kilde, der indgik i artiklen på en måde, så beskyldningerne mod producenten stod uimodsagt.
Ekstra Bladet får kritik for utilstrækkelig forelæggelse
17/11/2022Ekstra Bladet bragte i maj måned en artikel, som indeholdt kritisk omtale af en virksomhed. Virksomheden klagede til Pressenævnet over, at virksomheden ikke fik rimelig tid til at besvare Ekstra Bladets forelæggelsesspørgsmål forud for offentliggørelsen af artiklen. Nævnet fandt grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at Ekstra Bladet og virksomheden havde indgået en aftale om udsættelse af svarfristen for tre konkrete supplerende spørgsmål, og at artiklen blev offentliggjort med omtale af disse to dage før udløbet af svarfristen, uden at Ekstra Bladet havde modtaget svar fra virksomheden på de supplerende spørgsmål.
Ej kritik af NORDJYSKE for kritiske artikler om privat parkeringsselskab
25/06/2021NORDJYSKE bragte i august 2020 fire artikler, som indeholdt kritisk omtale af et privat parkeringsselskab. Der blev i artiklerne rettet både generel og konkret kritik mod parkeringsselskabet for måden hvorpå, parkeringsselskabet forvalter reglerne for parkering på de parkeringspladser, selskabet kontrollerer. Parkeringsselskabet klagede til Pressenævnet over artiklerne. Selskabet klagede navnlig over, at artiklerne indeholdt ukorrekt information, som ikke var blevet tilstrækkeligt efterprøvet inden offentliggørelsen. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af NORDJYSKE i sagen. Nævnet lagde ved sin afgørelse blandt andet vægt på, at NORDJYSKE inden offentliggørelsen af artiklerne havde givet parkeringsselskabet mulighed for at forholde sig til den fremsatte kritik, hvilket selskabet havde afslået.
Redox får ikke kritik for omtale af persons politiske tilhørsforhold
20/11/2020I en artikel bragt i maj måned omtalte Redox en persons engagement i Den Nordiske Modstandsbevægelse, herunder at personen havde modtaget våbentræning i Rusland. Den omtalte person klagede til Pressenævnet over, at Redox havde anvendt en flere år gammel video med våbentræningen i artiklen, som var irrelevant for omtalen, samt at artiklen indeholdt ukorrekte og skadelige oplysninger om ham, som ikke blev forelagt for ham forud for offentliggørelsen. Personen klagede desuden over, at Redox havde afvist at slette hans navn fra artiklen. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde vægt på, at videoen var offentlig tilgængelig, at videoen ikke viste personen i en krænkende situation, og at emnet fortsat har samfundsmæssig interesse. Nævnet lagde endvidere vægt på, at personen har deltaget i aktiviteter arrangeret af Den Nordiske Modstandsbevægelse, og at Redox i tilstrækkelig grad forelagde de konkrete, krænkende oplysninger for personen. Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at imødekomme personens anmodning om sletning.
Finans får ikke kritik for kritisk artikel om britisk finansmand
30/12/2019Finans bragte i marts måned en artikel, hvori der blev rejst kritik af en britisk finansmands troværdighed. Finansmanden klagede til Pressenævnet over artiklen. Klagen omhandlede navnlig, at artiklen indeholdt ukorrekt information, og at Finans’ forelæggelse forud for artiklens offentliggørelse ikke havde været rimelig eller tilstrækkelig. Pressenævnet fandt, at klageren havde fået rimelig tid til at forholde sig til den fremsatte kritik, og nævnet udtalte ikke kritik af Finans’ forelæggelse inden offentliggørelsen. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at udtale kritik af selve artiklen, idet nævnet lagde vægt på, at artiklen indeholdt en loyal gengivelse af den britiske hvidvaskjægers synspunkter og af den fremsatte kritik heraf.
En henvendelse godt 27 timer inden offentliggørelse var i ”rimelig tid”
21/03/2017En forening klagede over, at TV2 Nord ikke havde givet dem tilstrækkelig tid til at kommentere påstande om, hvorvidt foreningen var ”fup og svindel”. Pressenævnet fandt, at foreningen ved TV2 Nords henvendelse 27. september kl. 15.52 havde fået rimelig tid til at svare på spørgsmålene inden udsendelsen den 28. september kl. 19.30.
Ikke kritik for kritisk omtale af forsikringsselskab
01/03/2016Økonomisk Ugebrev omtalte blandt andet de økonomiske forhold i et forsikringsselskab, selskabets påtale fra Finanstilsynet og en afgørelse fra Ankenævnet for Forsikring. Direktørens tidligere tvangsopløste selskaber var også inddraget i omtalen. Pressenævnet udtaler ikke kritik af omtalen.
2 dages svarfrist for kort tid
27/11/2015Redox.dk omtalte i en artikel i august en demonstration afholdt i marts – fem måneder tidligere. Den 3. august sendte Redox en mail og anmodede en person om bemærkninger til en kritisk omtale. Svarfristen var den 5. august kl. 15.00. Artiklen blev offentliggjort den 7. august. Nævnet kritiserer Redox for ikke at gøre nok for at sikre sig, at personen fik mulighed for at kommentere den kritiske omtale.
Kritik for at offentliggøre optagelser fra privat område og for kort svarfrist
21/03/2014Ekstra Bladets folk klatrede over et hegn og ind på en ejendom i forbindelse med research til en artikel. Lejeren på ejendommen, en forretningsmands hustru, bad dem gå. Ekstra Bladet filmede besøget og offentliggjorde efterfølgende optagelsen.
I forbindelse med researchen til en anden artikel om forretningsmanden sendte Ekstra Bladet en mail kl. 14.56 og bad manden svare. Næste dag var artiklen trykt i avisen, selvom han ikke havde svaret.
Redox.dk gav ikke rimelig tid til at svare
12/02/2014Pressenævnet kritiserer redox.dk for at sende den 94 sider lange rapport ”Demokratiske Nazister” ud til en mand og bede ham forholde sig til indholdet senest dagen efter. I rapporten står der, at han er medlem af Danskernes Parti og aktiv i White Pride. Nævnet finder ikke, at fristen var rimelig, når det drejer sig om så lang en rapport. Derfor får redox.dk kritik.