Politiken bragte i november 2020 flere annoncer, som var blevet indrykket af en privat person. I to af annoncerne blev der rettet konkrete beskyldninger om lovovertrædelser mod en navngiven advokat.

Advokaten klagede til Pressenævnet over, at Politiken havde bragt annoncerne uden nærmere efterprøvelse, herunder ved forelæggelse for ham. Pressenævnet fandt, at beskyldningerne mod advokaten var af en sådan karakter, at de skulle have været forelagt for ham inden offentliggørelsen, og nævnet udtalte kritik.

En person klagede til Pressenævnet over to artikler i Dagbladet Roskilde, der begge omhandlede hans ejendom og byggesag. Klager klagede blandt andet over, at artiklerne var en krænkelse af privatlivets fred samt indeholdt ukorrekte oplysninger. Pressenævnet fandt, at den omtalte byggesag er af en sådan offentlig interesse, at der var belæg for at bringe artiklerne. Nævnet fandt desuden, at omtalen ikke indeholdt oplysninger, der var egnede til at krænke klagers privatliv, selvom Dagbladet Roskilde kunne have bragt artiklerne uden at bringe et billede af hans ejendom og dennes adresse. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af artiklerne, at klager handlede i god tro. Nævnet fandt endvidere, at det på tilstrækkelig vis fremgik af artiklerne, at det er en kilde, der er kritisk overfor byggeriet, der udtalte sig. Samlet set fandt nævnet ikke anledning til at udtale kritik af Dagbladet Roskilde.

Sydsjællands Tidende klagede over en artikel bragt i Sjællandske, hvor det fremgik, at Sydsjællands Tidende angiveligt skulle have ændret en annonce til en redaktionel artikel om et borgermøde. Oplysningen, som kunne være skadelig, blev ikke forelagt Sydsjællands Tidende forud for offentliggørelsen. Pressenævnet udtaler kritik af Sjællandske, men fordi Sjællandske efterfølgende bragte en rettelse, er der ikke pålagt offentliggørelse af nævnets kritik.