En erhvervsmand klagede over, at Rudersdal Avis ikke ville slette en artikel fra 2010 på rudersdal.lokalavisen.dk, der omtalte erhvervsmandens virksomheds og personlige konkurs. Erhvervsmanden er fortsat tilknyttet selskaber, der arbejder med finansielle aktiviteter, og Pressenævnet fandt herefter, at der ikke var grundlag for at slette eller anonymisere oplysningerne på hjemmesiden.

En kvinde klagede over, at en række medier ikke ville slette en række artikler fra 2010 – 2013. Artiklerne omtalte alle en straffesag tilbage i 2010, hvor kvinden var blevet idømt en bøde på 20.000 kroner for at have købt kokain til eget forbrug. Pressenævnet har ikke fundet grundlag for at kritisere medierne for ikke at slette eller anonymisere artiklerne. Nævnet har ved vurderingen navnlig lagt vægt på, at kvinden selv udtalte sig offentligt om dommen i 2010, at hun også herefter har optrådt i medierne, og at hun må anses for at være en offentlig kendt person. Det bemærkes, at BT og dagbladet Børsen selv valgte at henholdsvis afindeksere og anonymisere nogle artikler.

Pressenævnet har i to af sagerne udtalt kritik af SE OG HØR og Ekstra Bladet for artikler bragt i 2017.

En advokat klagede over, at Jyllands-Posten ikke ville slette, anonymisere eller afindeksere en ældre artikel fra 2000 med oplysninger om advokatens erhvervsmæssige forhold. Oplysningerne vedrører blandt andet afgørelser fra Advokatnævnet, og klager arbejder fortsat som advokat. Pressenævnet fandt herefter, at der ikke var grundlag for at slette eller anonymisere oplysningerne på jp.dk.

En forælder til en 16-årig klagede over, at Fyens Stiftstidende ikke ville anonymisere sønnens navn i en artikel fra januar 2017. Sønnen var i januar 2017 idømt to års ubetinget fængsel for voldtægt. Pressenævnet fandt på baggrund af kriminalitets karakter og sagens aktualitet hverken grund til at kritisere Fyens Stiftstidende for at nævne den 16-årige ved navn i artiklen eller for at afvise at anonymisere den dømte på fyens.dk.

I en artikel fra 2006 beskrev Berlingske forholdene i Sandholmlejren, herunder klagers ophold og hendes psykiske tilstand. I 2017 klagede hun til Pressenævnet over, at Berlingske havde afvist helt at fjerne artiklen fra b.dk, men alene anonymiseret artiklen. Nævnet fandt det berettiget, at artiklen skulle anonymiseres, men udtalte ikke kritik af Berlingske for ikke helt at afpublicere artiklen fra b.dk.