En person klagede til Pressenævnet over Jyllands-Postens afvisning af at afindeksere, anonymisere eller slette en artikel fra 2007. Af artiklen fremgik, at klager som 18-årig blev idømt 3 års fængsel for narkotikakriminalitet, efter han som en tjeneste havde forsøgt at smugle narkotika mod at få en rejse med alt betalt til Sunny Beach. Personen henviste i klagen navnlig til, at artiklen påvirkede hans mulighed for at få et arbejde og starte egen virksomhed, ligesom hans nærmeste var påvirkede af, at artiklen fortsat var tilgængelig. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af Jyllands-Posten for at afvise anmodningen om sletning. Nævnet fandt imidlertid efter en samlet vurdering, at det ville have været rimeligt at hindre tilgængeligheden ved at foretage anonymisering af klagers navn i artiklen. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på klagers unge alder, da han i 2007 blev dømt for et forhold, der efter de foreliggende oplysninger måtte anses for enkeltstående, at der var gået mere end 12 år, siden der faldt dom i sagen, samt at klager ikke indtog en betroet eller fremtrædende stilling i samfundet. Nævnet udtalte på den baggrund kritik af Jyllands-Posten.
Person får ikke afindekseret sit navn
06/04/2020I en artikel bragt i november 2019 omtalte lokalavisen Havnefronten et debatmøde arrangeret af en arbejdsgruppe i en politisk organisation om nedsættelse af arbejdstiden til en 30-timers arbejdsuge, hvor klager i den forbindelse var nævnt som en af initiativtagerne til debatmødet. Klager klagede til Pressenævnet over, at Havnefronten havde afvist at afindeksere hendes navn fra artiklen. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde vægt på, at artiklen ikke indeholdt oplysninger, som må anses for følsomme eller private i en sådan grad, at de er særligt belastende for klager.
Redox skal ikke slette artikler om nazistbevægelsen
01/04/2020En person klagede til Pressenævnet over, at Redox havde afvist at slette en række artikler fra henholdsvis maj 2018 og november 2019. Personen havde anført, at artiklerne indeholder ukorrekt information samt er skadelige for ham og hans familie. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af Redox for at have afvist personens anmodning om sletning og lagde i den forbindelse navnlig vægt på, at personen har haft en fremtrædende rolle i nazistbevægelsen, hvilket også fremgik af blandt andet bevægelsens egen hjemmeside.
Berlingske skal ikke slette artikel om chikane mod advokat
20/12/2019Berlingske bragte i marts måned et interview med en advokat, som fortalte om en sag, hvor hun var blevet chikaneret af sin klients modpart. Klientens modpart klagede til Pressenævnet over artiklen. Personen klagede blandt andet over, at artiklen indeholdt ukorrekte oplysninger om sagen, og at Berlingske havde afvist at slette artiklen. Klagen blev modtaget i Pressenævnet efter udløbet af den i medieansvarsloven fastsatte klagefrist. Pressenævnet kunne derfor alene tage stilling til den del af klagen, som vedrørte sletning af artiklen. Klageren var ikke nævnt ved navn eller på anden måde identificerbar i artiklen, og nævnet fandt derfor ikke grundlag for at udtale kritik af Berlingske for at have afvist at slette artiklen.
Artikler om dom for bl.a. chikane skal ikke slettes eller anonymiseres
20/12/2019En person klagede over, at Fyens Stiftstidende havde afvist at slette eller anonymisere artikler på fyens.dk om en byretsdom, hvor personen var blevet idømt ét års fængsel for blandt andet chikane. Straffen var i landsretten efterfølgende blevet formildet og nedsat til et halvt års fængsel. Pressenævnet fandt, at artiklerne indeholdt oplysninger af personfølsom karakter. På grund af sagens karakter og alvor fandt nævnet dog ikke anledning til at kritisere Fyens Stiftstidende for at have afvist at slette eller anonymisere artiklerne omkring ét år efter byretsdommens afsigelse.
Person får ikke slettet sit navn i artikler fra 2019
12/11/2019En person klagede over en artikel, der blev bragt i Randers Amtsavis og Århus Stiftstidende, hvoraf det fremgår, at han har afsluttet sin uddannelse om optometrist. Af artiklerne fremgår hans fulde navn og by. Personen klagede over, at Randers Amtsavis og Århus Stiftstidende havde afvist at hindre tilgængeligheden af artiklen. Pressenævnet udtalte ikke kritik af Randers Amtsavis og Århus Stiftstidende, og lagde i den forbindelse vægt på, at artiklerne ikke indeholdt krænkende eller private oplysninger.
Udlandsdansker får ikke slettet biografisk artikel om udrejsetidspunkt
30/10/2019En person klagede til Pressenævnet over, at netmediet Udvandrerne.dk havde bragt en biografisk artikel, som blandt andet indeholdt oplysninger om tidspunktet for personens flytning fra Danmark, uden personen havde været vidende om artiklens offentliggørelse. Personen klagede også over, at Udvandrerne.dk havde afvist at slette artiklen fra sin hjemmeside. Klagen til Pressenævnet var indgivet efter udløbet af den i medieansvarsloven fastsatte klagefrist på 12 uger. Pressenævnet kunne derfor kun tage stilling til den del af klagen, som vedrørte sletning af artiklen. Nævnet fandt, at artiklen ikke indeholdt oplysninger, som kunne anses for særligt belastende for personen, og nævnet udtalte derfor ikke kritik af Udvandrerne.dk for at have afvist personens anmodning om sletning.
Person får ikke slettet artikel om skænderi i trafikken
13/09/2019En person klagede over, at Nordjyske Stiftstidende havde afvist at hindre tilgængeligheden af en artikel på nordjyske.dk fra 2012, som omhandlede en episode, hvor personen var blevet overfuset i trafikken. Pressenævnet udtalte ikke kritik af Nordjyske Stiftstidende. Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at personen frivilligt havde medvirket i artiklen, og at artiklen ikke indeholdt krænkende eller private oplysninger.
Ekstra Bladet skal ikke anonymisere ældre artikel om selskabstømning
13/09/2019En person klagede over, at Ekstra Bladet havde afvist at anonymisere hans navn i en artikel fra 2001. Artiklen omtalte en dom, hvor klageren og tre andre navngivne personer blev idømt fængselsstraffe for selskabstømning. Pressenævnet udtalte ikke kritik af Ekstra Bladet for at have afvist at anonymisere eller at afindeksere artiklen. Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på længden af den straf, klageren var blevet idømt, at sagen fortsat havde almen interesse, samt at klageren selv havde omtalt sagen ved et nyligt afgivet interview med et andet medie.
Berlingske får ikke kritik for omtale af politianmeldelse i lækagesag
24/06/2019En person klagede til Pressenævnet over en artikelserie bragt i Berlingske og på berlingske.dk i oktober 2018. Personen klagede over, at han er identificeret i artiklerne som den omtalte medarbejder, der er mistænkt for at have lækket oplysninger fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, og som efterfølgende er blevet politianmeldt. Personen klagede desuden over manglende forelæggelse samt over, at Berlingske ikke har imødekommet hans ønske om sletning af artiklerne. Nævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af Berlingske og lagde navnlig vægt på, at personen ikke var identificeret i Berlingskes artikler.
Artikler om betinget dom til tidligere chef i Forsvaret skal ikke slettes
20/06/2019En person klagede over, at flere medier havde afvist at slette artikler fra 2018 vedrørende en betinget dom, han havde modtaget. Pressenævnet fandt, at der ikke forelå tilstrækkeligt tungtvejende grunde til at slette eller anonymisere artiklerne. Nævnet lagde vægt på, at dommen vedrørte et forhold, der blev begået, mens personen var i tjeneste i en ledende stilling i forsvaret, og at omtalen fortsat kunne anses for at have en almen interesse.
Kritik af Grenaa Bladet for manglende forelæggelse
03/06/2019En række personer klagede til Pressenævnet over en artikel i Grenaa Bladet, hvor en tidligere elev udtaler sig kritisk om et ophold på en meditationsskole. Personerne klagede blandt andet over ukorrekte oplysninger og manglende forelæggelse. Klagen blev afvist i forhold til de personer, der ikke er omtalt ved navn i artiklen grundet manglende retlig interesse. For så vidt angår de to personer, der er omtalt ved navn i artiklen, udtalte nævnet kritik af Grenaa Bladet for ikke at have givet de pågældende personer mulighed for at besvare beskyldningerne mod dem i sammenhæng med, at de blev fremsat.
DR får kritik for omtale af to 14-åriges video på Musical.ly
06/03/2019DR bragte i maj 2018 kritisk omtale, hvor et stort pladeselskab blev beskyldt for at bruge mindreårige influencers på musik-appen Musical.ly til at lave skjult reklame rettet mod børn i strid med markedsføringsloven. Forældrene til to 14-årige klagede til Pressenævnet over, at DR på trods af, at der var tale om mindreårige, og forældrene ikke havde givet samtykke, i forbindelse med omtalen viste en video fra de to 14-åriges profil på Musical.ly som et konkret eksempel på skjult reklame. Den anvendte video var offentlig tilgængelig på en åben platform, og de to 14-årige havde på offentliggørelsestidspunktet et kommercielt samarbejde med et professionelt managementbureau.
Pressenævnet (flertallet) fandt, at den bragte omtale var krænkende grundet de fremsatte beskyldninger om lovovertrædelser sammen med oplysninger om pigernes identitet. Pressenævnet udtalte derfor kritik af DR for at anvende videoen uden nærmere anonymisering af de to 14-årige på trods af deres og forældrenes indsigelse mod offentliggørelse af videoen. Et mindretal var uenig i vurderingen og mente, at DR ikke kunne kritiseres for at have bragt et kort videoklip fra en af pigernes i forvejen mange offentlig tilgængelige videoer.
Børsen får ikke kritik for at afvise sletning af artikel i “Nyt om navne”
27/02/2019En person klagede over Børsens afvisning af at slette en artikel fra 2014 i ”Nyt om navne”. Af artiklen fremgår klagers navn, stilling, ansættelsessted samt tidligere ansættelsessteder.
Det var efter Pressenævnets opfattelse ikke godtgjort, at artiklen skulle indeholde oplysninger, som må anses for følsomme eller private i en sådan grad, at de er særligt belastende for personen. Nævnet udtalte derfor ikke kritik af Børsen for at afvise anmodningen om sletning.
Klager får ikke afindekseret artikel om bødesag
23/11/2018Epn.dk bragte i juni 2009 en artikel om en sag, hvor en advokat af Advokatnævnet havde modtaget en stor bøde for groft at have overtrådt god advokatskik. Det fremgik af artiklen, at flere navngivne advokater fra samme advokatfirma, herunder klager, ligeledes havde modtaget bøder fra Advokatnævnet. Klageren anmodede om, at artiklen blev afindekseret fra finans.dk, hvor artiklen fortsat er tilgængelig.
Erhvervsmand får ikke slettet artikel fra 2010 om tidligere konkurs
13/04/2018En erhvervsmand klagede over, at Rudersdal Avis ikke ville slette en artikel fra 2010 på rudersdal.lokalavisen.dk, der omtalte erhvervsmandens virksomheds og personlige konkurs. Erhvervsmanden er fortsat tilknyttet selskaber, der arbejder med finansielle aktiviteter, og Pressenævnet fandt herefter, at der ikke var grundlag for at slette eller anonymisere oplysningerne på hjemmesiden.
Ekstra Bladet var berettiget til at omtale Fødevarestyrelsens test af olivenolie uden forelæggelse
08/09/2017Ekstra Bladet bragte en artikelrække med omtale af Fødevarestyrelsens test af olivenolier. I artiklerne blev flere olier omtalt som jammerlige, fup-produkter. En producent af olivenolie klagede blandt andet over, at Ekstra Bladet ikke havde indhentet kommentarer inden offentliggørelsen. I artiklerne var producentens olivenolie – på baggrund af Fødevarestyrelsens test – klassificeret som ”uegnet som menneskeføde”. Fødevarestyrelsen havde fået foretaget én test. Der var ikke på tidspunktet for offentliggørelsen af artiklerne foretaget en kontroltest. Fødevarestyrelsens test var den eneste tilgængelige testrapport på tidspunktet for offentliggørelsen. Da styrelsen måtte anses for en troværdig kilde, og Ekstra Bladet havde gengivet testresultaterne korrekt, udtalte Pressenævnet ikke kritik af Ekstra Bladet for ikke at kontrollere oplysningerne yderligere eller i øvrigt forelægge omtalen for producenten.
TV 2 manglede gyldigt samtykke og burde have afindekseret omtale
08/08/2017Pressenævnet kritiserer TV 2 for at bringe en krænkende og meget skadelig omtale af et håndværkerfirma i udsendelsen ”Danmark mod Østeuropa”. Firmaet klagede til Pressenævnet over omtalen.
Firmaet havde indvilliget i at lade sig optage til kamera til brug for en udsendelse, men var ikke tilstrækkeligt oplyst om udsendelsens fokus. Håndværksfirmaet kunne herefter ikke anses for at have givet samtykke til offentliggørelse af optagelserne, og optagelserne havde heller ikke en sådan almen interesse, at de kunne bringes uden samtykke. Nævnet udtalte kritik af TV 2 for offentliggørelsen af optagelserne. Nævnet udtalte videre kritik af TV 2 for ikke at afindeksere omtalen på TV 2s digitale platforme.
Genmæle til udtrådt partner over for oplysninger i Søfart
21/04/2017Søfart omtalte blandt andet, at den tidligere partner ikke måtte rette henvendelse til kunder, leverandører og samarbejdspartnere. Den udtrådte partner henviste til et forlig, og Pressenævnet fandt, at han var berettiget til et genmæle over for oplysningen.
En offentlig kendt person får ikke slettet omtale af syv år gammel bøde
31/03/2017En kvinde klagede over, at en række medier ikke ville slette en række artikler fra 2010 – 2013. Artiklerne omtalte alle en straffesag tilbage i 2010, hvor kvinden var blevet idømt en bøde på 20.000 kroner for at have købt kokain til eget forbrug. Pressenævnet har ikke fundet grundlag for at kritisere medierne for ikke at slette eller anonymisere artiklerne. Nævnet har ved vurderingen navnlig lagt vægt på, at kvinden selv udtalte sig offentligt om dommen i 2010, at hun også herefter har optrådt i medierne, og at hun må anses for at være en offentlig kendt person. Det bemærkes, at BT og dagbladet Børsen selv valgte at henholdsvis afindeksere og anonymisere nogle artikler.
Pressenævnet har i to af sagerne udtalt kritik af SE OG HØR og Ekstra Bladet for artikler bragt i 2017.