En person klagede til Pressenævnet over manglende afindeksering eller anonymisering af en artikel bragt af Vejle Amts Folkeblad i maj 2020. Artiklen omtalte klagers afskedigelse fra en større uddannelsesinstitution, og Vejle Amts Folkeblad havde afvist klagers anmodning om at anonymisere hende eller afindeksere artiklen. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere Vejle Amts Folkeblads afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at klager – selv om hun ikke havde været øverste leder af uddannelsesinstitutionen – havde haft en fremtrædende og offentlig rolle, og at omtalen fortsat kunne anses for at have en almen interesse.

En person klagede til Pressenævnet over, at en række medier ikke ville anonymisere eller afindeksere en lang række artikler bragt i perioden fra 2014 til 2021. Artiklerne omtalte
ugebladssagen, hvor personen var blevet idømt halvandet års ubetinget fængsel for som systemoperatør i en IT-virksomhed at have skaffet oplysninger om kendte personer, som han havde solgt til ugebladet. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af medierne. Nævnet lagde vægt på sagens karakter, alvor og omfang sammenholdt med den tid, der er gået. Nævnet lagde endvidere vægt på, at omtalen har væsentlig offentlig interesse, samt at personen i forbindelse med de strafbare forhold, der blev udøvet over en længere periode, udnyttede sin position som systemoperatør.

En person klagede til Pressenævnet over Jyllands-Postens afvisning af at afindeksere en artikel fra 2010. Artiklen indeholdt omtale af en efterlysning af klager, som var flygtet fra arresten, hvor han sad varetægtsfængslet i forbindelse med en røverisag. Personen henviste i klagen navnlig til, at artiklen påvirkede hans mulighed for at få et arbejde, og at han i dag er i gang med at uddanne sig til cand.merc.jur. og har stiftet familie. Pressenævnet fandt efter en samlet vurdering, at det ville have været rimeligt at hindre tilgængeligheden af omtalen af efterlysningen af klager ved at foretage afindeksering af artiklen. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på klagers unge alder, da han i 2010 flygtede fra sin varetægtsfængsling, sammenholdt med der er gået 11 år, siden der faldt dom i sagen, at klager efter de foreliggende oplysninger ikke har begået kriminalitet siden den omtalte sag i 2010, og at klager ikke indtog en betroet eller fremtrædende stilling i samfundet. Nævnet udtalte på den baggrund kritik af Jyllands-Posten.