Fagbladet Journalisten bragte i marts 2022 en artikel om en persons anmodninger til en række medier om anonymisering eller afindeksering af artikler om ham samt Pressenævnets kendelser herom. Fagbladet Journalisten angav i den forbindelse personens fulde navn. Den omtalte person klagede til Pressenævnet over, at Fagbladet Journalisten havde nævnt hans navn i artiklen. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik, men bemærkede, at det er nævnets opfattelse, at en anmodning om sletning, anonymisering eller afindeksering eller en klage til Pressenævnet som udgangspunkt ikke bør medføre en fornyet offentliggørelse i medierne af de tidligere offentliggjorte oplysninger, som sagen drejer sig om. Nævnet lagde vægt på sagernes aktualitet, at der var tale om sager af offentlig interesse, og at Fagbladet Journalisten i artiklen korrekt havde beskrevet de faktiske forhold.

Point of View International bragte i november 2019 en artikel på deres netavis, der omhandlede tvangsfjernelse af et barn og Haagerkonventionens anvendelse i den forbindelse. En person klagede til Pressenævnet over, at artiklen indeholdt oplysninger, der krænker hendes privatliv. Personen klagede desuden over manglende forelæggelse, samt over, at POV International ikke imødekom hendes ønske om sletning af artiklen. Uanset personen ikke var nævnt ved navn i artiklen, fandt nævnet på grund af de anvendte benævnelser i sammenhæng med de konkrete oplysningers karakter, at POV International ikke var berettiget til at bringe oplysningerne uden personens samtykke. Nævnet udtalte endvidere kritik af POV International for at bringe oplysningerne uden at give personen mulighed for at komme til orde i forbindelse med offentliggørelsen. Derimod fandt nævnet ikke grundlag for at kritisere POV Internationals afvisning af at slette artiklen, da personens navn ikke fremgår af artiklen, og da POV International efterfølgende har ændret benævnelserne i omtalen.

En forsker klagede over, at FORSKERforum havde omtalt hans forskning kritisk. Det fremgik blandt andet af artiklen, at Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) i en afgørelse havde fundet, at forskeren havde begået videnskabelig uredelighed. UVVUs afgørelse var imidlertid senere blevet indbragt for – og omgjort af – Vestre Landsret. Nævnet udtalte kritik af FORSKERforum for ikke at omtale den endelige dom fra 2016, men kritiserede ikke den øvrige omtale.