NORDJYSKE bragte i februar en artikel om arbejdsmiljøet i en kulturinstitution, herunder med omtale af, hvor mange medarbejdere der havde sagt op siden januar 2021. Det fremgik af forsiden til NORDJYSKE Stiftstidende, at 20 ud af 47 medarbejdere i kulturinstitutionen siden 1. januar 2021 havde sagt op som følge af problemer med arbejdsmiljøet, mens det af artiklen i såvel den trykte som digitale udgave fremgik, at 13 medarbejdere havde sagt op. Der var reelt tale om ni medarbejdere, der havde sagt op i den omtalte periode. NORDJYSKE bragte en rettelse af forsidehenvisningen og artiklen i den trykte udgave af NORDJYSKE Stiftstidende og bragte en rettelse ved en opdatering af den digitale udgave af artiklen. Den omtalte kulturinstitution klagede til Pressenævnet over, at NORDJYSKE havde bragt ukorrekte oplysninger om antallet af medarbejdere, der havde sagt op.
Pressenævnet fandt, at NORDJYSKE havde bragt ukorrekt information, der ikke var berigtiget tilstrækkeligt, idet NORDJYSKE ikke bragte en særskilt nyhed i den løbende nyhedsstrøm om, at artiklen var rettet. Nævnet udtalte på denne baggrund kritik.

Hele kendelsen i pdf kan hentes her

Del på sociale medier ved at klikke her: