Fredericia Avisen bragte i august 2022 en artikel om, at en tidligere direktør havde fået nyt job. Artiklen indeholdt bl.a. oplysninger om, at den omtalte direktør til et andet medie havde udtalt, at han havde arbejdet med ”turnaround” de seneste 15 år, og det fremgik samtidig af artiklen, at det selskab, hvor direktøren tidligere havde været ansat dog altid havde været solid. Den omtalte direktør klagede til Pressenævnet bl.a. over, at Fredericia Avisen på forkert grundlag havde udtalt sig om, hvad en såkaldt ”turnaround” dækker over og havde forudsat, at udtrykket alene dækker over en situation, hvor et firma er i økonomiske vanskeligheder, og at oplysningen ikke var forelagt ham. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik og lagde vægt på, at det samlede indtryk ikke kunne anses for at være skadeligt, krænkende eller virke agtelsesforringende for den omtalte direktør.
DRs nyhedsindslag om situationen i Ukraine behandles ikke af egen drift
09/11/2022DR bragte i oktober måned et indslag i nyhedsudsendelsen ”21 SØNDAG” om blandt andet regeringens beslutning om at øge Danmarks bidrag af våben til Ukraine. Pressenævnet fandt, at spørgsmålet om, hvorvidt DR havde tilsidesat god presseskik ved at bringe indslaget, ikke kunne anses for at være et spørgsmål af væsentlig eller principiel betydning, hvorfor der ikke var grundlag for at tage sagen op til behandling af egen drift.
Kristeligt Dagblad var berettiget til at afvise læserbrev
27/10/2022En person klagede over, at Kristeligt Dagblad ikke bragte hans læserbrev. Da redaktøren som udgangspunkt er berettiget til at redigere mediet og beslutte, hvad man vil bringe, afviste Pressenævnets formand klagen. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at Kristeligt Dagblad flere gange i de senere år havde afvist at bringe personens læserbreve.
Vejle Amts Folkeblad får kritik for at bringe ukorrekt oplysning
14/10/2022Vejle Amts Folkeblad bragte i august måned artikler, hvoraf det blandt andet fremgik, at en 27-årig mand havde kørt spirituskørsel. Manden rettede henvendelse til Vejle Amts Folkeblad med oplysning om, at han ikke havde kørt spirituskørsel, og at han end ikke var sigtet for spirituskørsel. Avisen bragte herefter rettelser, hvor de præciserede, at der var tale om sigtelse for spirituskørsel. Den 27-årige mand klagede til Pressenævnet over, at Vejle Amts Folkeblad havde bragt ukorrekte oplysninger, og at avisen ikke havde foretaget en tilstrækkelig berigtigelse. Nævnet udtalte kritik for at have bragt ukorrekte oplysninger samt for utilstrækkelig berigtigelse. Nævnet udtalte dog ikke kritik af, at avisen havde skrevet, at han var sigtet for spirituskørsel, da denne oplysning var tilvejebragt af politiet, som sædvanligvis må anses for at være en troværdig kilde.
Klage afvises på grund af manglende retlig interesse
14/10/2022DR bragte i oktober måned i et indslag i 21 SØNDAG et interview med den danske forsvarsminister om blandt andet regeringens beslutning om at øge Danmarks bidrag af våben til Ukraine. En person klagede til Pressenævnet over navnlig DRs dækning af regeringens holdning til krigen i Ukraine. Selv om klager oplyste, at han har en personlig interesse i sagen, afviste Pressenævnet at behandle klagen, da klageren ikke var omtalt eller afbildet i udsendelsen, og derfor ikke har retlig interesse.
JP Horsens får ikke kritik for at bringe mailkorrespondance
14/10/2022JP Horsens bragte i juli 2022 en artikel, der omhandlede en politikers bestræbelser på at blive folketingskandidat. I artiklen citerede JP Horsens et uddrag af en intern mailkorrespondance, som politikeren havde haft med en valgkredsformand om et muligt folketingskandidatur. Den omtalte valgkredsformand klagede til Pressenævnet over, at JP Horsens havde bragt et uddrag af denne mailkorrespondance, idet han mente, at dette bl.a. var en krænkelse af privatlivets fred. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at den gengivne del af mailkorrespondancen ikke fremtrådte som værende af privat karakter eller indeholdt oplysninger, som åbenbart kunne forlanges unddraget offentligheden, ligesom oplysningerne ikke var egnede til at krænke klagers personlige anseelse.
Ude og Hjemme får ikke kritik for vinkling af artikel
13/10/2022En person medvirkede i en artikel i Ude og Hjemme om sit liv, herunder om sin opvækst. Inden offentliggørelsen fik personen artiklen til gennemsyn. Personen klagede til Pressenævnet over blandt andet artiklens vinkling, som ifølge hende var en ”offer-fremstilling”, og at hun ikke fik artiklens overskrift til gennemsyn inden offentliggørelsen. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at artiklen ikke indeholdt ukorrekte faktuelle oplysninger, og at personens budskab fra interviewet ikke fremstod forvansket i artiklen. Endvidere fandt nævnet det ikke dokumenteret, at parternes aftale om gennemsyn ligeledes indebar en ret til at få artiklens overskrift til gennemsyn, og udtalte ikke kritik.
Politiken får kritik for misvisende overskrift og underrubrik
13/10/2022Politiken bragte i marts måned en artikel om den ukrainske ambassadørs opfordring til danske selskaber om at indstille samarbejdet med Rusland. Artiklen indeholdt blandt andet en udtalelse fra ambassadøren om, at danske firmaer får ukrainske børns blod på ærmerne, hvis de fortsætter handlen med Rusland. Et dansk selskab klagede til Pressenævnet blandt andet over, at det fremgik af artiklens overskrift og underrubrik, at selskabets produkter solgtes videre i Rusland, og at det efterlod læseren med det fejlagtige indtryk, at ambassadørens udtalelser havde en særlig sammenhæng med selskabet. Pressenævnet fandt, at overskriften og underrubrikken var misvisende og udtalte kritik.
Ritzaus Bureau får ikke kritik for referat af en straffesags afslutning
13/10/2022Ritzaus Bureau udsendte i september 2017 et telegram, som omhandlede Advokatrådets politianmeldelse af en tidligere advokat. Den tidligere advokat blev sigtet for bedrageri. Rigsadvokaten opgav efterfølgende sigtelsen, og Ritzaus Bureau udsendte herefter et telegram herom. Den tidligere advokat klagede til Pressenævnet blandt andet over, at Ritzaus Bureau havde afvist hans anmodning om at bringe omtale af, at han blev definitivt frifundet, idet Rigsadvokatens afgørelse ikke blev omgjort. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandet andet vægt på, at Ritzaus Bureau havde udsendt et selvstændigt telegram i den løbende nyhedsstrøm, og at læserne således havde fået klar mulighed for at blive gjort bekendt med sagens afslutning.
Politiken får kritik for at afvise at bringe tilstrækkelig omtale af en påtaleopgivelse
13/10/2022Politiken bragte i 2017 en række artikler om Advokatrådets politianmeldelse af en tidligere advokat samt en skiftesag om at fratage den tidligere advokats mor, som han var fuldmagtshaver for, rådighed over fællesejet i et uskiftet bo. Den tidligere advokat blev sigtet for bedrageri, og Rigsadvokaten opgav efterfølgende sigtelsen. Skiftesagen blev afsluttet uden kritik af morens dispositioner under det uskiftede bo. Politiken indsatte herefter noter om påtaleopgivelsen i slutningen af artiklerne på netavisen. Den tidligere advokat klagede til Pressenævnet over, at Politiken havde afvist hans anmodning om at bringe omtale af påtaleopgivelsen og skiftesagens afslutning. Pressenævnet udtalte kritik af Politiken for at have afvist at bringe tilstrækkelig omtale af påtaleopgivelsen. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at Politiken havde bragt en omfattende dækning af politianmeldelsen, og at omtalen af sagens afslutning ikke blev bragt som en selvstændig artikel i den løbende nyhedsstrøm. Nævnet fandt, at omtalen i forhold til skiftesagen ikke kunne henføres under de vejledende regler for god presseskik punkt C.3 og udtalte ikke kritik på dette punkt.
Ikke kritik af Berlingske for kritisk omtale af iværksætter
13/10/2022Berlingske bragte i juni måned en artikel, som indeholdt kritisk omtale af en iværksætter og hendes CV. Iværksætteren klagede til Pressenævnet over, at artiklens overskrift og underrubrik var faktuelt forkerte, og at Berlingske ikke havde udvist tilstrækkelig kildekritik. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at omtalen havde dækning i de faktiske forhold, og at det fremgik klart af artiklen, hvor oplysningerne stammede fra.
NORDJYSKE får ikke kritik for omtale af privat grusvej
12/10/2022I en artikel fra juni måned omtalte NORDJYSKE en privat grusvej i et naturområde. Ejerne af grusvejen klagede til Pressenævnet over, at artiklen indeholdt ukorrekte oplysninger. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at den påklagede formulering lå inden for mediets redigeringsret.
Tidligere CS:GO-spiller får ikke slettet navn på HLTV.org
12/10/2022En person, som oplyste ikke længere at være aktiv CS:GO-spiller, klagede til Pressenævnet over, at hjemmesiden HLTV.org, der bringer nyheder og statistik om e-sporten Counter-Strike: Global Offence (CS:GO), havde afvist hans anmodning om at få slettet sit navn fra en spillerprofil på hjemmesiden.
HLTV.org er alene anmeldt til Pressenævnet efter lov om massemediers informationsdatabaser, og personens anmodning blev derfor behandlet efter denne lov. Pressenævnet fandt, at personens navn hverken kunne betegnes som følsomt eller privat, ligesom navnet ikke kunne siges at vedrøre personens rent private forhold. Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at pålægge HLTV.org at slette navnet.
Lokalavisen Favrskov får ikke kritik for omtale af nabokonflikt
12/10/2022Lokalavisen Favrskov bragte i juni måned en artikel om en nabokonflikt. En person klagede til Pressenævnet blandt andet over, at omtalen og et hertil bragt billede krænker hans privatliv, og at han ikke havde fået forelagt artiklens indhold forud for offentliggørelsen. Under Pressenævnssagen gav parterne modstridende forklaringer om, hvorvidt avisen havde forsøgt at kontakte klageren. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at klageren ikke var omtalt ved navn, og at det anvendte billede ikke viste forhold, der i sig selv kan anses for krænkende for ham. Nævnet lagde endvidere til grund, at avisen på flere forskellige måder havde forsøgt at indhente klagerens kommentarer inden offentliggørelsen.
NORDJYSKE får kritik for utilstrækkelig forelæggelse
29/09/2022NORDJYSKE bragte i april måned en artikel om en tidligere elev på en efterskole, som var blevet bortvist fra skolen. I artiklen udtalte den omtalte elevs forældre sig om deres oplevelse med bortvisningen, hvor de fremkom med nogle beskyldninger mod skolens daværende forstander. Den omtalte forstander klagede til Pressenævnet blandt andet over, at han ikke var blevet forelagt forældrenes beskyldninger. Pressenævnet fandt, at NORDJYSKE ikke på tilstrækkelig vis havde forelagt alle beskyldningerne inden offentliggørelsen af artiklen, og nævnet udtalte derfor kritik.
Kritik for at bringe citat
29/09/2022Fredericia Dagblad bragte i juni måned en artikel om etablering af indkørsler i forbindelse med opførelsen af et nyt villakvarter. Et forslag gik på at etablere veje på tredjemands grund, og avisen kontaktede derfor ejeren af grunden. Selv om ejeren modsatte sig brugen af citat, indeholder artiklen et citat fra ejeren. Ejeren klagede til Pressenævnet. Nævnet fandt, at Fredericia Dagblad ikke havde godtgjort, at der forelå en aftale om, at ejeren ville citeres i artiklen, og udtalte kritik.
Ikke kritik af Kontant-udsendelse på DR
28/09/2022DR bragte i januar 2022 forbrugerprogrammet Kontant. I programmet medvirkede en række kunder, der var utilfredse med en kommissionssælgers håndtering af handler med brugte biler. Kommissionssælgeren klagede til Pressenævnet blandt andet over, at udsendelsen indeholdt forkert information, der ikke var blevet efterprøvet, og at redigeringen af programmet stillede ham i et dårligt lys. Pressenævnet fandt, at omtalen havde tilstrækkelig dækning i de faktiske forhold, og at præsentationen og omtalen af forløbet lå inden for mediets redigeringsret. Nævnet lagde herudover også vægt på, at kommissionssælgeren havde fået mulighed for at forholde sig til kritikken.
TV 2 Nord får ikke kritik for kritisk omtale af neurolog
26/09/2022I en række artikler bragt i marts 2022 omtalte TV 2 Nord en neurologs ageren i forbindelse med en forsinket diagnosticering af en patient, herunder Patienterstatningens afgørelse om erstatning. Patienten var ansat som producerassistent hos TV 2 Nord. Den omtalte neurolog klagede til Pressenævnet blandt andet over TV 2 Nords vinkling, og at TV 2 Nord ikke havde udvist tilstrækkelig kildekritik. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at neurologens afvisning af kritikken fremgik af omtalen, at TV 2 Nord i artiklerne havde gjort opmærksom på, at patienten var ansat hos TV 2 Nord, og at patienten ingen ansættelsesmæssige beføjelser havde i forhold til journalisten til artiklerne eller redaktøren af TV 2 Nord.
Altinget får kritik for manglende forelæggelse
22/09/2022Altinget bragte i juni måned en artikel om arbejdsmiljøet i en forening, efter en række tidligere ansatte og bestyrelsesmedlemmer i et åbent brev fra marts måned havde kritiseret arbejdsmiljøet. I omtalen indgik en udtalelse fra et medlem af Socialudvalget i en kommune, som ville stille en række spørgsmål til Socialforvaltningen om kommunens samarbejde med foreningen. Foreningen klagede til Pressenævnet blandt andet over, at artiklen indeholdt ukorrekte oplysninger, og at foreningen ikke havde fået forelagt oplysningerne om de politiske reaktioner. Pressenævnet fandt, at oplysningerne havde en sådan karakter, at de burde være forelagt for foreningen inden offentliggørelsen af artiklen, og nævnet udtalte derfor kritik.
Altinget får ikke kritik for brug af skjult lydoptagelse
22/09/2022Altinget bragte i juni måned en artikel om arbejdsmiljøet i en forening, efter en række tidligere ansatte og bestyrelsesmedlemmer i et åbent brev fra marts måned havde kritiseret arbejdsmiljøet. I artiklen var der bragt dele af en skjult lydoptagelse fra slutningen af 2020, hvor foreningens daværende bestyrelsesformand, nu menigt medlem af bestyrelsen, udtalte sig kritisk om foreningens direktør. Foreningen og den daværende bestyrelsesformand klagede til Pressenævnet over, at lydoptagelsen var bragt uden deres samtykke. Pressenævnet fandt efter en samlet vurdering, at offentliggørelsen af den skjulte lydoptagelse var berettiget. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at lydoptagelsen er anvendt til at illustrere den daværende bestyrelsesformands kendskab til arbejdsmiljøproblemerne i foreningen, som havde aktuel samfundsmæssig interesse, og at Altinget forud for offentliggørelsen havde forsøgt at få de pågældende oplysninger bekræftet hos den daværende bestyrelsesformand.