3. Udenlandsk sendetilladelse – Ofcom

Pressenævnet har igen i år afvist en klage over TV 3, der ikke har dansk sendetilladelse, men som sender danske programmer via satellit fra udlandet.
I sag 11-70-00136 klagede en person over udsendelsen ”Redningskvinder” på TV 3, da der blev vist optagelser fra en bilulykke, som klager havde været involveret i. Da TV 3 ikke har indenlandsk sendetilladelse og derfor ikke er omfattet af medieansvarsloven, jf. lovens § 1, nr. 2, har Pressenævnet ikke kompetence til at behandle klagen. Klagen blev derfor afvist.
Tv-foretagender, der ikke sender under dansk sendetilladelse, falder uden for medieansvarslovens område og Pressenævnets kompetence. Klager over tv-udsendelser sendt med udenlandsk tilladelse bliver derfor afvist af Pressenævnets formand, uden at indholdet af klagen realitetsbehandles.
De tv-stationer, nævnet har modtaget klager over, er TV 3 Danmark og SBS TV, der begge sender fra Storbritannien. Udsendelserne offentliggøres på kanalerne TV 3, TV 3+ og TV 3 Plus samt Kanal 4, Kanal 5, 6’eren og Voice TV.
Medieforetagenderne sender med en licens fra den britiske tilsynsmyndighed Office for Communications (Ofcom). Ønsker man at klage over indholdet af et tv-program, skal man derfor rette henvendelse til Ofcom inden 20 arbejdsdage efter, at programmet er bragt. En nærmere beskrivelse af, hvordan man kan klage til Ofcom, findes på myndighedens hjemmeside:
https://consumers.ofcom.org.uk/tell-us/tv-and-radio/a-specific-programme/

Del på sociale medier ved at klikke her: