1.9. Virkningstidspunktet vedr. anmeldelse efter medieansvarsloven § 8

Visse medier – herunder hjemmesider – skal for at være omfattet af medieansvarsloven indgive anmeldelse til Pressenævnet, jf. medieansvarsloven § 8, stk. 1, jf. § 1, nr. 3. Pressenævnet har behandlet to klagesager (sag 2006-6-399 og sag 2006-6-405/406), hvor offentliggørelsen af det påklagede forhold var sket, inden mediet var anmeldt til Pressenævnet efter medieansvarsloven § 8. Klagebrevene til Pressenævnet var imidlertid modtaget efter anmeldelsestidspunktet, hvorefter Nævnet behandlede klagerne.
I sag 2006-6-399 var der klaget over artikler bragt på www.journalisten.dk den 17. august 2006. Hjemmesiden blev anmeldt til Pressenævnet den 18. september 2006, jf. medieansvarsloven § 8, stk. 1, hvorefter mediet var omfattet af medieansvarsloven, jf. lovens § 1, nr. 3. Klagebrevet blev modtaget i Pressenævnet den 6. oktober 2006 – efter anmeldelse af hjemmesiden. Da www.journalisten.dk var anmeldt på tidspunktet for klagens modtagelse, realitetsbehandlede Nævnet klagen.
I sag 2006-6-405/406 var der klaget over offentliggørelse af videoklip på www.avisen.dk den 6. oktober 2006. Hjemmesiden blev anmeldt til Pressenævnet den 18. oktober 2006, jf. medieansvarsloven § 8, stk. 1. Klagebrevet blev modtaget i Pressenævnet den 19. oktober 2006 – efter anmeldelsen af hjemmesiden. Nævnet realitetsbehandlede klagen.
Sagerne er omtalt nedenfor under punkt D.2.

Find hele årsberetningen her

Del på sociale medier ved at klikke her: