4. Klage fra en ophørt forening
En forening har den fornødne retlige interesse i at få realitetsbehandlet en sag for Pressenævnet, når sagen angår oplysninger om foreningen eller omtale, hvorved foreningen kan identificeres.
Hvis foreningen er ophørt, er der to problemstillinger:
Kan nævnet fortsætte sagsbehandlingen og afgøre en sag i realiteten, hvis foreningen er ophørt efter at have indgivet klage til nævnet, men inden afgørelse er truffet, og hvem kan i givet fald repræsentere foreningen i det videre forløb?
Kan der – og i givet fald af hvem – indgives klage, hvis foreningen var ophørt, da oplysningerne eller omtalen blev offentliggjort?
I to sager, der er afgjort ved kendelser af 23. maj 2002, var der anledning til at overveje disse problemstillinger. Sagerne angik en artikel bragt i 2001 med omtale af en forening, der var opløst i 1996. Foreningens tidligere næstformand klagede på foreningens vegne dels over tilsidesættelse af god presseskik (sag nr. 120/2001), dels over undladelse af at bringe genmæle (sag nr. 25/2002). Begge klager blev afvist. Næstformanden klagede desuden på egne vegne og på vegne af en fortsat eksisterende forening. Disse klager blev realitetsbehandlet.
Der er flere grunde, der taler for, at man ikke ganske skal afvise, at krænkelse af en forening kan påtales af andre efter dens ophør, uanset om der er tale om tilsidesættelse af god presseskik eller krav om genmæle.
Den præventive effekt af reglerne om god presseskik svækkes, hvis overtrædelse ikke kan forfølges, blot fordi foreningen efterfølgende ophører. Der synes at være en klar parallel til, at strafansvaret for ærekrænkelse ikke bortfalder ved den krænkedes død. Når en forening kan have den fornødne retlige interesse i at få realitetsbehandlet en sag, må en forenings eftermæle tillige nyde beskyttelse således, at en forening efter sit ophør – ligesom en person efter sin død – kan påføres skade ved offentliggørelse af urigtige oplysninger.
Adgangen til at påtale en krænkelse af en afdød person eller en ophørt forening indebærer en fravigelse af almindelige regler om retlig interesse, hvilket i sig selv taler for en snæver afgrænsning af kredsen af berettigede.
I tilfælde, hvor en afdøds ære krænkes, anses de efterladte for forurettede. Dette forudsætter en personlig og stærk tilknytning mellem den forurettede efterladte og den krænkede afdøde. Dette må også være et krav, hvor det drejer sig om en ophørt forening, både i sager om god presseskik og om genmæle. En sådan personlig og stærk tilknytning vil kun undtagelsesvis forekomme. Som eksempel kan måske nævnes tilfælde, hvor en sag om en ophørt forening rejses af en person, der som stifter, bestyrelsesformand eller et langvarigt og omfattende virke for foreningen har en personlig og stærk tilknytning til den, således at han – som det udtrykkes i daglig tale – opfatter den som ”sit barn”.
På denne baggrund har nævnet på et plenarmøde vedtaget følgende retningslinjer for praksis vedrørende adgangen til at klage på vegne af en ophørt forening:
1. Hvis omtalen af foreningen har været bragt, inden foreningen ophørte, eller kort tid derefter og i anledning af ophøret, kan de tegningsberettigede, der inden ophøret var berettiget til at handle på foreningens vegne, indgive og opretholde en klage.
2. I andre tilfælde, hvor omtalen har været bragt, efter at foreningen var ophørt, afvises klagen, medmindre den er indgivet af en person, der har en sådan personlig og stærk tilknytning til den ophørte forening, at den kan sidestilles med de nærmeste pårørende til en afdød person.
Retningslinjerne gælder både klage over tilsidesættelse af god presseskik og anmodning om genmæle. Tilsvarende retningslinjer vil være udgangspunktet for sager vedrørende andre juridiske personer.