4. Ingen sager af egen drift
Pressenævnet har kun én gang optaget en sag af egen drift, jf. omtalen heraf i årsberetningen for 1997, side 5-6 (“Kronprinssagerne”).
I anledning af, at Ekstra Bladet og Se og Hør i august 1999 bragte nogle billeder af kronprinsen sammen med nogle andre personer taget under private former, modtog Pressenævnet adskillige forespørgsler fra medierne om, hvorvidt Pressenævnet overvejede at benytte hjemlen i medieansvarslovens § 44, stk. 2, til at tage sagen op af egen drift. I en pressemeddelelse af 23. august 1999 udtalte Pressenævnet:
“Pressenævnets ordinære medlemmer har drøftet, om nævnet i medfør af medieansvarslovens § 44, stk. 2, bør tage en sag op af egen drift over for de medier, der den 12. august 1999 og senere har offentliggjort billeder af Kronprins Frederik og andre personer, der er taget, mens disse befandt sig under private forhold.
Nævnets flertal (seks af de otte) har besluttet ikke at tage sagen op. På baggrund af nævnets afgørelser af 3. september og 15. oktober 1997 (i de tidligere “Kronprinssager”) finder disse medlemmer, at den sag, der nu foreligger, ikke er af en sådan væsentlig og principiel betydning, at der er grundlag for at optage den til behandling.”