1.2. Elektroniske debatfora
Inden for de seneste år er der sket udbredelse af elektroniske debatfora, hvor udefrakommende kan skrive uredigerede debatindlæg. Det kan enten være ”rene” debatfora eller debatfora, der er knyttet til en hjemmeside med redigeret nyhedsformidling. Det sker undertiden, at brugere på debatsiden fremkommer med udtalelser, der er injurierende eller på anden måde krænkende. I visse tilfælde har medierne helt eller delvist fjernet sådanne indlæg fra debatsiderne, men undertiden har indlæggene givet anledning til klage til Pressenævnet.
Det er Pressenævnets opfattelse, at debatsider, hvor udefrakommende kan skrive uredigerede debatindlæg, ikke er omfattet af medieansvarsloven, idet der ikke er tale om redigeret envejskommunikation. Pressenævnet vil derfor i sådanne tilfælde afvise en klage over indlæg på debatsiden. I tilfælde, hvor et debatforum er knyttet til en hjemmeside med redigeret nyhedsformidling, gælder dette kun indlæg på selve debatsiden, idet den redaktionelle del af hjemmesiden er omfattet af medieansvarsloven. At en redaktionel medarbejder på egen hånd skriver indlæg til debatsiden, kan efter nævnets opfattelse ikke føre til en anden vurdering af debatsiden.
Foretagender, der periodisk udbreder nyhedsformidling, som kan sidestilles med de periodiske skrifter og tv-medier, der er omfattet af medieansvarsloven, kan frivilligt anmelde sig til Pressenævnet og er da omfattet af loven, jf. medieansvarslovens § 8, stk. 1, og § 1, nr. 3. Denne mulighed anvendes også af internetmedier, der driver debatfora. Ved modtagelsen af anmeldelsen undersøger nævnet ikke, om foretagendet alene driver et debatforum, der efter virksomhedens karakter ikke er omfattet af loven, og nævnet registrerer således anmeldelserne uden at foretage prøvelse af, om betingelserne for anmeldelse er opfyldt, hvilket anmelderen får besked om, når nævnet bekræfter anmeldelsen. Nævnet vil fortsat følge denne praksis.