En forening har klaget over en udtalelse fremført af en person i et direkte radioprogram på DR P1. Personen fortalte om en episode, som angiveligt fandt sted for 25 år siden, hvor hun blev befamlet af personer med tilknytning til Hells Angels. Pressenævnet finder ikke, at radioværten burde have grebet ind under udsendelsen og udtaler ikke kritik. Under hensyn til, at personens udtalelse ikke anses at være egnet til at påføre den danske forening Hells Angels en skade af betydning, er foreningen heller ikke berettiget til et genmæle.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse:
[Person A]s klageberettigelse
Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet.
[Person A] har oplyst, at han var medlem af Hells Angels i Danmark i 1990 og på tidspunktet for den omtalte hændelse på Roskilde Festival. I de år deltog han jævnligt i festivalen. Der er ikke oplysninger om, at [Person A] skulle have deltaget i det beskrevne optrin, og under hensyn til, at der i radioprogrammet ikke henvises til konkrete medlemmer af Hells Angels, eller at motorcykelklubben på anden måde ikke nærmere er afgrænset end ”HA’ere”, finder nævnet, at [Person A] ikke kan anses for at have en sådan direkte, væsentlig og individuel retlig interesse i, at hans klage kan behandles.
Hells Angels’ partsevne
Hells Angels har fremlagt vedtægter af 14. februar 2015 for foreningen ”Hells Angels MC Denmark” for Pressenævnet. Heraf fremgår det, at klubben har et formål og en medlemsliste, og at formanden er tegningsberettiget. Pressenævnet finder, at klubben herefter må anses som en forening, der over for omverdenen kan handle på medlemmernes vegne dels i forhold til disse, dels i forhold udadtil. Pressenævnet finder herefter, at klagen efter omstændighederne kan realitetsbehandles, selv om foreningen er stiftet langt senere end den episode, der blev omtalt i programmet på DR, og uanset, at den påklagede udtalelse ikke specifikt angår den danske forening, men også kan angå Hells Angels fra andre lande, der ikke er medlemmer af ”Hells Angels MC Denmark”.
Sagen behandles således for så vidt angår Hells Angels Motorcycle Club Denmark.
God presseskik
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkt A.1.
P1 Debat er et debatprogram og fremstår også efter sit indhold som et sådant. I debatprogrammer tillades – ligesom i lederartikler og debatindlæg – en højere grad af frisprog end i nyhedsprogrammer og reportager. Det er sædvanligt, at deltagerne fremkommer med udtalelser, hvormed de tilkendegiver deres vurderinger af og holdninger til et givent forløb. Programmet P1 Debat er endvidere en direkte udsendelse, hvor der deltager debattører, som er inviteret i studiet for et drøfte et nærmere fastlagt emne.
I disse tilfælde gælder medieansvarslovens § 20, hvorefter den, der fremsætter en udtalelse i en direkte udsendelse, er ansvarlig for udtalelsens indhold efter lovgivningens almindelige regler.
Pressenævnet finder, at [Person C]s udtalelser om en episode under en Roskilde Festival for 25 år siden, hvor personer med tilknytning til Hells Angels angiveligt skulle have befamlet hende, kan være krænkende for medlemmer af foreningen, selv om der er tale om en upræcis beskrivelse uden nævnelse af konkrete personer.
[Person C] har som deltager i et debatprogram gengivet en personlig oplevelse i et direkte program, hvor det ikke kan lægges til grund, at radioværten havde mulighed for at forudsige, at [Person C] ville komme med denne udtalelse. Pressenævnet finder endvidere, at programværten ved at henvise til [Person C]s eksempel under udsendelsen alene har inddraget et synspunkt i debatten, og at programværten derved ikke kan anses for at have taget stilling til rigtigheden af fortællingen.
Pressenævnet finder herefter ikke grundlag for at udtale kritik af DR for ikke at gribe ind over for udtalelsen under den direkte udsendelse.
Genmæle
Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.
DR har tilkendegivet, at de ikke har dokumentation for ovennævnte udtalelse. Pressenævnet finder, at udtalelsen må anses for en beskyldning af faktisk karakter. Udtalelsen angår imidlertid en episode, der ligger mange år tilbage i tiden, som det ikke nu er muligt at tilvejebringe nærmere oplysninger om. Udtalelsen nævner endvidere ikke konkrete personer. Udtalelsen er heller ikke rettet direkte mod den danske forening Hells Angels eller medlemmer af foreningen. Hertil kommer, at Hells Angels bemærkninger allerede er indsat til radioudsendelsen på dr.dk og DRs Facebook-side.
Udtalelsen findes på denne baggrund ikke at være egnet til at påføre den danske forening Hells Angels en sådan skade af betydning, at foreningen er berettiget til at få bragt et genmæle.
Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase: Sag nr. 16-70-00920.