En person har klaget over TV 3’s udsendelse ”Helvedes Hus”, da udsendelsen ifølge klager indeholder forkerte og skadelige oplysninger om hans virksomhed. Da TV 3 ikke har dansk sendetilladelse, er tv-kanalen ikke omfattet af medieansvarsloven. Pressenævnet har derfor ikke kompetence til at behandle klagen, som dermed afvises.

Pressenævnets formand udtaler:
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at tv-kanaler skal være under dansk sendetilladelse for at være omfattet af medieansvarsloven og derved Pressenævnets kompetence, jf. medieansvarsloven § 1, nr. 2.
Ifølge Pressenævnets oplysninger sender TV 3 med en licens fra den britiske tilsynsmyndighed Office for Communications (Ofcom). Da TV 3 ikke har dansk sendetilladelse, er kanalen ikke omfattet af medieansvarsloven, jf. lovens § 1, nr. 2, og Pressenævnet har ikke kompetence til at behandle klagen over udsendelsen på TV 3.
Klagen afvises derfor i medfør af medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 1.
Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase: Sag nr. 16-70-00965.

Del på sociale medier ved at klikke her: