Nordjyske Medier skrev ”Hotelejerforening på St. Restrup er erklæret konkurs”. Artiklen var illustreret af et foto af klager, hvilket han finder vildledende. Da han var formand for foreningen, mens sagen stod på, udtaler Pressenævnet ikke kritik.

 

Pressenævnets begrundelse og afgørelse:
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkterne A.1 og A.3.
Pressenævnet har efter [Klager 2]s egen oplysning herom lagt til grund, at han var formand for Hotelejerforeningen i det tidsrum, hvor afskedigelsessagen foregik (efteråret 2013).
Pressenævnet finder det på den baggrund berettiget, at Nordjyske Medier lod [Klager 2] afbilde og omtalte ham i forbindelse med sagen om opsigelse af en medarbejder i foreningen. Som formand for foreningen var [Klager 2] foreningens ansigt udadtil, og han må derfor acceptere at blive sat i forbindelse med en retssag, som foreningen var part i, og hvis sagsgenstand stammer fra et tidspunkt, hvor han var formand for foreningen.
For så vidt angår [Klager 1], finder Pressenævnet, at hendes navn udelukkende er nævnt i sammenhæng med adressesammenfaldet mellem Hotelejerforeningen og den af [Klager 2] og [Klager 1] ejede ejendom. I artiklen fremgår det tydeligt, at det er [Klager 2], der har været involveret i Hotelejerforeningen, mens [Klager 1] ikke nævnes i denne sammenhæng, ligesom det ikke anføres i artiklen, at [Klager 1] skulle have haft noget at gøre med sagen om afskedigelsen eller retssagen herom.
Oplysningen i artiklen om adressesammenfaldet mellem Hotelejerforeningen og hotel- og konferencecenter [Konferencecenter] er en faktuel oplysning, der er dokumenteret ved bl.a. Statstidendes meddelelse om konkursdekretet over Hotelejerforeningen og ved udskriften af dommen i den omtalte retssag. Oplysningen er med til at tegne et billede af [Klager 2]s virksomhed, og Pressenævnet finder ikke, at denne oplysning i artiklen giver grundlag for en antagelse om, at den pågældende medarbejder i Hotelejerforeningen eller selve foreningen skulle have noget med virksomheden på St. Restrup at gøre.
Endelig finder Pressenævnet ikke, at Nordjyske Mediers bemærkning om, at det ikke havde været muligt at skaffe [Klager 2]s kommentar i sagen, er forkert, idet der ikke reelt var noget indhold i [Klager 2]s kommentar om, at han ikke havde noget med sagen at gøre.
Pressenævnet finder herefter ikke grundlag for at udtale kritik af Nordjyske Medier.

Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase: Sag nr. 14-70-00718.

 

Del på sociale medier ved at klikke her: