Berlingske Business og business.dk skrev i artiklen ”Investorerne på sisyfosarbejde”, at en navngiven finansmand var gået ned med Hafnia Bank. Finansmanden har aldrig været ansat i Hafnia-koncernen og er aldrig ”gået ned med en bank”. Pressenævnet kritiserer avisen for ikke at kontrollere oplysningerne tilstrækkeligt.

 

Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

Pressenævnets kompetence
Det er Pressenævnets opfattelse, at debatsider, hvor udefrakommende kan skrive uredigerede debatindlæg, som udgangspunkt ikke er omfattet af medieansvarsloven, idet der er tale om uredigeret envejskommunikation.
Af hjemmesiden business.dk fremgår det, at ”Investorerne på sisyfos-arbejde” er skrevet på en blog. Indlægget er imidlertid skrevet af og på finansjournalistens faste blog på Berlingske Business. Der er således tale om et indlæg fra en af mediets tilknyttede medarbejdere – ikke et uredigeret, udefrakommende indlæg. Klagen over blogindlægget realitetsbehandles.

 

God presseskik
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, der kan være krænket, jf. punkt A.1 og A.3.
Pressenævnet finder – som erkendt af Berlingske – at der i indlægget ”Investorerne på sisyfos-arbejde” den 3. maj 2014 blev bragt forkerte og krænkende oplysninger om [Klager]. Fejlen kunne have været undgået, såfremt Berlingske havde kontrolleret oplysningerne tilstrækkeligt inden offentliggørelse, herunder eventuelt ved forelæggelse for [Klager].
Pressenævnet udtaler kritik af Berlingske for ikke at kontrollere oplysningerne tilstrækkeligt.

 

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktørens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne får mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.7.
På business.dk er artiklen blevet rettet, så de forkerte oplysninger ikke længere fremgår af artiklen, hvilket er hensigtsmæssigt for nye læsere. Læsere af den oprindelige artikel uden berigtigelsen kan imidlertid ikke forventes på ny at klikke ind på artiklen og på den måde blive gjort bekendt med berigtigelsen. Disse læsere har således ikke fået tilstrækkelig mulighed for at blive opmærksomme på berigtigelsen, som derfor burde have været bragt særskilt på websitet som en nyhed med samme placering som den oprindelige artikel. Pressenævnet udtaler kritik af Berlingske for ikke at gøre tilstrækkelig opmærksom på rettelsen på hjemmesiden business.dk.
Under hensyn til, at forholdet er behørigt berigtiget i papirudgivelsen af Berlingske Business, pålægges avisen ikke offentliggørelse i medfør af medieansvarslovens § 49.

I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af business.dk at offentliggøre følgende:

”[rubrik]
Pressenævnet kritiserer Berlingske for omtale af direktør

[underrubrik]
Der var alvorlige fejl i artiklen ”Investorerne på sisyfosarbejde”, der blev bragt på business.dk. [Klager] har ikke været direktør i Hafnia Bank.

[tekst]
Finansmanden [Klager] blev i maj omtalt i en artikel, som om han som direktør ”var gået ned” med Hafnia Bank.
Det er forkert.
[Klager] har aldrig været direktør for en bank, og han er aldrig ”gået ned med en bank”.
Han har aldrig været ansat i hverken Hafnia Bank eller Hafnia-koncernen. Han har været direktør i Baltica Finans.
Pressenævnet kritiserer Berlingske Business for ikke at kontrollere oplysningerne tilstrækkeligt, inden de blev bragt.
Berlingske Business rettede fejlene på business.dk, men Pressenævnet finder ikke, at man gjorde tilstrækkelig opmærksom på rettelsen.
Pressenævnet kritiserer Berlingske Business for ikke at skrive en synlig rettelse på business.dk som en særskilt nyhed med samme placering som den oprindelige artikel.
Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”

Pressenævnet bemærker, at nævnet i sin årsberetning for 2005 præciserede praksis vedrørende offentliggørelse på internettet. En kendelse bør bringes i mediet i en periode, der svarer til den tid, i hvilken den påklagede artikel har været bragt.
Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase: Sag nr. 14-70-00653.

Del på sociale medier ved at klikke her: