Ugebrevet skriver om [Klager 1] og [Klager 2] uden at give dem mulighed for at svare på beskyldningerne. Da Ugebrevet ikke kan dokumentere oplysningerne i artiklerne fra henholdsvis september og oktober 2012, får klagerne ret til genmæle.

 

Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

Forelæggelse
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, oplysningerne vedrører. Hertil kommer, at det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer, jf. punkterne A.1, A.3 og A.5.
Pressenævnet finder, at en del af oplysningerne bragt i de påklagede artikler kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Klager 1] og [Klager 2], hvorfor de skulle have været efterprøvet i særlig grad, først og fremmest ved forelæggelse for [Klager 1] og [Klager 2].

 

Artiklerne den 30. september
Sådan som sagen foreligger oplyst lægger nævnet til grund, at [Klager 1] og [Klager 2] ikke har fået forelagt oplysningerne bragt i artiklerne fra den 30. september 2012 inden offentliggørelsen.
Pressenævnet udtaler på denne baggrund kritik af Økonomisk Ugebrev for ikke at have forelagt [Klager 1] og [Klager 2] oplysningerne i artiklerne fra den 30. september 2012 inden offentliggørelse.

 

Artiklen den 7. oktober
I perioden mellem publiceringerne den 30. september 2012 og den 7. oktober 2012 har Økonomisk Ugebrev været i dialog med [Klager 1] og [Klager 2]. I artiklen den 7. oktober 2012 blev bragt en tekstboks, hvoraf [Klager 1]s holdning med hensyn til den tidligere fremsatte påstand om, at kun hver 6. venturekrone går til nyinvesteringer i nye danske virksomheder fremgik.
På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for nævnet, har nævnet ikke mulighed for at tage stilling til, hvorvidt Økonomisk Ugebrev har udeladt visse dele af kommentarerne fra [Klager 1] og [Klager 2] givet under dialogen, som angiveligt har været mellem parterne imellem publiceringerne.
Pressenævnet udtaler derfor ikke kritik af Økonomisk Ugebrev for ikke at have forelagt [Klager 1] og [Klager 2] oplysningerne i artiklen den 7. oktober 2012 inden offentliggørelse.

 

Genmæle
I medfør af medieansvarslovens § 36, stk. 1, skal anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

 

Påstand om, at kun 1/6 eller hver sjette krone investeres i danske virksomheder
Pressenævnet finder, at der er tale om et generelt udsagn om danske venturefonde baseret på oplysninger, som der er redegjort nærmere for i artiklen. Der er ikke tale om en konkret påstand om fordelingen mellem danske, udenlandske, opfølgnings- og ny investeringer foretaget af [Klager 1] eller [Klager 2], ligesom der ikke i øvrigt i artiklen ses anført noget om, hvor stor andel [Klager 1] eller [Klager 2] investerer i danske virksomheder.
Pressenævnet finder derfor ikke, at denne del af artiklen er af en sådan karakter, at den er egnet til at påføre [Klager 1] eller [Klager 2] økonomisk eller anden skade af betydning. [Klager 1] og [Klager 2] er derfor ikke berettiget til genmæle heroverfor

 

Påstand om at 4 mia. kr. af [Klager 2]s midler stammer fra pensionskasserne
Økonomisk Ugebrev har ikke utvivlsomt dokumenteret påstanden som rigtig. Nævnet lægger vægt på de faktuelle oplysninger, som er fremkommet fra [Klager 1] og [Klager 2] om ejerskab og finansiering af [Klager 2], og som er i overensstemmelse med aftalen om risikovillig kapital af 13. januar 2011, hvorefter hele kapitalen i [Klager 2] tilvejebringes dels ved pensionsselskabernes direkte kapitaltegning, dels indirekte ved pensionsselskabernes tilsagn om lån til [Klager 1], som så giver tilsvarende lånetilsagn til [Klager 2].
Nævnet finder samtidig, at påstanden i artiklen den 30. september 2012 på side 9 er af en sådan karakter, at den er egnet til at påføre [Klager 1] eller [Klager 2] økonomisk eller anden skade af betydning.
[Klager 1] og [Klager 2] er derfor berettiget til genmæle heroverfor.

 

Påstand om fastsættelse af management fees på urimelig vis
Pressenævnet finder, at udtalelsen fremstår som Økonomisk Ugebrevs vurdering og ikke som en faktisk oplysning om fastsættelsen af management fees hos [Klager 1] eller [Klager 2]. Pressenævnet finder derfor ikke, at denne del af artiklen er af en sådan karakter, at den er egnet til at påføre [Klager 1] eller [Klager 2] økonomisk eller anden skade af betydning.
[Klager 1] og [Klager 2] er derfor ikke berettiget til genmæle heroverfor.

 

Påstand om at staten har stillet garanti på én mia. kr.
Pressenævnet finder ikke, at Økonomisk Ugebrev utvivlsomt har dokumenteret påstanden som rigtig.
Nævnet lægger også her vægt på oplysningerne om aftalen om risikovillig kapital af 13. januar 2011. Det fremgår ikke af oplysninger fra [Klager 1] eller [Klager 2], at staten skulle have stillet en garanti på én mia. kr. Det fremgår, at op til 1,25 mia. indbetales af pensionsselskaberne som egenkapital, og at der gives et lånetilsagn på op til 3,75 mia. kr. til [Klager 1]. Der er ikke fremkommet oplysninger, der dokumenterer, at staten skulle have stillet en garanti på én mia kr. overfor pensionsselskaberne. Uagtet at modellen angiveligt giver en betydelig sikkerhed for pensionsselskaberne låneinvesteringer, kan det ikke anses for utvivlsomt rigtigt, at staten har stillet en reel garanti på én milliard kroner for pensionssektorens ventureinvesteringer.
Nævnet finder samtidig, at påstanden er af en sådan karakter, at den er egnet til at påføre [Klager 1] eller [Klager 2] økonomisk eller anden skade af betydning.
[Klager 1] og [Klager 2] er derfor berettiget til genmæle heroverfor.

 

I medfør af medieansvarslovens § 49, jf. retningslinjerne i lovens § 39, er [Klager 1] og [Klager 2] ved henvendelse til den ansvarshavende redaktør af Økonomisk Ugebrev berettiget til at få offentliggjort følgende:

 

”[rubrik]
Kritik af Økonomisk Ugebrev for manglende forelæggelse og misvisende oplysninger
[underrubrik]
Uden at høre [Klager 1]s og [Klager 2]s forklaringer fremsætter Økonomisk Ugebrev i september 2012 misvisende påstand om, at 4 mia. kr. af kapitalen i [Klager 2] stammer fra pensionskasserne. Desuden påstår Økonomisk Ugebrev i en artikel i oktober 2012, at staten har stillet garanti på 1 mia. kr. over for pensionsselskabernes ventureinvesteringer. Dette er ikke dokumenteret. [Klager 1] og [Klager 2] har klaget til Pressenævnet. Nævnet giver Økonomisk Ugebrev kritik for at have bragt en kritisk artikel om [Klager 1] og [Klager 2] i september 2012 uden at give [Klager 1] mulighed for at svare på anklagen. Derudover bragte Økonomisk Ugebrev i artiklen og i en artikel i oktober 2012 oplysninger, der ikke var utvivlsomt rigtige.
Økonomisk Ugebrev kan ikke dokumentere, at visse oplysninger i artiklerne om finansieringsmodel er utvivlsomt rigtige. Da oplysningerne kan skade [Klager 1] og [Klager 2], har Pressenævnet bestemt, at [Klager 1] og [Klager 2] har ret til at få bragt et genmæle:

 

”Økonomisk Ugebrev har i september og oktober 2012 skrevet, at staten har stillet en garanti for én mia. kr. for pensionssektorens ventureinvesteringer, herunder i [Klager 2]. Det er ikke korrekt. Pensionssektoren har investeret 1,2 mia. kr. i [Klager 2] uden nogen garanti fra staten.
Økonomisk Ugebrev har også anført, at 4 mia. kr. ud af den samlede kapital på 5 mia. kr. i [Klager 2] stammer fra pensionskasserne. Det er ikke korrekt. [Klager 2]s samlede kapital er på 4,8 mia. kr. En fjerdedel heraf, svarende til 1,2 mia. kr., er investeret af danske pensionsselskaber. De resterende tre fjerdedele, svarende til 3,6 mia. kr., har [Klager 1] investeret. Samtidig har [Klager 1] optaget et lån hos pensionsselskaberne på samme beløb.

 

[Klager 1] og [Klager 2]
Læs hele kendelsen på www.pressenaevnet.dk”
Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase: Sag nr. 12-70-00354.

Del på sociale medier ved at klikke her: