Klager – en moder – klagede over indslaget ”VENTER PÅ LOV TIL AT SE SINE BØRN” på TV 2.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse:
Det følger af de vejledende regler, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den oplysningerne er krænkende for, jf. punkt A.1 og A.3.
Indslaget ”Venter på lov til at se sine børn” beskriver de problemer, der er for fædre med hensyn til samværsret med deres børn i situationer, hvor de beskyldes for ”falske anklager” om seksuelle overgreb m.v. I den forbindelse omtales [Fader]s sag. Det siges ikke i indslaget, at der i denne sag har været tale om falske anklager. Pressenævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af TV 2 på dette punkt. Nævnet finder dog anledning til at bemærke, at indslaget kan give indtryk af, at der i [Fader]s sag var tale om falske anklager, da det er den eneste konkrete sag, som blev omtalt i indslaget, og at det derfor ville have været i bedst overensstemmelse med god presseskik, om TV 2 mere tydeligt havde fremhævet, at bemærkningerne om falske anklager ikke havde relation til sagen.
Det oplyses i udsendelsen, at den tidligere ægtefælle, [Moder], havde fremført ”beskyldninger om seksuelle overgreb og vold”. På den baggrund er det nærliggende for seeren at antage, at det var [Moder], som indgav politianmeldelse. Det havde derfor været i bedst overensstemmelse med god presseskik, om TV 2 havde gjort det klart, at det var kommunen, som indgav anmeldelsen. Nævnet finder imidlertid, at dette forhold ikke kan begrunde, at der udtales kritik.
Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase: Sag nr. 11-70-00176.

 

Del på sociale medier ved at klikke her: