Klager – en præst – klagede over artikler bragt i Ekstra Bladet. Fristen for klager over tilsidesættelse af god presseskik er 4 uger efter offentliggørelsen i massemediet, jf. medieansvarsloven § 34, stk. 2. Klagen vedrørende artiklerne bragt den 19., 20., 21. og 22. december 2004 er modtaget i Pressenævnet den 19. januar 2005. Klagen er […]

Klager – en præst – klagede over artikler bragt i Ekstra Bladet. Fristen for klager over tilsidesættelse af god presseskik er 4 uger efter offentliggørelsen i massemediet, jf. medieansvarsloven § 34, stk. 2. Klagen vedrørende artiklerne bragt den 19., 20., 21. og 22. december 2004 er modtaget i Pressenævnet den 19. januar 2005. Klagen er derfor indgivet rettidigt i forhold til artiklen den 22. december 2004, men for sent for så vidt angår de tre tidligere artikler. De fire artikler udgjorde en samlet helhed. Det var en reportage, der byggede på bl.a. lyd- og billedoptagelser optaget som led i en situation, der var fingeret som realistisk uden præsentation af journalisten og pressefotografen som journalist og pressefotograf, men som reelt var skabt ved rollespil med deltagelse af en skuespiller. Den gennemførte fremgangsmåde var genstand for omtale også i artiklen, der blev bragt den 22. december 2004. Klagen gik på selve valget af den anvendte fremgangsmåde og indeholdt således ikke kritikpunkter vedrørende forhold, der alene var omfattet af offentliggørelserne den 19.-21. december 2004. Under disse omstændigheder fandt Pressenævnet, at klagen måtte tages under behandling. Om sagens realitet bemærkes: Uanset om det måtte være af almen interesse at afdække, om præster i den danske folkekirke praktiserer dæmonuddrivelser, findes brugen af skjulte lyd – og billedoptagelser ikke at have været nødvendig for at skrive artikelserien, idet klager flere gange havde samarbejdet med journalister og medvirket i interviews og undersøgelser om emnet dæmonuddrivelse. Hertil kom, at det var særdeles betænkeligt for informationens lødighed, at researchen og dokumentationen – som det var sket i den foreliggen-de sag – var baseret på et rollespil, der i betydelig grad var provokerende. Pressenævnet fandt på den baggrund, at Ekstra Bladet havde tilsidesat god presseskik og udtalte sin kritik heraf.

Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase: Sag nr. 2005-6-0161.