En person klagede til Pressenævnet over Jyllands-Postens afvisning af at afindeksere, anonymisere eller slette en artikel fra 2007. Af artiklen fremgik, at klager som 18-årig blev idømt 3 års fængsel for narkotikakriminalitet, efter han som en tjeneste havde forsøgt at smugle narkotika mod at få en rejse med alt betalt til Sunny Beach. Personen henviste i klagen navnlig til, at artiklen påvirkede hans mulighed for at få et arbejde og starte egen virksomhed, ligesom hans nærmeste var påvirkede af, at artiklen fortsat var tilgængelig. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af Jyllands-Posten for at afvise anmodningen om sletning. Nævnet fandt imidlertid efter en samlet vurdering, at det ville have været rimeligt at hindre tilgængeligheden ved at foretage anonymisering af klagers navn i artiklen. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på klagers unge alder, da han i 2007 blev dømt for et forhold, der efter de foreliggende oplysninger måtte anses for enkeltstående, at der var gået mere end 12 år, siden der faldt dom i sagen, samt at klager ikke indtog en betroet eller fremtrædende stilling i samfundet. Nævnet udtalte på den baggrund kritik af Jyllands-Posten.

Hele kendelsen i pdf kan hentes her

Del på sociale medier ved at klikke her: