Medieansvarsloven eller straffeloven
Nævnets kendelse af 19. august 1993 i sag nr. 43/1993, refereret s. 39, har skabt usikkerhed i pressekredse om afgrænsningen af nævnets kompetence efter medieansvarsloven over for domstolenes kompetence til at behandle og påkende overtrædelser af straffeloven og evt. anden lovgivning, f.eks. retsplejeloven.
Bladets redaktør bemærkede således efterfølgende over for nævnet, at han ikke havde fundet anledning til at afvise klagerens påstand om, at billedet i forbindelse med den indklagede artikel skulle være taget fra privat grund, fordi forholdet efter hans opfattelse ikke faldt ind under medieansvarsloven, men henhørte under straffelovens § 264 og derfor alene var undergivet domstolenes kompetence. Redaktøren udtalte endvidere bekymring for, hvorledes Pressenævnets kendelse i et sådant spørgsmål ville kunne bruges i en eventuelt efterfølgende retssag. Endelig efterlyste redaktøren en redegørelse fra nævnet for, i hvilket omfang den journalistiske arbejdsmetode indgår i begrebet “handlemåde” i medieansvarslovens § 34 og hermed også i begrebet “god presseskik”.
Hertil er at sige, at Pressenævnet ikke er kompetent til at tage stilling til – og heller ikke gør det -, om et massemedies handlemåde og/eller indhold i det konkrete tilfælde er strafbart eller ej. En sådan vurdering, der forudsætter en egentlig bevisførelse, henhører alene under domstolenes kompetence. Medieansvarslovens § 34, der suppleres af de af pressen selv vedtagne vejledende retningslinier for god presseskik, er et fra straffeloven forskelligt regelsæt, og det er alene dette regelsæt, som er grundlag for Pressenævnets afgørelser.
Nævnets overvejelser er således udelukkende af presseetisk karakter inden for de af medieansvarsloven fastsatte rammer og derfor ikke præjudicerende for domstolenes afgørelse af, om et påklaget forhold tillige indebærer en straffelovsovertrædelse.
Det fremgår klart af forarbejderne til medieansvarsloven, at de vejledende regler for god presseskik udgør et supplement til straffelovens regler om freds- og ærekrænkelser mv., som vedrører massemedierne. Det kan således meget vel forekomme, at et massemedie i den konkrete situation ikke har begået noget strafbart, men kan kritiseres for at have handlet i strid med god presseskik. Det modsatte kan på den anden side lige såvel være tilfældet, typisk f.eks. ved ærekrænkelser, hvor fornødent sandhedsbevis ikke har kunnet føres for retten, men hvor Pressenævnet ikke har fundet grundlag for at anse massemediets indhold og/eller handlemåde for at være i strid med god presseskik. Der vil også kunne tænkes tilfælde, hvor såvel straffeloven som medieansvarsloven er overtrådt. De to regelsæt kan således undertiden overlappe hinanden. Massemedierne bør her have for øje, at Pressenævnet i sine klagesager alene anlægger en presseetisk vurdering, hvorfor man over for nævnet altid bør redegøre for sin stilling til alle klagepunkter ud fra det presseetiske regelsæt, også selv om et påklaget forhold efter massemediets opfattelse ikke er omfattet af dette regelsæt, men bør bedømmes efter straffeloven eller anden lovgivning.
Medieansvarsloven eller retsplejeloven
Tilsvarende situationer kan opstå i forholdet mellem retsplejelovens regler vedrørende offentlighed i retsplejen, f.eks. §§ 29-31, og de vejledende regler for god presseskik, særligt pkt. B.1 og C.6 og 8. Efter nævnets opfattelse udgør de vejledende regler her et ekstra værn og indeholder en selvstændig beskyttelse i forhold til retsplejelovens regler.