JydskeVestkysten bragte i juli 2023 et læserbrev med et billede efterfulgt af en billedtekst, der vedrørte en navngiven person. I billedteksten omtaltes personen som “højreaktivist”, og det fremgik, at han havde brændt bibler af. Den omtalte person klagede til Pressenævnet over, at han var omtalt som “højreaktivist”, og at det var ukorrekt og agtelsesforringende, at det var omtalt, at han havde brændt en bibel af. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af JydskeVestkysten. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at betegnelsen “højreaktivist” fremstod som JydskeVestkystens vurdering på baggrund af personens ytringer og holdninger i det offentlige rum. Med hensyn til oplysningen om, at han havde brændt bibler af, fandt nævnet, at JydskeVestkysten havde foretaget en behørig berigtigelse, så snart mediet fik kendskab til den fejlagtige oplysning.

Hele kendelsen i pdf kan hentes her

Del på sociale medier ved at klikke her: