I juli måned omtalte Århus Stiftstidende en sag om et byggeri, der havde stået ufærdigt i flere år. Ejeren af ejendommen klagede til Pressenævnet over, at artiklen indeholdt ukorrekte oplysninger og udtalelser fra en tidligere samarbejdspartner, som han ikke var blevet forelagt, samt at mediet ikke havde udvist tilstrækkelig kildekritik. Pressenævnet fandt, at avisen i den konkrete situation ikke havde tilsidesat god presseskik og lagde vægt på, at det for læseren fremgik tilstrækkelig tydeligt, at klager og den tidligere samarbejdspartner var parter i en verserende voldgiftssag, og at begge parters synspunkter var gengivet loyalt. Nævnet fandt videre, at mediet havde givet læserne tilstrækkelig mulighed for at vurdere kildens troværdighed og udtalte ikke kritik.