TV 2 bragte i juni 2019 en artikel, som omhandlede en unavngiven medarbejder i Økonomi- og Indenrigsministeriet og et læk af oplysninger til offentligheden, der har ført til politianmeldelse af den pågældende. Den omtalte blev sigtet for tyveri samt for brud på tavshedspligten. Sigtelsen om brud på tavshedspligten blev opgivet i november 2019, og sigtelsen for tyveri blev opretholdt. I januar 2022 blev den omtalte frifundet for tyveri. Den omtalte klagede til Pressenævnet over, at TV 2 havde afvist hans anmodning om at bringe en opfølgende artikel om påtaleopgivelsen og frifindelsen. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at TV 2 havde bragt en begrænset omtale af politianmeldelsen for brud på tavshedspligten, og at TV 2 havde indsat en opfølgning i begyndelsen af artiklen, så læsere kunne blive gjort bekendt med sagens afslutning. Da TV 2 ikke havde omtalt politianmeldelsen og den efterfølgende sigtelse for tyveri fandt nævnet, at TV 2s afvisning af at omtale frifindelsen for tyveri faldt inden for redaktørens redigeringsret.

Hele kendelsen i pdf kan hentes her

Del på sociale medier ved at klikke her: