I en artikel bragt i januar 2022 omtalte Fyens Stiftstidende politiets anholdelse af otte personer efter forlydender om skyderi i bydelen Vollsmose. Det fremgik af artiklen, at skyderiet ifølge avisens oplysninger var et tilfældigt møde mellem to rivaliserende grupperinger med somaliere fra Vollsmose på den ene side og personer med tilknytning til den såkaldte Korsløkkegruppe på den anden. En organisation klagede til Pressenævnet over, at Fyens Stiftstidende havde fremhævet en grupperings etnicitet som somaliere. Organisationen var ikke selv omtalt eller afbildet i den påklagede artikel. Organisationen er efter det oplyste en interesseorganisation bestående af dansk-somaliere, som repræsenterer personer med somalisk herkomst i Danmark. Organisationens primære formål er at nuancere den ensidige offentlige debat vedrørende somaliere. På denne baggrund og henset til den samfundsmæssige interesse i den konkrete omtale fandt Pressenævnet grundlag for at behandle klagen i forhold til organisationen.
Pressenævnet (flertallet) fandt ikke anledning til at udtale kritik af Fyens Stiftstidende for at omtale etniciteten. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om en faktisk oplysning, der kunne have offentlighedens interesse, at der var tale om samme personkreds, som flere gange havde været i voldelig konflikt, og at oplysningen dermed kunne anses for at være af betydning for lokalområdet i Vollsmose. Et mindretal fandt, at oplysningen om etniciteten ikke havde relevans for den konkrete omtale og fandt grundlag for at udtale kritik.