En partileder klagede til Pressenævnet over Ekstra Bladets omtale af partiets demonstration. Personen klagede over, at omtalen indeholdt ukorrekte oplysninger, og at Ekstra Bladet afviste at bringe et genmæle. Nævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af omtalen og lagde blandt andet vægt på, at omtalen fremstod som mediets subjektive vurdering, samt at de upræcise oplysninger ikke var væsentlige i sammenhængen. Nævnet fandt heller ikke anledning til at udtale kritik af mediet for at afvise at bringe et genmæle.