Til brug for en artikel havde fagbladet Journalisten interviewet en person. Efter interviewet sendte journalisten personens citater til gennemsyn. Under gennemsynet ønskede personen at ændre sine udtalelser. Journalisten ændrede på nogle punkter udkastet, og efter offentliggørelsen af artiklen blev overskriften også ændret. Da citaterne havde dækning og rettelserne i den offentliggjorte artikel var mindre væsentlige, udtalte Pressenævnet ikke kritik.
[Klager] har klaget over artiklen ”»Hvis jeg kun skal tænke på mig selv, får jeg ikke nok for licensen«” bragt på journalisten.dk den 27. oktober 2016, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
Artiklens overskrift er den 5. december 2016 blevet ændret til ”»Jeg så gerne, at DR koncentrerede sig mere om det public service-mandat, de har fået«”.
[Klager] har klaget over, at fagbladet Journalisten i overskriften ”»Hvis jeg kun skal tænke på mig selv, får jeg ikke nok for licensen«” og artiklens tekst har bragt citater i hans navn, som ikke gengiver hans synspunkter korrekt.
1 Sagsfremstilling
Forløbet forud for offentliggørelse
Fagbladets journalist skrev ved mail af 19. september 2016 bl.a. følgende til [Klager]:
”[…]
Mange tak for snakken i solen i sidste uge. Jeg sender dig lige til gennemlæsning så du kan kommentere på eventuelle faktuelle fejl eller misforståelser.
Derudover vil jeg gerne have din alder, dit værelsesnummer og gangnummer/etage, så læserne kan få en fornemmelse af
kollegiet.
Du hører formentlig fra fotografen i løbet af ugen.
Vi sætter stor pris på, at du vil deltage. Det er en kæmpe hjælp.
Mvh Silja
“Jeg ser nok noget DR-indhold omkring en time om ugen. Debatten var nok det sidste jeg så.
I et begrænset omfang synes jeg, at det er vigtigt, at DR findes. De har jo en kulturoplysende funktion. På den måde bør der være mere dokumentar og debat end X-faktor. Hvis DR ikke fandtes tror jeg dog, at nogen ville overtage den rolle, som DR har nu. Det er vigtigt, at der bliver lavet programmer, som gør os klogere på vores historie. Sådan nogle satsninger som 1864, som også prøver at lære os noget og lignende programmer, som også kan bruges i undervisning, synes jeg er fint.
X-faktor synes jeg principielt hører mere hjemme på en privat kanal. Jeg tror det er et indbringende program og derfor er det konkurrenceforvridende, at det er en statslig kanal, der har det på sendefladen.
Hvis jeg kun skal tænke på mig selv får jeg ikke nok for licensen. Jeg synes den skulle være lavere. Det er svært for mig at se, hvad de skulle producere for, at det gav mening for mig.”
[Klager] svarede den 20. september 2016 bl.a. følgende:
”[…]
Jeg indså lidt besynderligt, at jeg egentlig ikke kunne forlige mig med alle mine tidligere svar. Selvom jeg naturligvis også helst så, at jeg blot kunne bekræfte det hele, og på det sæt ville det være løst. Jeg ved ikke, om det dræber artiklens formål, vinkel, etc., men jeg har skrevet et lidt anderledes svar til de spørgsmål, jeg erindrer blev stillet – plus det efterfølgende. Jeg håber ikke, det ødelægger sigtet med interviewet. Lad mig endelig vide, hvis det gør.
(Hvor meget benytter du DR?)
Formentlig en time om ugen.
(Er det vigtigt, at DR eksisterer?/Hvad synes du om DR?)
Danmarks Radio bør rette sig til at varetage et mere kulturkonserverende sigte. Efter udbredelsen særligt af internationalt distribuerede produktioner, må det stå klart, at visse produktioner rettet udelukkende til dansk publikum ser sit indtjeningsgrundlag reduceret. Der optræder en interesse under visse forhold i, på fod med støtte til museer, biblioteker o.l., at støtte foretag af kulturel værdi, som på markedsvilkår – af mangel på bedre ord – ikke ville understøtte sig.
Henset til, at DR er stiftet på og opererer under et public service-mandat, må det følge, at domænet inden for hvilket DR opererer ikke væsentligt fra mandatet: I andet fald forvrides konkurrencen.
Selvom mandatet omfatter at sikre et udbud af underholdning, ser jeg strengt taget ikke noget begrundende hensyn. I forvejen er det min opfattelse, at DR indkøber en del underholdningsproduktioner fra selvstændige produktionsselskaber, til tider ledet af personer med tidligere forbindelse til DR. Det rejser spørgsmål dels om behovet for, at DR overhovedet distribuerer underholdning, dels om et armslængde-princip.
Henset til nyhedsudbuddet kan det formentlig begrundes i hensyn til informationsfrihed i et demokrati, at én udbyder fremstår fri af private interesser. Jeg så gerne et DR med et mere koncentreret mandat, hellere end at optræde som en vilkårlig medieproducent blot med statslig finansiering.
(Får du nok ud af licensen?)
Nej. Det handler dog ikke om mine behov, men om DRs udbud, hvor licensen til sammenligning er mere rimeligt afstemt.
(Synes du, DR skal spare? Hvor?)
DR bør årligt opfylde sit mandat med de tildelte midler. En sparebeslutning bør således ikke være DRs, men politisk funderet. Skulle DR spare, så jeg gerne, selvom det med sikkerhed ligger uden for min forstand, X-Factor flyttet til en anden udbyder.
[…]”
Den 21. september 2016 svarede journalisten bl.a. følgende:
”[…]
Desværre kan jeg jo som journalist ikke bare lade jer skrive svarene selv. Så jeg tager selvfølgelig essensen af det du har rettet med mig, men jeg er nødt til at beholde den ‘taleform’ det er skrevet i. Det håber jeg, at du kan leve med. Når man sender til citatcheck er det for at få rettet faktuelle fejl.
[…]”
Samme dag svarede [Klager] følgende:
”[…]
I det konkrete drejer det sig om, at jeg ikke har holdninger til enkelte udsendelser, 1864 eller X-factor. Jeg er hverken smagsdommer, filmanmelder, eller af det synspunkt, at min vurdering skal bestemme indholdet i sendefladen. Det harmonerer ikke særlig vel med andet afsnit. I stedet synes jeg, at visse principper burde være styrende for indholdet, hvilket jeg senere søgte at forklare i det, jeg skrev. De principper stemmer ikke fuldstændig overens med public service-forpligtelsen.
At X-factor bør sendes hos anden udbyder skyldes ikke (alene), at det er indbringende, men at det ikke omfattes af min tanke om public service-forpligtelsen.
Sidst kan jeg ikke forestille mig at svare, at licensen handler om, hvad jeg selv får ud af det. Desuden synes jeg ikke nødvendigvis, at den skulle være lavere.
Det er altså min overordnede tanke, at den interviewede bedre kunne være en hvem som helst anden.
Jeg beklager, at det hele er blevet så besværligt, men jeg håber, du har en forståelse for (mit syn), at hvis et interview bringes med navn, må det i hvert fald indholdsmæssigt kunne indestås for – uanset om det skyldes kun faktuelle fejl eller (også) misforståelser.”
Samme dag svarede journalisten bl.a. følgende:
”[…]
Jeg har rettet betydningen af det du gerne ville have rettet. 1864 eller X-faktor nævnes ikke, og der står ikke noget om at licensen kun handler om dig. Det er derfor vi sender til citatcheck – for at rette misforståelser. Så formålet er opnået.
[…]”
Den påklagede artikel
Fagbladet Journalisten bragte den 27. oktober 2016 artiklen ”»Hvis jeg kun skal tænke på mig selv, får jeg ikke nok for licensen«”. Af artiklen fremgår bl.a. følgende:
”NABOSKAB. Mens aviserne vil have DR gjort mindre, har Journalisten besøgt Amager for at høre, hvad DR’s naboer bruger DR til. »Der bør være mere dokumentar og debat end underholdning,« siger [Klager], 21 år.
[Klager], 21 år, jurastuderende:
Jeg ser nok noget DR-indhold omkring en time om ugen. ’Debatten’ var nok det sidste, jeg så.
I et begrænset omfang synes jeg, at det er vigtigt, at DR findes. DR har jo en kulturoplysende funktion. På den måde bør der være mere dokumentar og debat end underholdning. DR’s største formål er public service, og der kan jeg ikke se, hvordan store, internationale tv-shows og programmer hører hjemme. Det er vigtigt, at der bliver lavet programmer, som gør os klogere på vores historie. Programmer, som prøver at lære os noget, og som også kan bruges i undervisningssammenhænge.
Hvis DR ikke fandtes, tror jeg dog, at nogen ville overtage den rolle og de programmer, som DR har nu. Store underholdningsshows synes jeg principielt hører mere hjemme på en privat kanal. Jeg tror, det er indbringende programmer, og derfor er det konkurrenceforvridende, at det er en statslig kanal, der har det på sendefladen. Jeg så gerne, at DR koncentrerede sig mere om det public service-mandat, de har fået. I stedet for at producere samme slags medieindhold som alle andre kanaler, men bare for statslige midler. Det er selvfølgelig formentlig en del af public service-bestemmelsen, at DR skal underholde, men det synes jeg godt, man kan diskutere vigtigheden af.
Hvis jeg kun skal tænke på mig selv, får jeg ikke nok for licensen. Men det handler jo ikke kun om mit behov, men om den rolle, DR skal varetage. I det lys synes jeg, licensen er mere rimelig.
[Artiklen fortsætter med to andre studerendes fortællinger om deres forhold til DR.]
På fagbladets hjemmeside journalisten.dk blev overskriften ændret den 5. december 2016 til ”»Jeg så gerne, at DR koncentrerede sig mere om det public service-mandat, de har fået«”.
Følgende fremgår om rettelsen: ”(Præciseret 5/12 kl. 13.40: Rubrik ændret, da den kunne misforstås)”. Der ses herudover ikke at være foretaget yderligere ændringer i artiklens tekst.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
Korrekt information
[Klager] har navnlig anført, at de udtalelser, han er citeret for i den påklagede artikel, er konstrueret på en måde, så de ikke har dækning i det, han har udtalt til journalisten. Selvom mediet har ret til at vinkle artiklers indhold, bør en journalist loyalt og retvisende gengive den interviewedes synspunkter.
Det er betænkeligt, at interviewet bringes i citatform, da det er journalisten alene, der har sammenstykket citaterne. Selvom journalisten ikke kan pålægges udtrykkeligt at medtage klagers synspunkter fra korrespondancen ud fra princippet om redigeringsret, må der ventes en indholdsmæssig lighed i den endelige fremstilling med de indsigelser, der gøres undervejs, hvis et citattjek skal opfylde sin funktion.
Der er en væsentlig indholdsmæssig diskrepans mellem de citater, der er bragt i den påklagede artikel, og de oplysninger, [Klager] gav til journalisten via en række mails. Journalisten burde sammenholde sine noter fra det egentlige interview med den efterfølgende korrespondance, hvor [Klager] har redegjort for sine synspunkter, og hvad der ikke er hans synspunkter. Den omstændighed, at journalisten valgte at bringe citater, der ligger nærmest det udkast, som blev sendt til gennemsyn, efterlader et indtryk af, at der var tale om et proforma-citattjek.
[Klager] har anført, at han citeres for en række specifikke holdninger til sendefladens indhold, som han på intet tidspunkt har tilkendegivet. I sin mail af 21. september 2016 skriver klager direkte, at han ”ikke har holdninger til enkelte udsendelser, 1864 eller X-Factor”. I artiklen citeres han for holdninger om sendefladen, som han hverken har eller har tilkendegivet.
Ifølge [Klager] bør DR’s public service-mandat ikke omfatte underholdning, men det forvandles til en specificerende kritik af sendefladens indhold.
For så vidt angår citatet ”Jeg tror, det (store underholdningsshows) er indbringende programmer, og derfor er det konkurrenceforvridende, at det er en statslig kanal, der har det på sendefladen”. Her citeres klager for at mene, at store underholdningsshows er konkurrenceforvridende, fordi de er indbringende. Klagers opfattelse er rettelig, at underholdning ikke bør omfattes af public service-mandatet, og dét at operere uden for public service-mandat er konkurrenceforvridende. X-Factor bør derfor sendes hos en anden udbyder. Der er således ikke dækning for dette citat.
For så vidt angår citaterne ”store underholdningsshows synes jeg principielt hører mere hjemme på en privat kanal” og ”jeg så gerne, at DR koncentrerede sig mere om det public service-mandat, de har fået”, hænger de ikke sammen med det oprindelige citat om, at ”det er selvfølgelig formentlig en del af public service-bestemmelsen, at DR skal underholde”. Hvis underholdning er en del af public service, kan det ikke sluttes, at underholdning hører hjemme på en anden, privat kanal. Dette viser efter klagers opfattelse, at citatet ikke har dækning i det, han har udtalt.
Selvom citaterne hverken er agtelsesforringende eller skadende for nogens omdømme, er de problematiske, da citaterne ikke er klagers. Citater konstrueres ikke, de gengives.
Overskriften
I forhold til artiklens overskrift, ”»Hvis jeg kun skal tænke på mig selv, får jeg ikke nok for licensen«”, har klager anført, at han ved mails af 20. og 21. september 2016 gjorde indsigelse mod, at han skulle have sin egen nytte i sigte i sin vurdering af licensen. Alligevel bragte journalisten netop denne overvejelse i artiklens overskrift. Da synspunktet også netop afvises i brødteksten, gøres det gældende, at overskriften ikke har dækning i artiklens indhold, jf. punkt A.6 i de vejledende regler for god presseskik.
2.2 Fagbladet Journalistens synspunkter
Korrekt information
Fagbladet Journalisten har anført, at klagen bør afvises, da klager først har tilkendegivet, at citaterne var i overensstemmelse med interviewet, for sidenhen – ikke mindst efter publicering af interviewet – at problematisere de samme citater.
Meddelelserne i artiklen er korrekte sammenlignet med interviewet – bortset fra de steder, hvor Fagbladet Journalisten har imødekommet klager inden publicering. Der ikke tale om en dækning, der på nogen måde kan være skadelig eller krænkende, hvilket klager selv påpeger. Klager giver i forlængelse af forelæggelsen udtryk for – hvilket klager ikke nævner over for Pressenævnet – at han på den ene side anerkender at citaterne er korrekt gengivet, men på den anden side nu ønsker at lave egne helt nye svar til artiklen, jf. ordene ”Jeg indså lidt besynderligt, at jeg egentlig ikke kunne forlige mig med alle mine tidligere svar”, der fremgår af klagers mail af 20. september 2016.
De svar klager derpå fremsendte til fagbladet Journalisten var indholdsmæssigt radikalt afvigende fra det faktiske interview. Blandt andet fremstod de ”intellektualiserede”, og et enkelt svar er fire gange så langt. Først efterfølgende i forløbet gav klager udtryk for, at han følte sig fejlciteret.
Fagbladet Journalisten har afvist at lade klager skrive citaterne selv, hvilket klager er uforstående over for. Journalisten imødekom enkelte præciseringer og justeringer fra klagers side og publicerede historien. Journalistens afvisning af at lade klager skrive nye citater sker i fuld overensstemmelse med de presseetiske regler, hvor det blandt andet hedder: ”Under brud på god presseskik henhører også (…) eftergivenhed over for udenforståendes krav om indflydelse på mediernes indhold.”
I henhold til fagbladet Journalistens redaktionelle kodeks, hvoraf fremgår følgende: ”Når Journalisten interviewer kilder, kan de efter aftale få citater til gennemlæsning. Det gælder både interview til magasin og digitale platforme. Aftalen omfatter kun faktuelle fejl og forståelsesfejl og kun personlige citater. Ordet ”godkendelse” accepteres ikke. Efter interviewets afslutning er citaterne underlagt mediets/journalistens redigeringsret og kan ikke trækkes tilbage”. Det er denne uoverensstemmelse – hvor kilden ønsker fuld råderet over citaterne, og Fagbladet Journalisten fastholder sin redigeringsret og -pligt – der er udløsende årsag til klagen.
I processen har klager ændret sin argumentation fra at bede om at ændre citaterne til i fremsendte klage at påstå, at han er fejlciteret. Denne ændring i argumentation er indtruffet efter, at fagbladet Journalisten har rådgivet klager om, at der ikke var belæg for at klage over, at han ikke måtte skrive sine egne svar.
Overskriften
Fagbladet Journalisten har i forhold til overskriften ”»Hvis jeg kun skal tænke på mig selv, får jeg ikke nok for licensen«” anført, at overskriften kan anvendes uden at krænke den aftalte redigering.
På den ene side optræder der samlet tre kilder i historien, og afsenderen kan derfor ikke identificeres før, at citatet indgår i en sammenhæng.
På den anden side har fagbladet erkendt, at den aftalte præcisering af klagers synspunkter vedrørende licensens størrelse kan tolkes således, at der intet sted må stå, at klager tænker på sig selv, når han omtaler licensens størrelse. Fagbladet Journalisten har derfor imødekommet klager, og ændret artiklens overskrift til ”»Jeg så gerne, at DR koncentrerede sig mere om det public service-mandat, de har fået«”.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse:
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.
[Klager] har klaget over, at fagbladet Journalisten i overskriften ”»Hvis jeg kun skal tænke på mig selv, får jeg ikke nok for licensen«” og i artiklens tekst har bragt citater i hans navn, men som ikke gengiver hans synspunkter korrekt.
Korrekt information
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkt A.1.
Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede. Citater og meningstilkendegivelser må imidlertid ikke bringes i en form, så de forvansker det fremførte synspunkt.
Det fremgår af klagen til Pressenævnet, at Fagbladet Journalisten først gennemførte et mundtligt interview med [Klager] og efterfølgende sendte [Klager] citaterne. Pressenævnet har ikke nogen optagelse af det mundtlige interview, men en kopi af den efterfølgende korrespondance 19.-21. september 2016.
I forlængelse af denne mailkorrespondance blev citatet ”På den måde bør der være mere dokumentarer og debat end X-faktor” efter klagers indsigelse om ikke at ville udtale sig om DR’s programflade ændret til ”På den måde bør der være mere dokumentar og debat end underholdning”.
På samme vis er citatet ”Sådan nogle satsninger som 1864, som også prøver at lære os noget og lignende programmer, som også kan bruges i undervisning, synes jeg er fint” efter gennemsynet ændret til ”Det er vigtigt, at der bliver lavet programmer, som gør os klogere på vores historie. Programmer, som prøver at lære os noget, og som også kan bruges i undervisningssammenhænge”.
For så vidt angår klagers holdning til licensen, er journalistens oprindelige udkast ”Hvis jeg kun skal tænke på mig selv, får jeg ikke nok for licensen. Jeg synes den skulle være lavere. Det er svært for mig at se, hvad de skulle producere for, at det gav mening for mig” ændret til ”Hvis jeg kun skal tænke på mig selv, får jeg ikke nok for licensen. Men det handler jo ikke kun om mit behov, men om den rolle, DR skal varetage. I det lys synes jeg, licensen er mere rimelig”.
På baggrund af klagers mail til journalisten den 20. september 2016, hvoraf det fremgår, at ”Jeg indså lidt besynderligt, at jeg egentlig ikke kunne forlige mig med alle mine tidligere svar”, lægger nævnet til grund, at nogle af [Klager]s senere præciseringer til interviewet afviger fra de synspunkter og formuleringer, han tilkendegav under det mundtlige interview.
Det er ikke over for Pressenævnet dokumenteret, at der var indgået aftale mellem fagbladet Journalisten og [Klager] om, at [Klager] kunne redigere og skulle godkende sine citater, inden de blev bragt.
De bragte citater er til dels ændret i overensstemmelse med klagers efterfølgende skriftlige bemærkninger, ligesom det på baggrund af mailkorrespondancen mellem klager og fagbladet Journalisten lægges til grund, at citaterne har dækning i klagers mundtlige udtalelser til fagbladet. Pressenævnet udtaler herefter ikke kritik af, at fagbladet ikke ville ændre alle klagers citater i overensstemmelse med de mails, klager efterfølgende sendte til fagbladet Journalisten. Pressenævnet udtaler ikke kritik på dette punkt.
Artiklens overskrift
[Klager] har klaget over artiklens overskrift ”»Hvis jeg kun skal tænke på mig selv, får jeg ikke nok for licensen«”, da han i artiklen og sine mails 20. og 21. september 2016 afviser, at han ved interviewet havde sin egen nytte i sigte i sin vurdering af licensen.
Fagbladet Journalisten har efterfølgende, den 5. december 2016, ændret artiklens overskrift til ”»Jeg så gerne, at DR koncentrerede sig mere om det public service-mandat, de har fået«”.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse. Det samme gælder de såkaldte spisesedler. Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkterne A.6 og A.7.
Overskriften ”»Hvis jeg kun skal tænke på mig selv, får jeg ikke nok for licensen«” er et ordret uddrag fra en længere passage, der fremgår i artiklens tekst under klagers synspunkter. Citatet efterfølges af følgende eftersætning: ”Men det handler jo ikke kun om mit behov, men om den rolle, DR skal varetage. I det lys synes jeg, licensen er mere rimelig”.
Pressenævnet finder, at artiklens oprindelige overskrift ved at udelade den efterfølgende sætning fra artiklens tekst, hvor klager modificerer sin udtalelse, kan være misvisende, ligesom journalistens mail af 21. september 2016 med ordlyden ”og der står ikke noget om at licensen kun handler om dig”, kan have givet klager en forventning om, at overskriften ikke ville give indtryk heraf. Nævnet finder imidlertid, at overskriften med forbeholdet ”Hvis” viser, at sætningen i overskriften er et uddrag.
Artiklens overskrift blev den 5. december 2016 rettet til ”»Jeg så gerne, at DR koncentrerede sig mere om det public service-mandat, de har fået«”. Pressenævnet finder som udgangspunkt, at medier bør bringe en særskilt nyhed om en rettelse, så læsere af en oprindelig artikel med fejl bliver gjort opmærksom på en rettelse, da oprindelige læsere ikke kan forventes på ny at klikke ind på en artikel og på den måde blive gjort bekendt med en rettelse.
Under hensyn til, at ordlyden af den oprindelige overskrift var mindre skadelig, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere, at fagbladet Journalisten ikke udsendte en særskilt nyhed på journalisten.dk om, at artiklen den 5. december 2016 var rettet.
Pressenævnet finder på denne baggrund hverken tilstrækkeligt grundlag for at kritisere overskriftens formulering eller berigtigelsens form. Nævnet udtaler ikke kritik.
Pressenævnets kendelse af 24. januar 2017 i sag nr. 16-70-01048