Aoh.dk burde ikke have slettet artiklen ”Museum fyrer direktør”, selvom der var tale om en gensidig aftale om at ophøre samarbejdet (en fratrædelsesaftale).

Artiklen indeholder ikke så følsomme eller private oplysninger, at artiklen burde være slettet. Nævnet bemærker, at aoh.dk har tilbudt at korrigere overskriften.

[Direktøren] har klaget til Pressenævnet over, at Herning Folkeblad har afvist at slette artiklen ”Museum fyrer direktør” bragt den 24. april 2012 på aoh.dk, hvorved han mener, at god presseskik er tilsidesat.

Klagen angår spørgsmålet om, hvorvidt aoh.dk burde have slettet en fire år gammel artikel.

1 Sagsfremstilling

Aoh.dk bragte den 24. april 2012 artiklen ”Museum fyrer direktør”. Af underrubrikken fremgår følgende:

”Museum Midtjylland har afskediget direktøren for at stå bedre rustet til konkurrence om arbejdspladser. ”

Af teksten fremgår følgende:

”[…]

Står over for udfordringer

I går offentliggjorde museet, at man med øjeblikkelig virkning har opsagt samarbejdet med museumsdirektøren gennem syv år, [Direktøren].

– Med de udfordringer vi står overfor, tror vi, det er nødvendigt med en ny mand i spidsen for Museum Midtjylland. Det er ikke en beslutning, der er kommet hen over natten. Vi har taget en snak med direktøren om de udfordringer, der ligger foran os, og er sammen blevet enige om at han skulle trække sig, siger Per Sørensen (V), byrådsmedlem i Herning og formand for museets styrelse.

[…]

Indtil videre er museumsinspektør [Person A] konstitueret som direktør. ”

Herning Folkeblad er i 2013 og 2016 blevet anmodet om at slette artiklen. Avisen har begge gange afvist [Direktøren]s anmodning. Klagen er modtaget i Pressenævnet den 3. juni 2016.

Fratrædelsesaftalen

[Direktøren] har fremlagt ”Aftale om fratræden” indgået den 24. april 2012 mellem [Direktøren], en faglig konsulent i Dansk Magisterforening og formanden og næstformanden for styrelsen for Museum Midtjylland. Af aftalen fremgår blandt andet følgende:

”Museumsdirektør [Direktøren] er pr. 1. august 2004 ansat som direktør i den selvejende institution Museum Midtjylland. […]

På baggrund af uenighed om den fremtidige strategi for drift af Museum Midtjylland har parterne indgået følgende aftale:

– Museumsdirektør [Direktøren] fratræder sin stilling med udgangen af december 2012.

– Museumsdirektør [Direktøren] fritstilles fuldt ud fra dags dato og indtil fratræden. Museumsdirektør [Direktøren] kan søge andet arbejde i hele perioden og der modregnes ikke for eventuel løn eller anden indkomst i lønnen fra Museum Midtjylland.

– […]

– Der er enighed om, at aftalen er begrundet i uenighed om den fremtidige strategi for drift af Museum Midtjylland. […]”

2 Parternes synspunkter

2.1 [Direktøren]s synspunkter

[Direktøren] har anført, at han ønsker artiklen fjernet, da overskriften er misvisende og ukorrekt. Han mener, at artiklen er faktuelt forkert, og at artiklen efter flere år ikke længere har nyhedsinteresse.

Hans aftrædelse fra Museum Midtjylland var en fælles beslutning mellem hans arbejdsgiver og ham selv. Det var reelt en opsigelse fra hans side og ikke en fyring eller en bortvisning. Han kan ikke se det rimelige i, at han bliver ”hængt ud” på nettet gennem så mange år med den skade på hans person og omdømme, der følger med. Hertil kommer det fejlagtige grundlag.

Fratrædelsesaftalen indebar, at han i trekvart år efter aftalens indgåelse bestred sin stilling (fra april til december 2012), men blev fritstillet, så alle kunne komme videre. Årsagen var, at der herskede uenighed om strategien for museet.

Artiklen fremstår uimodsagt fra hans side, da det i forbindelse med fratrædelsesordningen mundtligt blev aftalt mellem museet og Dansk Magisterforening, at der skulle udkomme en fælles pressemeddelelse om hans aftrædelse. Han blev efter aftalens indgåelse opfordret til ikke at udtale sig til pressen af Dansk Magisterforening. Hvis han havde kommenteret artiklen, kunne det have kompromitteret vilkårene for hans aftrædelse og derved ramt ham økonomisk. Museet udsendte dog aldrig en pressemeddelelse. Det forhold, at den daværende bestyrelsesformand for museet valgte at udtale sig, er ifølge [Direktøren] beklageligt.

[Direktøren] har først henvendt sig til Pressenævnet i 2016, da han ikke tidligere var bekendt med muligheden for at klage over Herning Folkeblads afslag på sletning.

2.2 Herning Folkeblads synspunkter

Herning Folkeblad har afvist, at artiklen er i strid med god presseskik på baggrund af de oplysninger, der forelå på offentliggørelsestidspunktet.

Såfremt [Direktøren] har den opfattelse, at det var forkert at kalde det en fyring, burde han have henvendt sig til redaktionen efter offentliggørelsen. Det forekommer mærkværdigt at vente et år efter offentliggørelsen af artiklen med at klage, såfremt der er bragt usandfærdige postulater om ens person. [Direktøren]s forsinkede henvendelse taler imod, at artiklen er fejlvisende.

[Direktøren] havde rig mulighed for at udtale sig om, at der ikke var tale om en fyring. I april 2012 kontaktede en journalist ham for at få hans bemærkninger til fyringen. [Direktøren] skrev en mail til redaktionen om, at han ikke ønskede at kommentere sin afsked med museet, men at han var ”i gang med at lave en aftale om en fratrædelse”. Dette er han citeret for i artiklen.

Herning Folkeblad havde ikke kendskab til, at der skulle udkomme en pressemeddelelse, og uanset om denne udkom eller ej, står pressemeddelelsen alene for [Direktøren]s regning.

På avisen var man ikke klar over, at der var tale om en gensidig fratrædelsesaftale. Det var på ingen måde journalistens opfattelse efter at have talt med bestyrelsesformanden for museet. Herning Folkeblad så ikke fratrædelsesaftalen i april 2012.

Herning Folkeblad har anført, at fratrædelsesaftalen ikke underbygger, at der var tale om en opsigelse fra [Direktøren]s side. Det fremgår af fratrædelsesaftalens punkt 2, at [Direktøren] blev fritstillet fuldt ud, og at han kunne søge nyt arbejde uden modregning i lønnen fra Museum Midtjylland. Der er ansættelsesretligt tale om en fratrædelsesaftale, hvilket er sædvanligt i de tilfælde, hvor et ansættelsesforhold pludselig afsluttes. [Direktøren] skulle ikke møde på arbejde næste dag, idet han blev afskediget og fritstillet. Der er henvist til ordbogen Den Store Danske, hvoraf følgende fremgår under ordet ”fyring” (der henviser til ”afskedigelse”:

”se afskedigelse, en arbejdsgivers erklæring om, at et ansættelsesforhold bringes til ophør, en opsigelse fra arbejdsgiverens side. […] I dagligdagens normale lønarbejdsforhold, det være sig private eller offentlige, betegner afskedigelse arbejdsgiverens ensidige opsigelse af en ansat lønarbejder. I ikke-juridisk sprogbrug betegnes begrebet ofte fri(t)stilling eller fyring.

[Direktøren] har bestridt en offentlig og vigtig stilling som museumsdirektør, og en afskedigelse fra den post er af almen interesse – ikke mindst, når man øjeblikkeligt skal fratræde stillingen.

Herning Folkeblad har ved høringssvaret af 17. juni 2016 til Pressenævnet tilbudt at ændre overskriften til ”Museumsdirektør stopper øjeblikkeligt” og indledningen til ”Museum Midtjylland mener ikke, at [Direktøren] er den rette til at klare museets nye udfordringer”. Da [Direktøren] ikke har vist imødekommenhed over for dette tilbud, vil Herning Folkeblad imidlertid fortsat bibeholde den oprindelige rubrik.

Herning Folkeblad har fastholdt sin beslutning om ikke at slette artiklen fra aoh.dk og henvist til sletning på Google via: https://www.google.dk/intl/da/policies/faq/

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Hans Peter Blicher og Lene Sarup og Marlene Borst Hansen.

Der er klaget over, at Herning Folkeblad har afvist at slette en fire år gammel artikel på aoh.dk.

Klagens rettidighed

Indledningsvis bemærkes med hensyn til klagens rettidighed, at artiklen blev bragt i 2012, og at klagen er indgivet til Herning Folkeblad og besvaret i 2013. Klagefristen før 1. januar 2014 var fire uger fra tidspunktet for offentliggørelse af artiklen eller fra mediets svar på en klage (efter 1. januar 2014 blev klagefristen ændret til 12 uger). Da klagen er indgivet til Pressenævnet i 2016, er klagen indgivet efter udløbet af klagefristen. Spørgsmålet om, hvorvidt Herning Folkeblad har tilsidesat god presseskik, behandles derfor ikke.

De vejledende regler for god presseskik blev imidlertid justeret den 22. maj 2013. I den forbindelse blev punkt B. 8 indsat. Klagefristen for klager over afslag på at få fjernet gamle oplysninger fra digitale medier (punkt B. 8 i de vejledende retningslinjer for god presseskik) vurderes uafhængigt af artiklens offentliggørelsestidspunkt. Klagefristen til Pressenævnet regnes i disse tilfælde fra mediets svar til klageren. I forbindelse med klagen til Pressenævnet i 2016 har Herning Folkeblad fastholdt sit afslag på klagers anmodning om sletning. Klagen behandles alene i forhold til punkt B. 8 i de vejledende regler for god presseskik.

Sletning af gamle oplysninger fra digitale medier

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret. Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B. 8.

Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.

Den konkrete sag

På baggrund af fratrædelsesaftalen af 24. april 2012 lægger Pressenævnet til grund, at daværende museumsdirektør, [Direktøren], og den selvejende institution Museum Midtjylland indgik en fratrædelsesaftale (en gensidig aftale om at ophøre samarbejdet). Der var ikke tale om en ensidig ophævelse af ansættelsesforholdet fra nogen af parternes side.

[Direktøren] blev i forbindelse med aftalens indgåelse fritstillet resten af ansættelsesperioden (indtil udgangen af december 2012). Fratrædelsesaftalen indeholder ikke bestemmelser om tavshedspligt, men [Direktøren] valgte efter vejledning fra sin faglige organisation at undlade at udtale sig til pressen om aftalen i 2012.

Pressenævnet finder, at artiklen fra 2012 på aoh.dk med omtale af [Direktøren]s fratræden som direktør for Museum Midtjylland ikke indeholder oplysninger som må anses for følsomme eller private i en sådan grad, at aoh.dk burde have imødekommet anmodningen om sletning i 2016. Nævnet udtaler derfor ikke kritik af aoh.dk for at afvise klagers anmodning.

Nævnet har noteret sig, at Herning Folkeblad har tilbudt at ændre den nuværende overskrift ”Museum fyrer direktør” til ”Museumsdirektør stopper øjeblikkeligt”, og indledningen kan ændres til ”Museum Midtjylland mener ikke, at [Direktøren] er den rette til at klare museets nye udfordringer”.

Afgjort den 17. august 2016.

Del på sociale medier ved at klikke her: