I en notits på siden ”KORT & småt” (avisens side 3) var bragt forkerte oplysninger, som ugeavisen havde rettet i førstkommende udgave. Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at pålægge offentliggørelse. Nævnet fandt videre, at rettelsen på side 6 var så fremtrædende, at der ikke var grundlag for at kritisere placeringen eller opsætningen.

[Klager] har klaget over artiklen ”Penge til privat skole” bragt i Sydsjællands Tidende den 14. september 2016, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over, at der i den påklagede artikel fremgår en række forkerte og agtelsesforringende oplysninger om ham og den selvejende institution Højskolen Møn, hvor han er bestyrelsesformand.

1 Sagsfremstilling
Sydsjællands Tidende bragte onsdag den 14. september 2016 på side 3 (siden ”KORT & småt”) artiklen ”Penge til privat skole”. Af artiklen fremgår følgende:
”Hvor folkene bag Sydsjællands Privatskole måtte kaste håndklædet i ringen, går det anderledes godt for Møn-millionæren [Klager]s højskole i Stege. Således har politikerne for nylig bevilget skolen små 400.000 kroner, der skal gå til løn til en skoleforstander, indtil skolen får statslige driftsmidler.
[Klager]s højskoleprojekt skal have til huse i Kridthuset, hvor brugerne sidste år blev smidt ud, efter det lykkedes kommunen, efter flere år, at sælge det til en ukendt mand. Det er dog efter al sandsynlighed ikke [Klager], idet Kulturstyrelsen har betinget sig, at han ikke er ejer af bygningerne, hvis styrelsen skal give tilskud til højskoleprojektet.”

[Klager] klagede den 18. september 2016 til Sydsjællands Tidende, der onsdag den 21. september 2016 på side 6 bragte følgende under sektionen ”Navne”:
”Rettelse
I en note på side 3 i sidste uges avis skrev vi, at der fra politisk side var givet ”små 400.000 kroner” til et privat højskoleprojekt på Møn. Der skulle have stået ”små 300.000 kroner”. Det præcise beløb er 293.960 kroner.
Pengene er bevilget af et flertal i økonomiudvalget, hvor DF og Ø dog valgte at sige nej, da ”der er tale om støtte til driftsudgifter”. Vi beklager fejlen. Vi skal i øvrigt præcisere, at ejendommen, Kridthuset, der også omtales, er officielt registreret til flere personer med navnet [Efternavn på person A og B].”

Klagen er modtaget i Pressenævnet den 3. oktober 2016.

Yderligere oplysninger
Sydsjællands Tidende har fremlagt et uddrag (første side) af Kulturministeriets brev af 8. april 2016 til Højskolen Møn med overskriften ”Tilbagemelding til Højskolen Møn efter besøg den 7. april 2016”. Af side 1 fremgår blandt andet følgende:
”Kulturministeriet besøgte den 7. april 2016 Højskolen Møn og talte med initiativgruppen bag højskoleinitiativet, som har ansøgt om godkendelse til tilskud fra den 1. januar 2017.
[…]
Bestyrelsens erklæring om opfyldelse af habilitetskrav
Højskolen skal indsende dokumentation for, at skolen ikke lejer sine bygninger af Liselundfontænen.
[…]”

Af den offentlige Tingbog på tinglysning.dk fremgår det ved opslag af 4. november 2016, at [Person A] og [Person B] ejer ejendommen i Stege, hvor Kridthuset tidligere var beliggende.

2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
[Klager] har overordnet anført, at artiklen ”Penge til privat skole” indeholder forkerte og agtelsesforringende oplysninger om ham. Artiklen er skrevet uden, at der er indhentet en kommentar fra hverken Højskolen Møn eller ham.
Til de enkelte udsagn har [Klager] anført, at udtrykket ”Møn-millionæren [Klager]s højskole i Stege” er forkert. Højskolen Møn er en selvejende institution, hvilket fremgår af alle registreringer af højskolen. Højskolen er stiftet af [Klager] og syv andre personer. Det er agtelsesforringende for [Klager], når han som den eneste person omtales, og læseren får det indtryk, at han skulle føre de øvrige stiftere ”rundt ved næsen”.
Citatet ”Således har politikerne for nylig bevilget skolen små 400.000 kroner” er forkert. Det fremgår af det offentligt tilgængelige referat fra økonomiudvalgsmødet, at beløbet er på 293.960 kr.
Også udtrykket ”Kridthuset, hvor brugerne sidste år blev smidt ud, efter det lykkedes kommunen, efter flere år, at sælge det til en ukendt mand” er faktuelt forkert. Kommunen har aldrig smidt nogen ud af huset. Endvidere er det usandt, at køberen er en ukendt mand. Det fremgår af al offentlig registrering, at køberen er [Person B], som har boet i huset med sin familie siden sommeren 2015. I samme forbindelse er udtrykket ”Det er dog efter al sandsynlighed ikke [Klager]” forkert, da det som nævnt hele tiden har fremgået, at køberen er [Person B].
Endelig er citatet ”idet Kulturstyrelsen har betinget sig, at han ikke er ejer af bygningerne, hvis styrelsen skal give tilskud til højskoleprojektet” misvisende. Citatet giver det indtryk, at Kulturstyrelsen konkret har sagt, at [Klager] ikke må være ejer af bygningerne, hvis styrelsen skal give tilskud efter højskoleloven. Det er ikke tilfældet. Det fremgår således generelt af højskoleloven, at en højskoles bygninger ikke må være ejet af f.eks. bestyrelsesmedlemmer i henhold til en særlig habilitetsbestemmelse.

2.2 Sydsjællands Tidendes synspunkter
Sydsjællands Tidende har anført, at den påklagede artikel er en del af en notespalte med små lokale historier skrevet meget kort og i en ”frisk tone”.
Den påklagede artikel indeholder en omtale af en højskole, som er ved at blive etableret på Møn med [Klager] som initiativtager og bestyrelsesformand.
Sydsjællands Tidende har erkendt, at det ved en fejl fremgår af den påklagede artikel, at højskolen var blevet bevilget ”små 400.000 kroner”, hvilket retteligt skulle have været ”små 300.000 kroner”.
Skolen er planlagt til at ligge i en gammel skolebygning, der kaldes Kridthuset. Kridthuset var indtil sidste år hjem for en del foreninger. De blev bedt om at flytte, da det efter en årrække lykkedes kommunen at sælge bygningen til anden side. Den nye ejer har ikke ønsket at stå frem, hvilket fremgår af artiklen.
For så vidt angår oplysningen om, at Kridthuset er solgt til en ”ukendt mand”, har Sydsjællands Tidende efter den påklagede artikels offentliggørelse undersøgt ejerskabet af bygningen i offentlige registre og kunne i den forbindelse konstatere, at bygningen officielt er registreret til flere personer med fællesnavnet [Efternavn på person A og B].
For så vidt angår citatet ”idet Kulturstyrelsen har betinget sig, at han ikke er ejer af bygningerne, hvis styrelsen skal give tilskud til højskoleprojektet” fremgår det af Kulturministeriets brev af 8. april 2016, at ”Højskolen skal indsende dokumentation for, at skolen ikke lejer sine bygninger af Liselundfontænen”. Selskabet Liselund Fontænen er [Klager]s personligt ejede familieselskab.
Sydsjællands Tidende rettede beløbsstørrelsen og præciserede omtalen vedrørende ejerskabet af bygningen i den førstkommende udgave af avisen den 21. september 2016. Rettelsen er benævnt med rubrikken ”Rettelse”, og det fremstår således klart for læserne, at der er tale om en rettelse. Rettelsen er længere og fylder mere end den påklagede artikel.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse:
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Turid Fennefoss Nielsen, Ulrik Holmstrup og Otto Juhl Nielsen.

God presseskik
[Klager] har klaget over, at Sydsjællands Tidende i artiklen ”Penge til privat skole” bragte forkerte og agtelsesforringende oplysninger om ham og den selvejende institution Højskolen Møn. Avisen har ikke forsøgt at forelægge oplysningerne for ham.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, der kan være krænket. Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkterne A.1, A.3 og A.7.
Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.
[Klager] har klaget over udsagnene ”Møn-millionæren [Klager]s højskole i Stege” og ”[Klager]s højskoleprojekt”, da skolen ikke er hans personligt, men stiftet sammen med syv andre personer.
Pressenævnet finder, at [Klager] igennem sin egenskab af bestyrelsesformand har en sådan tilknytning til Højskolen Møn, at formuleringerne anses for at ligge inden for rammerne af redaktørens redigeringsret. Nævnet udtaler ikke kritik af avisen for at undlade at omtale de øvrige stiftere, og at højskolen er en selvejende institution. Pressenævnet bemærker dog, at medier bør tilstræbe at skelne mellem det juridiske selskab på den ene side og dets direktører og bestyrelsesmedlemmer på den anden side.

[Klager] har klaget over udsagnet ”små 400.000 kroner”, da der rettelig blev bevilget 293.960 kroner.
Pressenævnet finder – som erkendt af Sydsjællands Tidende – at beløbet er forkert. Under hensyn til fejlens mindre væsentlige karakter og at avisen i den førstkommende udgave, den 21. oktober 2016, berigtigede fejlen, finder Pressenævnet ikke grundlag for at udtale kritik.

[Klager] har klaget over udsagnene ”Kridthuset, hvor brugerne sidste år blev smidt ud, efter det lykkedes kommunen, efter flere år, at sælge det til en ukendt mand” og ”Det er dog efter al sandsynlighed ikke [Klager], idet Kulturstyrelsen har betinget sig, at han ikke er ejer af bygningerne, hvis styrelsen skal give tilskud til højskoleprojektet”.
På baggrund af de offentligt tilgængelige oplysninger i Tingbogen lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] ikke ejer bygningen, der tidligere husede ”Kridthuset”.
Pressenævnet finder, at udsagnet ”efter al sandsynlighed ikke [Klager]” kan være med til at mistænkeliggøre [Klager]s habilitet i en situation, hvor Kulturministeriet ved brev af 8. april 2016 betingede sig, at ”skolen ikke lejer sine bygninger af Liselundfontænen”, hvor [Klager] er direktør. Pressenævnet finder derfor, at udsagnet kan være skadeligt og burde være kontrolleret inden offentliggørelsen.
Da Sydsjællands Tidende i den førstkommende udgave af ugeavisen, den 21. oktober 2016, præciserede ejerforholdene, finder nævnet ikke grundlag for at pålægge offentliggørelse efter medieansvarslovens § 49.
Pressenævnet finder videre, at placeringen og opsætningen på ”Navne”-siden på side 6 må anses for en så fremtrædende måde, som man med rimelighed kan forvente af denne type mindre væsentlige forhold, selvom den påklagede artikel var bragt på side 3 ”KORT & småt”-siden. Nævnet bemærker dog, at medier bør være tilbageholdende med at indføje nye oplysninger som udsagnet ”Pengene er bevilget af et flertal i økonomiudvalget, hvor DF og Ø dog valgte at sige nej, da ”der er tale om støtte til driftsudgifter”” i en rettelse. Pressenævnet finder, at læserne fik fornøden mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, og nævnet udtaler ikke kritik.

Afgjort den 22. november 2016.

Del på sociale medier ved at klikke her: